Home Anmeldelser - Albums & EPer Albums & EPer Caper Clowns: Type Your Text Here ★★★★☆☆

Caper Clowns: Type Your Text Here ★★★★☆☆

4137
0

Caper Clowns fra Odense er åbenbart fløjtende ligeglade med at være hippe og smarte i en fart, selv om de spiller radiovenlig indie-pop/rock. De låner nemlig, uden skyggen af dårlig samvittighed eller trang til at pakke det ind, hos alt fra The Beatles, over upbeat R.E.M. til Stereophonics – måske endda uden selv at være klar over det?

Et eller andet sted stritter de 5 forholdsvis korte numre, som udgør denne EP, i lidt mange stilistiske retninger. Men når det hele er overstået på lige over et kvarter, så når det nærmest ikke at fremstå rodet eller mangle en helt tydelig rød tråd (det skulle da lige være vokalen, som på en måde bliver tråden igennem det hele). Det friske pust fra Fyn er længe væk igen inden man når, at kigge det grundigt efter i sømmene – til gengæld efterlader de én i rigtig godt humør!

Første nummer, “Confiscating Bad Emotions”, er stedet hvor jeg synes at høre Stereophonics (omkring Have a Nice Day) tydeligst. Det er den opløftende og mildt bølgende melodi, der sender tankerne i den retning. Du kan straks nynne med, solen skinner, fuglene synger og du er ude og lufte din nye yndige søndagskjole. Nummeret har allerede fået airplay på P4, det forstår man godt. Det er som skåret til radioen, uden at virke det mindste leflende eller forceret, det er bare et skidefint og behageligt pop/rock nummer af den slags som aldrig rigtig synes, at gå af mode.

Samtidig demonstrer nummeret en række af de kvaliteter, som bandet viser hele vejen igennem Type Your Text Here. Flair for iørefaldende melodier, god sans for opbygning af numre og en rigtig fin fornemmelse for, at dosere deres ellers velkendte virkemidler så fornuftigt, at numrene aldrig føles overlæssede eller for afpillede. Friske klichéer kunne man næsten kalde det, hvis der er noget, der hedder det?

“Confiscating Bad Emotions” er nok også EP’en bedste nummer all round, hvilket bestemt ikke er ensbetydende med, at resten af numrene er dårlige. Eneste nummer jeg er lidt forbeholden overfor, er den efterfølgende “Crossword Puzzles”, hvor det på en eller anden måde lyder som bandet får krydset Jon Bon Jovi’s “Blaze Of Glory” med stemninger fra The Beatles?! Det kan jeg ikke blive enig med mig selv om, jeg synes er en god idé….

Men på en eller anden måde lyder det stadig utroligt indbydende og lækkert, ikke mindst vokalen og dens rare og varme klang, som flot manøvrerer rundt mellem Young Guns guitaren og de Beatles’ske slut 60’er blomsterbørns klangflader. Dog kan jeg ikke helt få billedet af Jon Bon Jovi på en vindblæst klippe ud af hovedet…

“Keys and Strings” følger op, og er endnu en afstikker rent stilistisk, hvor trådene tilbage til The Beatles er intakte, både i den let tågede vokal og visse små-psykedeliske stykker, så er resten lidt mere ildevarslende rent stemningsmæssigt og en smule udsyret. Man aner også noget R.E.M. rocket i guitarfladerne et sted, uden at man helt kan sætte en finger på det. En lille musikalsk legestue på kun 2 minutter og 12 sekunder, hvor Caper Clowns når at få prøvet rigtig meget af, uden nummeret i sig selv fremstår usammenhængende eller rodet. På EP’en skiller det sig dog ud, som værende den mest eksperimenterende stund, men ikke nødvendigvis på en dårlig måde – bare noget anderledes i forhold til udgangspunktet i første nummer.

Efter den tur i legestuen, tager bandet sig en velfortjent slapper og sætter tempoet ned i “Whatever Remains”. En vellydende og hyggelig lille vuggende og luftig pop-rock sjæler, med flotte, men tilpas kontrollerede, vokalharmonier, akustisk guitar og en stemning der både rummer håb, optimisme og let melankoli og længsel. Her er der igen lidt paralleller til gode gamle R.E.M. og deres omfavnelse af følelsesregistret – selv om der, naturligvis, lige er et stykke op til dem for Caper Clowns, endnu.

Odenseanerne forlader os med “Leaving Note”, hvor vokalen, i hvert fald indledningsvis, bliver lidt dybere og mere ru i det stille vers. I omkvædet stiger tempoet, og hitpotentialet kigger igen frem sammen med vokalharmonierne. Nummeret bølger fint frem og tilbage mellem lidt tilbageholdende vers og de mere “svævende på en let brise”, omkvæd. Der mangler lige det allersidste “et eller andet” for at matche åbningsnummerets niveau, men vi er lidt der hen ad hvad radiopotentialet angår. Ikke mindst er det bare et rigtig vellykket og behageligt punktum for EP’en

Caper Clowns får givet masser af prøver på talentet, på det kvarters tid Type Your Text Here varer. Bandet mangler måske stadig helt at finde ud af, hvilken slags band de gerne vil være. Men det kan EP-formatet jo netop også bruges til – at afprøve idéer og se hvad der virker. Bandets største problem, er næsten et luksus et af slagsen – for de virker sgu’ ret gode til det meste af det, de kaster sig ud i!

Dilemmaet er, at jeg synes de lige nu mestrer det radiovenlige pop/rockede virkelig godt og har et glimrende greb om melodier, og sans for at få pointen leveret på under 3 minutter. Til gengæld er det fremadrettet måske mest spændende og langtidsholdbart, det de har gang i på “Keys and Strings”? Så skal man vælge den sikre vej, med fare for at underlaget lidt hurtigt bliver slidt, eller den mere kringlede, med fare for, at en masse melodier med hitpotentiale drukner lidt i eksperimenterne?

Måske kan tingene kombineres, og så har Caper Clowns for alvor fat i noget der fungerer og er til mere end de 4 smilende upcoming stjerner de får i denne omgang.

Af Ken Damgaard Thomsen

Besøg Caper Clowns på Facebook

Previous articleSuits Boulevard – Broken Wings – 4/3 – 2015
Next articleKoncerter i KBH, uge 10

LEAVE A REPLY

Please enter your comment!
Please enter your name here

This site uses Akismet to reduce spam. Learn how your comment data is processed.