Med råb/scream-vokal og soundscape-agtig underlægning kan Cartographs i beskrivelsen minde om Screamo. I udførelsen får man dog på Wilt & Blossom en særegen blandet fornemmelse af evighed og åbne nerver.
Kombinationen af soundscapes/post rock og screamvokaler – genredefinerende for det såkaldte screamo – har alvorlige faldgruber. Det kan blive umanerligt forfærdeligt.
Én af de primære grunde til at Cartographs Wilt & Blossom fungerer ligger ikke så meget i pæn, soundscapet underlægning eller voldsom vokal. Nej, kvaliteten ligger i blandingen, hvor underlægningen har det apatisk/let dystopiske evigheds-præg soundscapes og post rock kan have, mens vokalen et langt stykke hen af vejen kommer til at fremstå som en særdeles present åben nerve. Altså trækker musikken os mode en afslappet evighedsfornemmelse, mens vokalen flår os ind i nuet og insisterer på at vi er med. Nu. Det fungerer!
Fans af bands som Deafheaven, som genopfandt genren i 10erne, vil opleve at Cartographs er mindre smadret, punket og med en del rumklang trækker mere i retning af soundscapes, end mere klassisk post-rock. Det betyder også, at numrene ikke er helt så markante på Cartographs mini-album. Og det gør faktisk ikke noget; netop fordi det er et album, der opererer mellem dette stenede evighedsflow, som ville blive lidt anonymt uden vokal – og en råbende vokal.
På den konto kommer pladen – forskellige tempo til trods – til at få et generelt ballade-præg. Der åbnes godt nok med et fint tempo og titelnummeret Wilt Over Time holder et vist tempo og en fremdrivende kadence. ”If this is forever / As far as I can see / The future is done” fremføres i et breakdown og hvis jeg ellers har lyttet det rigtigt af, så passer det netop meget godt med udtrykket.
Men allerede på anden skæring, Ever Scaling, får vi noget mere nedtonet, roligt udtryk introduceret. Der lægges selvfølgelig til med vokalen og jeg forstiller mig også, der indtages nogle meget skrævende, hårsvingende positioner, når det spilles live. Men det 6/8-vuggende nummer etablerer dog et andet drive end åbneren.
Og når jeg siger ballade-præg, så er det altså ikke fordi det animerer til flettede fingre og lange blikke efter hinanden: Snarere en ro, noget stille – som så selvfølgelig flækkes midt over af vokalen og intensitet.
Skabelonen for numrene er – pånær for åbneren – at starte med en rumklangs-guitar, etablere et tema – og så skabe smadder igennem nummeret. Og som med så meget anden post-rock, så er det bananlt og kvaliteten kommer til at ligge i udførelsen, stemningerne og temaerne. Og her gør Cartographs sig altså godt.
Når sidste nummer, Blossom Under Leaves er klinget ud, har man som lytter for længst luret skabelonen. Men det gør ikke så meget. Det gør heller ikke så meget, at det kan være en udfordring at skille numrene fra hinanden. For Cartographs har med Wilt & Blossom begået et mini-album, man både kan stene og lytte aktivt til. Svømme lidt hen i evigheden – og så samtidigt mindes om nuet.
Det er en ganske særlig stemning, udførelsen er flot og skal jeg endelig sige, jeg savner noget, så må det være nogle endnu større kontraster så det voldsomme kommer til at fremstå endnu mere klart. Det vil dog nok ødelægge oplevelsen af evighed.
Anmeldt af: Troels-Henrik B. Krag
