Casper Blanca er tilbage med en 3 numre lang EP, stilen er stadig sagte indiefolk. Velkomponeret og tilforladeligt men i bund og grund er det en ret lille udgivelse.
Og det var ikke nødvendigvis ment som noget negativt om den nu Oslo-baserede sanger og sangskriver, der stadig finder inspiration hos navne som Stephen Fretwell, John Mayer, Elliot Smith med et drys af Dylan, især når mundharpen får plads. Netop mundharpen, som Blanca behersker med den rette balance mellem det følte, emotionelle, lidende og stemningsfulde. Et instrument der giver 2 ud af de 3 små sange et lille, ekstra krydderi og løfter den samlede oplevelse.
Ellers er Blancas force og en mindre svaghed, at hans sangunivers er relativt begrænset. Det stiller altså nogle ret høje krav til vokal, lyrik og sangskrivning, hvis det skal løfte sig over et solidt middel niveau, og her kommer Blanca trods de fine takter en smule til kort. Han er udmærket selskab over 3 sange men, jeg kommer aldrig helt op at ringe når jeg lytter Climbing The Walls igennem. Men med en samlet spilletid på under 15 minutter kommer jeg heller aldrig i nærheden af at kede mig.
Blanca har en fin, klar, lidt småtrist vokal, som det synes at høre sig til i den Elliot Smith’ske del af denne genre. Det bliver aldrig for lidende, eller ynkende men der er en skrøbelighed i vokalen, når han synger sange som “Climbing The Walls”, der er gennemstrømmet af en øm- og usikkerhed, her kun bakket op af en sagte akustisk guitar. Jeg har dog lidt med teksterne, her lyder det eksempelvis “you’ve been trying to keep the eye on the prize // But you lost the sight to your own surprise”. Det lyder en smule kluntet og som om det ikke er skrevet af en der har det engelske sprog som modersmål. I det store hele er det måske småting men, når det musikalske univers overordnet er så relativt lille og nært, så kommer den slags til at skurre i ørerne og fylde mere end der egentlig var nogen grund til.
Det sagt, så har Blanca et rigtig godt og sikkert greb om de små melodier, det er ikke Neil Young i 70erne, bevares, men en stille og rolig folk-traver som “Mother Nature’s Son” trisser tilforladeligt og hyggeligt afsted. Den enkle melodi er lige til at sidde og nynne lidt med på og så kan man ellers slå over i fløjt når den veltimede mundharpe i kortere glimt melder sin ankomst. En nydelig start på EPen, der følges op af den beslægtede “Scarman”; hvor krikken traver roligt videre med sin guitar bevæbnede rytter på ryggen. Opbygningen er meget lig åbningsnummeret med en beroligende og vuggende nynne-med melodi, der rummer varme og genkendelighed, piftet op i glimt af den vellydende mundharmonika.
Jamen det er da altsammen ganske nydeligt og nogenlunde hyggeligt, kan man så sidde og tænke og så er udgivelsen, desværre, også lidt glemt når sidste nummer rinder ud. Det er som om fundamentet og grundelementerne er der hos Blanca men for at det bliver mindeværdigt og noget man vender tilbage til, så mangler der noget mere prangende stort set hele vejen rundt. Især når lydbilledet og udtrykket er så bevidst skrabet som her, så kræver det at de enkelte dele virkelig skinner for, at det er sange der for alvor brænder sig fast i hukommelsen hos en.
Men som et afbræk fra en larmende hverdag er Blanca et fint, lille pusterum. Vi lander på en middel karakter for det samlede indtryk.
Af Ken Damgaard Thomsen
