Casper Blanca fortsætter i samme rille som på debuten med stærk Eliott Smith-inspiration. EP’en er ganske fint selskab og der er styr på både udtryk og stemninger.
Der er ikke tale om store produktioner på A Couple of Conversations. Primært akustisk guitar, lidt tromme og så ellers afslappet vokal med ofte ’tæt’ kor.
Debut’en trak på veksler fra Eliott Smith, og selv om der også er inspiration at spore her, ville jeg nok snarere havde tænkt M. Ward på én af dennes mere tungsindige udgivelser. For jeg mangler lidt af Smiths opløftende popøre. Ikke bare for at sammenligningen skal passe, men simpelthen generelt på EP’en.
Det bliver roligt, pænt og lækkert – men over lidt tid også lidt for blåt, næsten klaustrofobisk med den lidt lukkede lyd og de tætte kor.
Over fire numre bliver det derfor også helt rart da afslutningsnummeret, ‘The Persistence of Memory’ har en lidt mere kæk guitarbevægelse end de øvrige numre.
Og da der blot er fire numre at vælge imellem, ryger det i bogen som variation.
EP’en tramper ellers fint fra land med ‘House of Cards’, der stamper sig derudaf i en tonalitet og melodi- og akkordføring i guitaren, der kan minde om ‘Hotel California’. Teksten synes at kredse om besværligheder i kontakten med det andet køn. Og slutter med at konstatere at ”Now I know / Just where to go / But we don’t give it down” – i en glædesløs tone.
I seks ottendedele følges op med ‘Under The Weather’ og glæden må man igen kigge lidt længe efter. Det er en tæt lyd og det rammer ret fint i maveregionen, når der lidt klagende erklæres at ”I won’t let you go” eller ”I never knew how she / could be / out of this company / for me”.
‘Mrs. Atman’ er det mindst vellykkede nummer på EP’en – uden rigtig at være dårligt – men savner i endnu højere grad end de øvrige numre melodi og der opstår lidt tendens til at synge på konsonanterne. Ikke en heldig idé, men igen; en variation som jeg er klar til at acceptere.
Simpelthen fordi der er stemning over EP’en. Nej, man bliver ikke opløftet af udgivelsen, men den sætter en særlig blå stemning og bliver på den vis måske netop et norrønt bud på en M.Ward-udgivelse – uden legen, uden americana og uden fingerdansen på gultaren.
Så der er ingen tvivl om, at EP’en kan noget. Men hvor Jonas konstaterede at seneste udgivelse nok kunne nå ud til mange, er jeg mere i tvivl her. For kvaliteter til trods, så er det meget småt, lidt klaustrofobisk og måske i virkeligheden lidt for introvert og næsten anti-sprudlende.
Men er man i det blå hjørne, vil man kunne have en god stund med de fire numre og de mere sentimentale vil måske glædes ved at høre en stemme, der i så høj grad læner sig op af Eliott Smith.
Men netop fordi der lænes sig så meget op af Smith, vil man også savne legen, de små, fine melodier og licks. For på A Couple of Conversations bliver der kigget mere ind i guitarens klanghul, end der bliver leget med, hvad der kunne komme ud af den.
EP’en bliver fint selskab men det er også næsten godt, det netop er en EP – for løft skal man lede længe efter.
Anmeldt af: Troels-Henrik Balslev Krag
