Casper Blanca leverer, ikke videre originalt, men stilsikkert knallert-garage-rock, på EP’en On Top Of Sticky Fingers (Head, Bodies & Tales).
Udgivelsen er Casper Blancas første, og projektet er en lidt finurlig størrelse, da Casper har valgt at indspille EP’en med forskellige bands og artister, blandt andre Jesus On Heroin, Sandy Blue og Brave Coward. Jeg var derfor lidt bange for, at EP’en ville blive en forvirrende og usammenhængende oplevelse, da mange kokke jo hurtigt kan gå hen og kreere en knap så god ret, men heldigvis blev min bekymring gjort til skamme. De mange forskellige artister er et forfriskende pust, og tilføjer godt med afveksling og variation, og heldigvis har Casper Blanca formået at holde en rød tråd gennem hele EP’en.
On Top Of Sticky Fingers består af 8 sange, og lyden er inspireret af bands som The Jesus & Mary Chain, The Dandy Warhols, Oasis og Black Rebel Motorcycle Club. Samtlige numre er velspillede, med den helt rigtig “loose” feeling og produktionen er spot on, og tro mod garage-rocken, ikke alt for poleret og ikke alt for skramlet. Dog er vokalen ikke verdens stærkeste, den gør det den skal, ikke mere end det, og et par steder på EP’en tog jeg mig selv i at krumme tæer, da vokalen ikke var helt spot on. Men et eller andet sted, passer vokalen faktisk fint ind i det semi-skramlede univers.
Og EP’en starter også meget skramlet ud, med en lille autentisk intro, som meget originalt er døbt, “Intro (Songwriters Anthem)”, hvor Casper Blanca solo på akustisk guitar, mundharpe og noget percussion, stille og roligt skyder garage-rock festen i gang.
Der er jo som sagt 8 sange på EP’en, og samtlige er så absolut et lyt værd, omend det ikke er nyskabende eller vanvittigt originalt, så er det nogle fine, holdbare, og ikke mindst, troværdige rocksange, der sagtens kan ryge på repeat på playlisten. Bundniveauet er højt, ingen sange falder igennem, dog er der to der skiller sig ud, på den gode måde.
På “The Ballad of Louis & Anétte” har Casper og Co.,(hvor “og Co.” på denne sang er Jesus On Heroin), ramt noget der er knap så inspireret af tidligere nævnte artister, og leverer et originalt og velkomponeret nummer, hvor verset kryber henad den varme asfalt, der er godt smæk på omkvædet og “ahh ahh” koret er veldoseret og fint afbalanceret, og sætter prikken over i’et på en rigtig god rocksang.
Anden sang der stikker snuden frem er “Camp Neverland”. Ja, den lugter måske lidt af The Dandy Warhols og Black Rebel Motorcycle Club, men uden at det kammer over. En laid back rocksang, hvor man bliver suget ind i et lettere syret univers, med masser af guitar-støj/shred, understøttet af en god melodi, et stærkt vers og ikke mindst, en vokal der sidder lige i skabet. Yes, her passer vokalen perfekt, og et helt album i dette “univers” ville jeg gerne opleve, et super fedt nummer.
Alt i alt har Casper Blanca & venner skabt en EP der ligger over middel, 8 stærke sange hvor nogle er mere originale end andre, men hvor fællesnævneren er at håndværket er i orden og at Casper Blanca uden tvivl har sangskriverpennen i sin magt. Eneste anke jeg umiddelbart har, er at vokalen til tider ikke er stærk nok, og som skrevet tidligere, så passer det på en aller anden forunderlig måde, fint ind i det musikalske univers. Men når det er sagt, så ville en lidt stærkere vokal uden tvivl klæde sangene. På trods at det, klæber jeg 4 stjerner på køleren af knallerten i farten, og ser frem til at den igen kommer et smut forbi.
Anmeldt af Thomas Bjerregaard Bonde
