Bag navnet Bye By Moon gemmer sig Thomas Bøggild-Christensen, der på egen hånd har skabt et flot, alternativt rockende lydunivers, der kun hæmmes lidt af de skygger de musikalske forbilleder kaster.
Lidt forenklet, så lyder de 5 numre på Bye By Moon’s EP som en alternativ rockblanding af Muse, uden det værste hysteri og Jeff Buckley, når han gav dem mest gas. Pressematerialet nævner også Pink Floyd og Led Zeppelin, men deres indflydelse på selve lydbilledet virker mindre tydelig.
Dermed er der, nærmest selvsagt, også dømt godt med drama, store armbevægelser og matchende følelser, lidt groft sagt så er det vel emotionel tudetrock. Men der er nu ingen grund til, at være SÅ grov, vel? For Bøggild-Christensen har faktisk fat i en blanding der, trods at noget af den smager meget velkendt, er ganske potent og effektiv – han kan nemlig godt skrive sange.
Tilmed har han selv indspillet, optaget og produceret hele den bombastiske badulje, uden at det egentlig lyder hverken for skrabet, begrænset eller som om det hæmmer ham at flyve solo. OK, alt ville sikkert lyde mere overvældende med et løft hist og her, ikke mindst trommerne kunne godt trænge til noget tyngde og fylde, men alt taget i betragtning er det godkendt.
Første nummer, “Forget The Rain”, er på sin vis et ret stærkt udlæg, men det lyder i udpræget grad også som Jeff Buckley der krænger sine følelser ud henover en brummende Muse melodi. Om det er godt eller lidt skidt er en smagssag, jeg sidder lidt mellem to stole, hvor jeg synes det er ret godt udført og har nogle ting der fungerer godt, men samtidig er forbillederne så tydelige at det distraherer en del. Men dårligt lyder det bestemt ikke!
Den efterfølgende “Souls” starter mere afventende og atmosfærisk ud, men igen spøger de nævnte forbilleder i det lidt højstemte lydbillede og tonelejet, der synges i. Det kunne godt være en mindre hysterisk udgave af noget tidlig Muse, men igen bæres nummeret i mål ved, at det bare er et ret velskrevet nummer.
På tredje nummer, Rocketman”, træder Bye By Moon endelig lidt mere ud af skyggerne og får etableret en mere selvstændig lyd. Stilen er mere hårdtslående, rockende og pågående, i bølgende udbrud mellem dæmpede og opbyggende passager. Det fungerer faktisk rigtig godt og viser i hvert fald, at Bøggild-Christensen både har evner og idéerne til, at åbne referencerammen op og lave noget der ikke læner sig for meget op af idolerne. Selvom nummeret får arbejdet sig op på næsten 4 minutters spilletid slutter det dog næsten lidt for abrupt, men det er nok en smagssag.
“Not Running Off” falder fra start i Buckley gryden, hvor den emotionelt bævrende og “flakkende” vokal bruser frem og tilbage over de atmosfærisk rockende toner. Det minder mig egentlig også lidt om et band som Starsailor? Sammenligningerne til trods, så er det effektivt skruet sammen og udført, og man sidder uvilkårligt og bølger med, når sangen går op og ned, frem og tilbage. Her kunne man godt forestille sig, at en fuld bandudgave kunne give nummeret noget yderligere saft og kraft og virkelig få det til at blafre.
Der lukkes og slukkes med den mere eksperimenterende og psykedeliske “Perfect”, der lægger noget voldsomt fra land, som om Muse har taget en overdosis Pink Floyd, eller The Savage Rose?! Pludselig slippes pedal og gashåndtag og nummeret bliver heeeelt roligt og følt, svæver rundt i et meget minimalistisk lydbillede, mens der bygges op i baggrunden. Og så buldrer det løs igen. Det er lige før det kammer over, at kontrasten bliver lidt for stor, så nummeret knækker. Måske får den bare lidt for meget gas hist og her, lyden på indspilningen, eller mixet, er lidt for skarpt, men det er sådan en justerings- og balanceting. Og måske ørerne der hører.
Det er i hvert fald et ganske interessant eksperiment at slutte af med og igen noget, der peger i lidt andre retninger for Bye By Moon. Noget jeg gerne ville høre mere af næste gang, hvor man kunne håbe, at de mest tydelige spor af forbillederne blev slettet eller i hvert fald gjort endnu mere utydelige – der er potentiale til noget virkelig spændende her. Og af et soloprojekt at være er det på de fleste punkter også virkelig vellykket, men det er, selvfølgelig, også oplagt at spekulere over, hvad lidt input udefra kunne resultere i?
Og, hvis du hverken har hørt Muse eller Buckley, så fremstår Bye By Moon måske allerede som en meget mere selvstændig størrelse. Det er dog stadig mere en godt nok til i mine ører, at lande på 4 upcoming stjerner. Mere tak, slip tøjlerne!
Af Ken Damgaard Thomsen
Hent EPen gratis HER
