Cabal leverer en nådesløs omgang djentet deathcore på deres debutalbum, der lyder som om fanden selv er i spidsen for bandet. Kradse løjer, især hvis man er til stilen.
Det er undertegnede sådan set ikke, faktisk er alle her i butikken udfordret voldsomt på det punkt. Burde vi så overhovedet anmelde Cabal, og kan vi i så fald være objektive? Måske ikke og nej. Men vi prøver heller ikke, at bilde nogen ind at vi prøver på, at være objektive- i hvert fald ikke 100 %.
På den anden side har Cabal og deres pladeselskab rumlet godt for denne udgivelse, bandet er booket til Roskilde Festival til sommer og af og til skader det vel ikke, at smage på noget man er ret sikker på ikke at kunne lide? Cabal smager harsk på mig, men det er nok også meningen, de er ikke kommet for at hygge. Men, når jeg først er kommet igennem det første nummer, så begynder der at ske noget. Jeg bliver suget mere ind i Cabals ondsindede og skumle univers, dog ikke uden der kommer et par udfald i løbet af de resterende 9 numre.
Både fordi mine ører og tarmsystemet (måske) har vænnet sig til stilen, men jeg synes også at bandet får udvidet dødspaletten og begynder at eksperimentere med hvordan deres musik egentlig kan lyde og hvad den kan rumme. Den mest rendyrkede deathcore (eller for meget djent) bliver jeg nok bare aldrig fan af, ikke fordi jeg ikke kan tåle mosten når metal bliver grumt. Jeg synes bare det bliver kedeligt og mistet sin virkning ret hurtigt, det kommer for mig til at lyde som ondt med ondt på, som en slags musikalsk torture porn. Blod i stride strømme og afhakkede lemmer mister hurtigt sin chokeffekt, hvis man konstant bombarderes med det.
Derfor er det også glædeligt da der ikke så langt inde på pladen dukker nogle mere gotiske eller okkulte, lad os kalde dem det, elementer op. Pludselig lyder Cabal som om de har erobret et kirkerum, splittet gulvet ad og åbnet en portal ned til helvede, hvor mægtige “Nothingness” åbenbarer sig. De falder lige vel hurtigt, til min smag, tilbage i den hakkende breakdown core, men den nærmest sakrale stemning lurer i baggrunden. På “Blackend Soil” bliver det tungere, langsommere og om muligt endnu ondere, når nummeret langsomt hakker og kryber fremad mod et kor fra undergrundens hellige haller. Cirka halvvejs antager sangen og vokalen karakter af noget messende, en ugudelig Gudstjeneste om man vil, og her er jeg helt med – dejlig modbydelig satan.
“Rah’ru” åbnes med lyden af regnvejr, det flirter jo lidt med en velkendt metalkliché, men passer godt til nummerets samlede stemning, som bevæger sig i retning af noget meget mere filmisk og episk. Det lyder næsten som en opmarch af alskens orker og andet mørkt og slimet fra Mordor med ildevarslende trommer og hele pivtøjet. Sangen bevæger sig stille og roligt over i noget mere “progget”, som om hæren forvandles til en krybende og spruttende masse. Også dette fungerer rigtig godt for Cabal og er en stil, som jeg egentlig godt ville have hørt lidt mere til på pladen. I hvert fald hellere den slags ondskab end et nummer som eksempelvis “Unworthy”, hvor der igen går lidt for meget hakkende polyrytmisk instrumentgymnastik i den til, at jeg helt har kondi til, at være med.
Derimod fungerer en art call and response på “Whispers” rigtig godt, og nummeret hiver benene væk under mig, når syndfloden rammer et stykke inde og river alt med på sin vej. Her spiller Cabal for alvor med musklerne, så selv skeptikere som mig må hejse det hvide flag. Det hele kulminerer lidt i næstsidste nummer, “The Dark Embrace (ft. Filip Danielson)”, der på mange måder er Cabal i den udgave, som jeg ikke helt er solgt på, men nummeret er bare så godt skruet sammen og udført, at man endnu engang må kapitulere overfor overmagten.
Og tag ikke fejl, Cabal har virkelig noget at byde på og fat i noget med ikke så lidt potens. Det medgiver jeg gerne, også selvom djent-stilen på en del punkter slet ikke taler til mig. Det gør også Mark of Rot til en lidt ujævn plade for mig, at komme igennem. Men igennem den er jeg kommet, adskillige gange, både fordi der er flere medrivende momenter for en lytter som mig, men også fordi pladen virker godt sat sammen og afbalanceret. Faktisk vil jeg, trods forbehold og det væmmelige indhold, kalde den ret “lyttevenlig”. Albummet flyder godt, man keder sig aldrig, heller ikke når man ikke er helt med og når den er overstået har jeg taget mig selv i at tænke, “nå, det var da egentlig ikke så slemt?”.
Det var en kompliment. Det er de 4 lidt famlende og vejledende stjerner jeg ender med, at sende efter Cabal i denne omgang også. Det er muligvis et 5-stjernet album, hvis man er til løjerne, kørt igennem et subjektivt filter hos en i dette tilfælde 3 stjernet anmelder, der ikke helt kan holde personlig smag udenfor den samlede dom.
Af Ken Damgaard Thomsen
