På Før, Nu og Aldrig, C.F. Mortensens 2. album, bliver man præsenteret for 10 velspillede country inspirerede sange, der dog ikke ikke formår at efterlade et mindeværdigt indtryk.
C.F. Mortensen spiller country på dansk, eller Danica, som han selv kalder det. Det er veludført, der er absolut ingen slinger i valsen på det punkt, og tekstuniverset har ikke behov for den store analyse, tingene bliver sagt, eller sunget, som de er.
Hr. C.F. besidder ikke den stærkeste vokal, men den passer fint til den lidt underspillede, direkte og lidt bonderøvske tilgang. Når det er sagt, ville en stærkere vokal kunne hæve niveauet, da der intet nyt er under fremførelsen af musikken. Det er meget klassisk og veludført, men dermed er der ikke rigtig noget der stikker ud, eller noget nyt under solen.
Også igen. Tekstuniverset, der som sagt er ærligt og direkte, stikker lidt ud, men det bliver desværre lidt banalt i længden. Det er da meget underholdende i starten, men jo længere man kommer hen i det 10 numre lange album, jo mere er det af det samme og overraskelsesmomentet i tekstuniverset blegner.
Den dybde tallerken bliver heller ikke genopfundet i sangskrivningen, der ikke fremstår specielt originalt, det er meget klassisk opbygget, hvilket gør at man hurtigt æder og fordøjer sangene, uden at tænke videre over indholdet. Så kan der være nok så mange dybe tanker og anekdoter i teksterne, men det er lidt som at tyre en gourmet pølse i et tørt flute, flankeret af en liter fransk dressing, man formår kun lige at få lidt af det gode med.
Det hele ender desværre med at fremstå lidt for pænt og gennemsnitlig, der er ikke noget der for alvor stikker ud eller for den sagsskyld, mindeværdige sange på albummet. Ja, det er let at lytte til, men det flyver lige så hurtigt ud af det ene øre, som det var kommet ind af det andet.
Der er ellers tilløb til noget godt på albummet, men det bliver lidt for perfekt, især lydsiden, og når vokalen så ikke lever op til netop denne, så falder det lidt til jorden. Havde hele lydbilledet været en anelse mere skramlet og knap så perfekt, som, uden sammenligning, Neil Young er uofficiel verdensmester i, ville der måske have opstået noget magisk, hvem ved? Er dog næsten helt sikker på, at netop dette ville vaske noget af dansk toppen ud af det samlede udtryk.
Alt i alt er Før, nu og Aldrig et velproduceret og ikke mindst velspillet album, der dog ikke rigtig formår at lette, på trods af et til tider underholdende tekstunivers.
Anmeldt af Thomas Bjerregaard Bonde
