Er Carte Blanche den perfekte kur mod morgentræthed og nattekramper? Måske ikke, men duoens mangefacetterede synthpop rummer dog et ganske opkvikkende potentiale. Et potentiale, der skinner igennem i brudstykker på EPen af samme navn.
Morgen. Sidder og nikker i sofaen, Ja, I, ikke på, jeg er sunket ned i den. Duknakket indenfor, men duggen forsvinder udenfor. Lytter til Brudstykker af Carte Blanche over en stor kop kaffe, forsøger at ryste nattesøvnen af mig. Falde hen.
Brudstykker af Brudstykker farer rundt i stuen. Brødrene Johan og Emil Stormdal synger om “Primadonnanykker”. Den vækker genkendelse. Ikke kun stilistisk, i det musikken kan støve fjerne minder om 80er ikoner, som Lars HUG og TV2 af i den søvndrukne erindring. Også fordi, at jeg har omtalt nummeret tidligere, da den udkom som single.
Stadig et habilt og veludført nummer. Måske ikke decideret mindeværdigt, men dog nok til, at have efterladt et aftryk i hukommelsen et eller andet sted. Et sted, der nu kæmper om kap med morgensolen for, at bryde helt igennem.
Det er, muligvis en af de største “svagheder” ved Brudstykker og Carte Blanches musik. Der er kun 20 minutter af den, fordelt på 5 mellemlange numre. Og ikke mange af de ellers fine toner er decideret nogen, som for alvor brænder sig fast – eller igennem. Meeeen, som jeg sidder her i min semi-døs, så er det ikke kun døsen, der gør at jeg nikker. Jeg nikker også, alligevel lidt med.
Så det kan et eller andet, det her. “Iris” får EP virkelig solidt fra land. Min laptop varmer allerede mine sovende lår. Jeg kan mærke en voksende løbeskade og nattens krampe i baglårtet. Carte Blanches bløde “Iris” virker som afslappende massage. Giver varme i kroppen, der begynder at sprede sig fra de ømme lårbasser. Er det “drenge-synthpop”?
Et længere opløftende og løftende indløb får sangen til, at stige inden sangen for alvor går i gang efter et minutstid. Det hugger og vugger. Bobler ganske lifligt. Nogle velfungerende vokalharmonier bidrager til den forårslune/forelskede stemning. Det er næsten lidt dansende, der synges om, at kaste sig i nogens vold. Det må være en form for overgivelse. Og hengivelse. Jeg nikker igen.
“Taget En Del Af Mig”, EPens tredje sang, hiver mig ud af den henslængte slumretilstand. Er ved, at få kaffen lidt på tværs, da vokalen(erne?) køres igennem noget effekt halløj. Sikkert meget moderne, lidt forstyrrende for mig. Og, egentlig også unødvendig “pynt”. Leg med vokaler KAN have, og bruges, som en effekt til, at forstærke og understrege et eller andet. Her forstyrrer det mig egentlig bare en smule.
Sangen ville, i min optik, sagtens kunne stå på egne, mere nøgne ben uden pynten. Der sker sådan set også rigeligt i forvejen. På overfladen er det et roligt, cirklende nummer. Men, også et, hvor der trods den cirkulære natur er en masse elementer og detaljer i spil. For mig forstyrre det bare det samlede billede en anelse, at jeg også skal fokusere på let-forvrængede stemmer.
Den afsluttende “Fremmed” leger igen lidt med vokalerne, men her synes jeg, at det bidrager til sangens udtryk. Jeg hyles ikke ud af den, eller holdes ude af den relativt korte afslutter, EPens eneste nummer der holder sig under 3 minutter. Morgenen er for alvor stået op og solen strukket sin dovne krop, mens det rolige nummer summer ud af højtalerne…
Det er spartansk instrumenteret med nydeligt klaver, som det bærende element. Og så den nøgne vokal, der længselsfuldt synger dagen ind. Den sidste søvn er ved, at forlade kroppen.
“Du så igennem mig og trængte ind, og nu ved du hvad der inde i mig”, lyder det. Ikke nogle store floromvundne metaforer og sprogbilleder, det er meget ligetil. Afklædt, og skrællet ind til benet. Det klæder Carte Blanche på den måde, at smide kludene mod slut og stille dem selv og deres musik til skue. Inge tricks eller unødig indpakning, bare en lille, fin sang.
Om det er effekten af den spand espresso, jeg fik hældt på motoren under gennemlytningen, eller musikkens virkning ved jeg ikke. Men, således ender Brudstykker på en ganske opkvikkende og optimistisk note.
Der er en del indtryk, at tage ind på de 20 minutter. Duoen kan og vil meget, og får også det meste til, at spille godt sammen og harmonerer. De mangler stadig lige, at skrive sangEN. Det helt store nummer, som man fornemmer de rummer potentialet til. Du får, så at sige brudstykker af potentialet på denne EP.
Det skal og kan en EP også kunne bruges til. Prøve ting og sig selv af. Give smagsprøver og appetitvækkere. Jeg synes Carte Blanche smager af mere, de har et eller andet. Noget udefinerbart, som bare fungerer og gør, at man hænger på. Også når natten og lårkramper forsøger, at bevare taget i en en tidlig morgenstund.
Af Ken Damgaard Thomsen
