Den tidligere (nuværende?) The Libertines’ frontmand, eller den ene af dem, Carl Barât er klar med et nyt projekt, Carl Barât and The Jackals, hvor han på godt og ondt lyder lidt som han plejer. Energien er god, men den samlede oplevelse er på det jævne.
Jeg er lidt spændt på, hvad Carl Barâts nye Band, Carl Barat and The Jackals mon kan præstere. Den ene Libertines frontmand har før haft sit eget band, sidst hed det dog Dirty Pretty Things. Det var jeg sgu ikke helt oppe at ringe over, på nær et par enkelte numre, i hvert fald ikke i forhold til Pete Doherthys afstikker med Babyshambles. Da jeg oplevede Libertines i Vega, synes jeg også at jeg blev overbevist om, at de to nu er bedst sammen. Men, men, lad os da give den kære Carl en chance.
Første nummer, “Glory Days”, lugter utrolig langt væk af Libertines, men den genkendelige musik bliver pludselig afbrudt af en råbende, pirat-agtig Carl – jeg er ikke helt overbevist, endnu, må jeg indrømme. Sangen har dog et meget fængende Oasis-agtigt popomkvæd, og er da til at holde ud at lytte til, men sådan som et nyt yndlingsband, nej, det bliver det ikke. Måske er det hårdt at sammenligne med Libertines, men det kan nu ikke undgås.
“Victory Gin”, fanger mig straks en del mere – der er god smadder på, og mit lille rockhjerte bliver helt glad. Vi er ikke ude i noget nyt og originalt, men melodisk slam bam crash – tight og rart. Carls stemme har vist også fået et ekstra hæst smadderlag på, og produktionsmæssigt lyder den en smule Julian Casablancas agtigt, men det fungerer. Jeg får i hvert associationer til en kold øl og Roskilde Festival, det ville ikke være en helt dårlig kombi sammen med Carl Barât and The Jackals.
Den efterfølgende “Summer in The Tranches” får mig til at tænke på The Clash, men Carls fine prettyboy vokal bryder inden længe den tanke. Det er ikke helt dårligt – igen får han undervejs i nummeret sat den hæse stemmeeffekt på. Det var måske det der manglede på Dirty Pretty Things pladen.
Det går lidt galt på “Beginning To See”, som er en af de mere følsomme og stille numre, det er som om, at Carl bare ikke rigtigt kan ramme de høje toner. Al respekt for at prøve at skabe lidt diversitet på pladen, men han skulle nok holde sige til smadre igennem, hele vejen og undgå alle former for sensitive sjælerpauser.
I “March of the Idle”, ligesom på “War Of The Roses”, kommer der igen lidt kant og inderlighed på Carl, og det klæder ham godt, når han kører den punkede stil.
Carl Barat and the Jackals gør det nogenlunde, og jeg tror at det er en plade jeg rent faktisk godt kunne finde på at lytte til – om ikke andet som god cykel- eller festmusik. Han er en lille energibombe, men desværre går han hen og bliver lidt indentitetsløs af og til. Han har svært ved at få personligheden til at skinne igennem. Dermed ikke sagt, at pladen ikke er værd at lytte til, om ikke andet som et godt energiboost.
Nedture – brug ikke for lang tid på: “A Storm Is Coming”, “Beginning To See” og “We Want More”.
Opture – giv dem en lyt: “Victory Gin”, “Summer in the Trenches”, “March of The Idle”, “War of The Roses” og “The Gears”.
Af Kristina B. Kristoffersen
