Et sted mellem gårdsangerviser og Steppeulvene finder vi Carsten Hentze & Borderlinebands Backstage i Himlen.
Med sin dansksprogede bluesrock fortælles skæbnehistorier, revses dansken og fjolles der lidt.
Resultatet er en underholdende plade, der er velspillet men også til tider stiller spørgsmålstegn ved, hvad den vil med lytteren.
Borderlineband spiller overbevisende. Der er styr på den bluesede rock og når der åbnes med Al Den Forråelse, er stilen til en revsende, samfundskritisk plade slået an. Og leder du efter den vinkel, er der også adskillige gode bud; Som En Kat Slikker Skålen og Trampet I Spinaten og Spaltet I Sigøjner & Bonde trækker også på et mål af selv- og samfundskritik. Meget fint, meget fint spillet og med den lidt nasale stemme ikke ulig en C.V.
Men der er også andre vinkler på pladen: Backstage i Himlen er en skæbneberetning af Tom Waitske dimensioner, hvor vi – dog ikke i førsteperson – følger en starfucker og hvordan hendes jagt på stjernerne måske, måske ikke, gør hende glad, lykkelig eller udsat for kritik.
Helt Alene handler om nærhed og trækker på noget af det samme: noget ærlighed, noget nøgenhed, noget nærhed – og sunget med en konstaterende, upresset vokal.
Ærligheden får vi også i den afsluttende blues, der beskriver livet som… sigøjner? gårdsanger? stodder? bare menneske? individ? Svært at afgøre, men i hvert fald en opløftende blues, igen konstaterende ikke ynk-søgende og vældig lige-ud-af-landevejen-og-lad-være-at-dømme-mig agtigt.
Og så er der en fjollet sag, der måske revser lidt også? Tøserne Hexer er måske netop en udstilling af nogle sære subkulturer og måske skal det bare læses som endnu en Waitsk beskrivelse. Men der synes at ligge en kritik – men også pakket ind i Hentzes fortælle-iver. Tøserne Hexer er en fin, poppet rocksang i melodiføring, kor og fortællende strofer. Men nok det nummer, der er sværest at finde mening i. Og netop her er det, at det giver mest mening at sammenligne med Steppeulvene, der også beskrev de glade hippier for alle deres særheder…?
Der er både sympatisk revsen i åbneren, Al Den Forråelse, Waitsk kærlighed til de skæve eksistenser – og så den der med pigerne, der hekser…
Det er en erfaren herre, der står bag projektet og med en alder på 74 år er det oplagt at sammenligne med Henrik Hall, der i en sammenlignelig alder nåede at lave to fremragende plader.
Vi er dog lidt et andet sted her, men det smager dog lidt deraf. Man kan endda argumentere for at Hentze er musikalsk lidt lettere tilgængeligt end Hall. Men ret beset heller ikke så skarp, kantet og sarkastisk.
Jeg har mødt folk, der har været sat i gang med at analysere Halls tekster i dansk i gymnasiet. Det kommer ikke til at ske for Hentze og der er bestemt også en stærk pointe i at lave musik, der sætter dørtrinnet lidt lavere, trækker på en mere gårdsanger-æstetik/tilgang.
Der er – med andre ord – ikke noget ’finere’ i at sange kan analyseres (til døde?) – ja, faktisk er det al ære og pris værd at prøve at ramme folk – og så må folk fange nuancerne i teksterne efter behov.
Anmeldt af: Troels-Henrik Krag
