Lørdag aften på Radar bød på to interessante indie-rock navne i form af The Ghost of Belle Starr og Catch The Breeze. Førstnævnte havde dog leveret deres sæt, da jeg ankom, så de må få en behørig anmeldelse en anden god gang.
Catch The Breeze er bygget på resterne af shoegazende Yellowish, og det er ikke fordi de tre herrer har revolutioneret udtrykket totalt. Vi befinder os i omegnen af den engelske shoegaze-scene fra 80’erne og 90’erne, og ind i mellem nærmer klangen sig også amerikanske Interpol. Ind i mellem virker bandet næsten selvudslettende og underspillede, såvel musikalsk som i sceneoptræden. Samtidig virker deres udtryk alligevel ualmindelig sikkert, i sin underspillethed, og der var hele vejen igennem bandets 8 numre lange sæt, som varede i underkanten af tre kvarter, fuldstændig styr på den instrumentale og vokale levering.
En del af Catch The Breeze’s kompositioner er bygget op omkring dynamisk og pulserende basspil fra Lars Madsen, suppleret af Andreas Bundgaards trommer, mens Aage Hedensteds guitar sender svævende støjflader afsted og ubesværet glider gennem luften omkring rytmesektionens mere bastante spil. Hedensteds vokal sammenlignede kollega Ken med Paul Banks (Interpol) og det synes jeg ikke er en helt skæv sammenligning – heller ikke live.
Bandet lagde ud lige på og ‘hårdt’, ingen indledende snak, bare i gang med første nummer, som byggede relativt langsomt op i drømmende lag. Andet nummer skruede op for tempoet, med ligefremt trommespil og dynamisk bas, inden tredje nummer, ‘Enemy’, med først drømmende guitarklange og siden solid fremdrift i bas og trommer, gjorde en god figur, og for alvor åbnede sættet op.
Den blev fulgt overbevisende op af den fængende ‘When the Sparks Fly’, med sit gode rymiske drive og fint guitararbejde fra Hedensted i front. Undervejs kom der også lidt flere ord på fra Aage Hedensted, som stilfærdigt takkede publikum for at være mødt frem. Den dæmpede, melankolske ‘Sister Winter’ gav variation, inden tempoet igen blev skruet op til aftenens sidste tre sange, der viste Catch The Breeze fra deres mere direkte og fængende side, med vibrerende og fyldigt basspil, gode breaks og Hedensteds gode vokal som ekstra krydderi til de fint opbyggede sange. Og så var det ovre, efter otte numre, og Hedensted konstaterede, “Vi har ikke flere numre, men det har været skidefedt at spille for jer”.
For mit vedkommende var det en ganske passende dosis af Catch The Breeze’s univers, som generelt rummer en god kontrast mellem rytmisk dynamik og mere svævende guitarklange. Der mangler måske nok endnu lidt flere numre, der fanger lytterens opmærksomhed helt ind, og selv om trioen gjorde et sympatisk og meget ukrukket indtryk på scenen (og altså spillede upåklageligt), så manglede jeg måske også, som publikummer med et ret begrænset kendskab til bandets materiale, at bandet kom lidt mere ud over scenekanten. Det kan være et helt bevidst udtryk, at musik og visuals taler for sig selv, og det gjorde det sådan set også på fin vis. Helt blæst bagover blev jeg dog ikke, men Catch The Breeze har et godt greb om de musikalske virkemidler, og virker til at hvile i hvad de gør. Det giver 4 stjerner for en fin lørdagskoncert, der selv for undertegnede noget lørdagstrætte anmelder gav indtryk af et band, som på egen dæmpet facon har meget at byde på.
Anmeldt af Jonas Strandholdt Bach
