På Into The Wide rammer Catch The Breeze en ro og en renhed i lyden, der løfter pladen op til at være deres bedste. Med et par uptempo-numre sikres også at den ellers meget ‘vandrette’ musik varieres.
Der åbnes klassisk støjende, langsomt på ‘Into The Wide’. Som The Cure på Disintergration. Why Do We Fight It? spørger Kinch roligt – endda til tider i et ukarakteristisk højt leje – og det rammer plet. Og, kan man sige, rammer pladen ind.
Men allerede andet nummer, ‘Embrace’, sætter tempo og sender tankerne imod briter som White Lies og sammen med ‘Rise’, der falder nogenlunde midt på pladen, udgør de en fin variation til den ellers meget ’vandrette’ lyd, med lange lydflader.
‘Rise’ er pladens skarpeste skæring. Ikke mindst fordi trommerne ligger fremme på beatet, bassen så både hugger ottendedele og laver små, klædelige afstikkere her og der til at bløde op. Oven på dette ligger selvfølgelig sfæriske guitarer. Og en tekst, der henvender sig til ’sister’.
Ud over stepperne! Vildt at Catch The Breeze også havde dette gear!
Kendere af genren og Catch The Breeze vil føles sig godt hjemme på ‘Into The Wide’.
Et lidt ’sjovt’ nummer er ‘Gravitational Sounds’, der i guitarfiguren både i hints minder lidt om Hilmer Hassig – men hvor én af de bærende guitarfigurer synes at være mere end lånt fra nummeret ‘Sugar For The Pill’… Men hey! Catch The Breeze har jo allerede lånt deres navn fra Slowdive…
I øvrigt et fint nummer, hvor Kinch nynner og synger dybt på sen-Bowie agtig vis.
Det er næsten ærgerligt, at nummeret minder så meget om Slowdives, for det får det lidt til at stå i skyggen via association.
Pladen er ret beset nok bedst på sin første side. Det tynder i hvert fald lidt ud i det mindeværdige, som vi nærmer os afslutningen. En 6/8 ballade, ‘Pleasure for the Ghost’, står lidt mindre skarpt end de øvrige numre – måske fordi der ikke er så meget drive og trommerne lægges tilbage på beatet igen?
Og det stille udtryk på det opfølgende ‘Taste of Blood’ skaber en uro: Skal pladen fade helt ud? Svaret er nej, for igen overrasker Catch The Breeze. Det er måske nok ikke klassisk uptempo, men et storby-cool night cruiser af et nummer med luft, tid og alligevel tempo: ‘Before We Turn To Dust’ er både en rigtig fin titel på et afsluttende nummer, men også en stærk balance mellem det vandrette, det lodrette og flow i musikken.
Det er som om Catch The Breeze virkelig har fanget balancerne på Into The Wide: Hvor det tidligere har været lidt sovset lyd, lidt uskarphed på denne konto og et fravær af hooks, så er det som om lyden er strammet op her, der er tænkt mere over melodiske/akkordvendinger og hvordan de vandrette flader i sig selv ikke ’er noget’ men skaber noget i kombination med de ovennævnte ting.
Vi har aldrig anmeldt Catch The Breeze dårligt. Det er helt enkelt et talentfuldt band, der ligger stabilt i den gode ende af kvalitetsskalaen. Kunne jeg stadig ønske mig flere ’hooks’ og et nummer, der var lidt lettere tilgængeligt til slut på pladen? Ja! Men overordnet set holder Catch The Breeze niveau og overgår endda Glow på flere parametre.
Anmeldt af: Troels-Henrik Krag
Lyt til Rise her:
