Aarhusianske Calico King spiller rock med folk-elementer, og det gør de på flere punkter fint. De mangler dog stærkere sange og at skille sig mere ud i mængden af bands, der befolker folk/rock/americana genren.
Tidligere i år udkom Calico King’s Bedlam & Breakfast, men her på siden er vi ikke altid først med det første, eller det sidste. Calico King er et folk/rockband fra Aarhus, der lyder som om, de især er inspireret af amerikansk folk og rock.
Der er egentlig en ganske fin dynamik i Calico King’s lyd, der virker lidt rustik. Frontvokalen virker ind i mellem lidt presset og slingrende, men suppleres flere steder fint af korvokaler, for eksempel på åbneren ‘Summersault Factory’ og den efterfølgende ‘The Transgressor’, som byder på et godt drive og godt guitararbejde.
Vi skal ned i let travende country-tempo på ‘Sometimes’, der virker som en sang man har hørt mange gange før, som forsangeren på en måde kommenterer med linien: “Seems like there’s nothing new on earth”. Calico King spiller også på deres referencer, og det er jo sådan set fint nok. Der hvor man måske savner mest, er i forhold til at tage sangskrivningen et nøk op.
Et nummer som ‘Rainbow Road’ har fine tendenser, men B-stykket, der lyder som et forsøg på at blande Suede ind i folk-rock blandingen, fungerer ikke helt. Samtidig er det også et af de numre, hvor vokalen ikke sidder helt i skabet. Det er på ingen måde en dealbreaker for mig med skæve vokaler, men det er måske noget man godt kunne løfte bedre i produktionen.
Der er noget ørken-nats drømmende over ‘Kundalini’, hvor vi får flerstemmige vokaler -med country-knæk – og et tilbagelænet groove, mens ‘The Voodoo That We Do’ virker opskruet i tempo til et niveau, den måske ikke helt kan bære. Og så alligevel, for den har dog et eller andet skævt tiltrækkende over sig, og bestemt en vis charme.
Breakfast and Bedlam’s sidste tredjedel består af ‘Look Homeward, Angel’, ‘On the Lam’ og ‘Man of Plight’, der rummer nogle af de samme styrker og svagheder som de første to tredjedele af albummet. Vokalen fungerer for mig bedst når den suppleres af korvokaler, og selv om der godt styr på især guitararbejdet, og countryrockes fint igennem, så savner jeg også fortsat nogle stærkere kompositioner.
Bedste af den sidste trio af sange er lukkeren ‘Man of Plight’, der skruer tempoet ned og skruer op for stemningen. Her er country-inspirationen også lidt mere i baggrunden og det virker således som om nummeret får lov at udfolde sig mere på egne præmisser. Her får jeg associationer til både Dire Straits og Eric Clapton, igen blandt andet fordi guitaren glimrer. Fin afslutning på et album, der virker lidt ujævnt, men bestemt også viser af Calico King har nogle gode kort i ærmet. De kunne måske komme mere i spil med nogle stærkere kompositioner og en mere fokuseret produktion. I denne ombæring lander vi på 3 solide stjerner.
Anmeldt af Jonas Strandholdt Bach
