I løbet af kun 3 numre demonstrerer den skramlede københavnske indie-kvintet, at man nogen gange kun behøver 11 minutter til at vise, hvad man har at byde på og at der er grobund for langt mere.
OK, 3 numre er et ret spinkelt bedømmelsesgrundlag, men jeg har været fristet til, at sende en endnu højere karakter efter Casquette for deres anden EP, Sjæl Så Ung, der nærmest syder over af ungdommelig energi og musikalsk kådhed. Grunden til, at jeg holder igen, er både at jeg tror at de har endnu mere i sprøjten, hvilket kan lyde som et lidt fedtet argument for “kun” at sende 4 stjerner efter dem, men også at de kan skrive endnu bedre sange end er tilfældet her.
For har Casquette en svaghed, en lille en, så er det at de måske ikke skriver de mest mindeværdige numre. Endnu. Åbneren, titelsangen “Sjæl Så Ung”, er tættest på, eller, den ER der faktisk. Den viser bandet i deres mest tilgængelige, iørefaldende og forsonlige hjørne, hvilket nok ville være en nødvendig indgangsvinkel for nogle lyttere til Casquettes larmende indie-univers. De skruer nemlig løbende, og helt logisk, op for intensiteten, voldsomheden og netop noget uforsonligt og “fuck it, lad os give dem en alt den kan trække” attituder og lyd, som EPen skrider frem. Opbygningen af disse ting er god nummer for nummer og i selve sangene, der vitterlig føles som om de stiger på nærmest samtlige parametre. Til gengæld er de allerede ret ferme tekstforfattere med flere fine linjer spredt ud over de 3 numre, der kredser om meningsløshed i forskellige udgaver. Beskrevet både i relationer til andre mennesker og som en helt konkret begivenhed, hvor bandmedlemmerne oplevede en altannedstyrtning på nært hold.
Dermed ikke sagt, at “Sjæl Så Ung”, ikke er en genstridig lille satan. Det er den, der synges og spilles med store autoritet og tro på skidt, bandet vrænger næsten lidt af en, ikke på en apatisk måde, men mere sådan lidt i trods og fordi de har et eller andet der skal ud. Sjæl Så Ung, både nummeret og EPen samlet er lyden af et band, som giver et band der i dén grad brænder igennem. Nogen gange næsten bogstaveligt, når instrumenterne, eksempelvis en nærmest punket saxofon, eller vokalen, bakket op at brøle kor, skærer igennem luften som en musikalsk motorsav.
Det har kant, knaster, skurrer og hiver, men der er også, især i åbneren, et klang af noget skævt-beatrocket til stede, der er med til, at gøre den ellers kradse og påtrængende blanding mere medgørlig. “Hellere ærligt end kønt”, er et mantra der nævnes i presseteksten, min Mor sagde tit “mere sjælden end køn”, det begge dele kan på positiv vis siges om Casquette. Og det bliver ikke kønnere som EPen skramler afsted, allerede i andet nummer, “Kuglelyn”, flirter det med noget der er kvart i “falsk” og lidt ude af synk, men det virker helt bevidst, det river og flår, på den fede måde. Den hvor man føler der fandeme er noget på spil her, det SKAL og MÅ lyde sådan her, det kan ikke være anderledes for Casquette. Det gør det til medrivende lytning, men kønt er det fandeme ikke og EPen bliver også, trods sin korte spilletid, til en lytteoplevelse der når at gøre lidt nas i øregangene.
I afslutteren “Første Sal” lyder det som om hele lortet er ved at brase ned om ørerne på bandet, som i ren og skær trods bliver stående i det kaos de selv har skabt og høvler videre. Her begynder det for alvor at blive en ganske voldsom omgang at lægge ører til. Lydstyrken blusser op, det bølger og bruser, det lyder stedvis som om undergangen truer lige om næste hjørne, bandet hamre, banker og saver løs. Saxofonen overmander og overtager sangen knap 3 minutter inden, det sprutter, trutter og lyder som om nogen forsøger at tæve sangen ihjel, inden den hives op mod slut og slingrer skødesløst mod målstregen.
Casquette vælter den i mål her, det lyder ikke som om de skyr mange midler, Sjæl Så Ung emmer af nødvendighed, stålsat vilje og en følelse af, at det ikke kunne eller skulle leveres eller lyde anderledes. Det rummer en skæv charme, selvbevidst anarkisme og masser af personlighed. Det er også grimt! Grimt på den pæne måde, hvis I forstår? Det er mere end lovende, og med fare for, at sige noget jeg senere fortryder, så kunne jeg på en eller anden måde godt tænke mig at høre endnu mere og se hvad de ville kunne gøre over en hel plade? Det er måske et selvmål fra min side og ender med at jeg får mere end jeg kan klare…
Vi er der ikke helt endnu, det er mere attitude, følelser og gå-på-mod end egentlig gode sange. Måske er det bare sådan Casquette skal lyde? Jeg er på. Vi ender på 4 af de fuldfede stjerner, en 5er for indsatsen.
Af Ken Damgaard Thomsen
