Capacity fra Silkeborg tramper ud af velkendte mudrede stier på deres EP Untold. De kalder det selv rå og netop mudret, tung rock, man kunne også kalde det grunge. Lyden og stilen er hørt før, sangskrivningen mangler lige en lille smule pep for at det virkelig letter, men velkendt eller ej, så er det et band der lyder som om de er på rette vej.
Dermed ikke sagt at Capacity skriver dårlige sange, overhovedet ikke, faktisk – der er ingen svipsere blandt de 4 numre på Untold. De mangler bare lige det sidste et eller andet, den hemmelige ingrediens, et lille krydderi, som rykker nålen fra “godt” til “glimrende”. Men det er jo også det man har EP formatet til, blandt andet – udvikling og pudse formen af.
Untold åbnes med “Free Fall”, der samtidig nok også er EP’ens stærkeste nummer. Vi befinder os i let sumpet, trægt vuggende og tungt knurrende grunge-rock land. Vokalen bringer et eller andet sted mindelser om noget sammenbidt Layne Staley møder Scott Weiland, men alligvel, i hvert fald her, med sin egen klang og masser af nerve, så det ikke bliver for påfaldende. Senere på Untold kommer vi momentvis lidt for tæt på forbillederne. Nummeret trykkes sgu fint afsted og rusker fremad med masser af tyngde og rå attitude, ikke så meget pis, bare et rigtig solidt nummer, der kradser som halvlange skægstubbe mod bar hud.
Der følges op med “Let Me In”, hvor stemningen indledningsvis er lidt mere tilbagelænet og “blålig” – med en smådesperat og længselsfuld stemning. Titlen siger næsten det hele – luk ham nu ind! Produktionen, varetaget af Jacob Bredahl, ligger sådan det rigtige sted mellem rå, upoleret og tilpas “klar”, så man stadig kan høre hvad der foregår. I et nummer som dette, så kunne det måske have hjulpet på den desperate stemningen hvis det blev endnu mere flosset? Desuden er det lidt som om, at nummeret mangler en længere outro. Det er prisværdigt, at Capacity ikke trækker den længere end nødvendigt, det kunne mange lære af, men lige her er det som om jeg mangler et længere instrumentalt stykke mod slut… til at trække pinen ud, så at sige.
På næstsidste skæring, “Steady State”, bliver det igen mere råt og konfronterende, den lidt indelukkede længsel fra “Let Me In” er erstattet af større armbevægelser – og der kastes lige lidt ekstra jysk muskelkraft i den tungt rumlende melodi. Det lyder sgu ret fedt, men her kammer vokalen måske lige en lille smule over, eller kommer for tæt på nogle af grunge-legenderne. Kartoflen i munden sidder i hvert fald godt fast her, den kunne måske godt lige synkes lidt, hvis man vil undgå sammenligninger. Den giver “Free Fall” kamp til stregen om at være min favorit på EP’en, især en stærk og tung, tung anden halvdel, hvor bandet virkelig trykker igennem er med at til at løfte sangen.
Capacity lukker og slukker med “When I Lose Control”, der trods titlen lægger tilbageholdende og kontrolleret ud i snigende slæbe tempo. Efter et minuts opbygning åbens der for sluserne, tempoet er stadig tøjlet, men en bister aggression får lov til at strømme ud fra nummeret. Opbygningen, og idéen, er sådan set rigtig fin, men jeg bliver ikke helt blæst så meget bagover af udbruddene, som man kunne have håbet på.
Grundformen er rigtig fornuftig hos Capacity, de spiller godt og stilsikkert, har en ret overbevisende vokal i front og har sådan set styr på alle formalia og fundamentet på plads. Så skal der bare lige bygges ovenpå, og tænkes lidt mere kreativt, måske?
Det er små justeringer der skal til, ikke mindst hvis bandet lige får løftet selve sangskrivningen en lille smule – så står Capacity virkelig med en potent dosis grunge-rock i hænderne! Som det er nu, så er det dog mere end rigeligt til 4 tunge og tilfredse upcoming stjerner.
Af Ken Damgaard Thomsen
Besøg Capacity på Facebook
