By The Patient John Faxe’er den i kassen på deres tredje album, Gehenna, som jeg forgæves har forsøgt at finde på gode, og dårlige, undskyldninger for ikke at give topkarakter. Det lykkes ikke, for der er dømt melodisk, til tider episk, dødsmetal med elementer fra thrash, heavy og andet godt, på et album der må være en tidlig kandidat til at blive et af årets bedste albums.
6 stjerner? Er det så et perfekt album og et banebrydende mesterværk? Nej, det er det nok ikke, 6 stjerner betyder, lige for at gøre det klart endnu engang, “højest mulige anbefaling” på vores u-perfekte skala. Og højest mulige anbefaling skal der fanden sparke mig lyde herfra, for død og kritte, hvor er Gehenna en lækkerbisken af metalgodter. Elementerne er måske hørt før, for By The Patient låner lidt fremdrift fra thrashen og heavy metal, er indimellem episke som Amon Amarth, døds-melodiske som Behemoth og groover lidt når det er passende, men de sætter det sammen på en måde der alligevel virker selvstændig og tilpas original, så de ikke helt lyder som nogen andre.
Gehenna er de hebraiske religioners svar på helvede, hvor meget man skal lægge i det ved jeg ikke, men helvede er sjældent hørt så indbydende og inviterende som her. En af albummets helt store forcer er nemlig, at her er lidt for enhver smag (for folk med hang til hårdere metal selvsagt), albummet føles enormt inkluderende og er, genren til trods, lyttevenligt. Det er tredje album fra By The Patient, jeg har pluk-lyttet lidt til deres tidligere udgivelser, og oplevet bandet live 2 gange, uden at jeg var heeeelt solgt. Godt underholdt i mindre mængder, men ikke sådan helt forført på den længere bane. Det har Gehenna i den grad formået at ændre på.
Vil man fluekneppe, så er der sikkert småting at sætte en lille finger på, det kunne være lidt med rækkefølgen af numre/opbygningen af pladen eksempelvis. Måske kunne man have byttet rundt på afslutteren “Omnivore” (pladens længste nummer) og titelsangen “Gehenna” (pladens tredje nummer) og fået rundet af med et endnu større episk punch. Jeg har også tendenser til at kunne miste koncentrationen en smule, når der, efter min smag, går lidt for meget pedal-tramp i trommerne, en smagssag, javist. Men det er alt sammen ligegyldigt i det store billede.
“Omnivore”, som ellers er et glimrende nummer, bliver en kende lang i savlet med sine 8 minutter og 40 sekunder, på et album hvor numrene ellers er i den kortere og mere skarpt skårede ende. Men, havde de ikke kastet sig ud i en længere udflugt som denne, bare en enkelt gang, så havde jeg sikkert efterlyst at de skulle forsøge sig med nogle længere kompositioner for at varierer udtrykket yderligere, så….
Muligvis virker afslutteren også bare lige en kende langtrukken, fordi resten af Gehenna netop virker så skarpt skåret og nøje doseret? Du får relativt korte, energisk piskende og tonser pulveriserende sange som “Deceiver” og “Snakes”, der holder sig under de 4 minutter. Selv om der hamres godt igennem på samtlige instrumenter og tempoet kan få sveden frem på panden af bassefar her, så glemmer By The Patient aldrig at levere en fængende melodi – så de af os med lidt tvivlsomt kondital, stadig har følelsen af at kunne følge med.
Faktisk er der ikke rigtig nogle svage numre blandt albummets 9, der samtidig formå at være ret varierede i deres lyd og udformning, uden at følelsen af sammenhæng sættes over styr. Højdepunkterne er nærmest ved at ende i et spektakulært harmonikasammenstød, uden at det bare bliver peak, peak, peak. Det er kort og godt bare forbandet gode og afvekslende numre.
“Web of Beliefs” både tromler uimodståeligt fremad og har tid til at standse op og riffe lidt på stedet, inden det bliver helt nakke-vippende groovy. På den mægtige åbner, “Ruled By The Dead”, lader bandet til at have fundet et omkvæd de er så vilde med, at det fyres af allerede et halvt minut inde i nummeret. Og med god grund, det er et fremragende omkvæd! Ikke nok med det, så følger resten af det episke midttempo nummer trop og ender med at blive et af de bedste numre jeg har hørt i år (og ja, vi skriver kun februar, men lidt har også ret!). By The Patient matcher det dog med titelsangen, hvor tempoet sættes ned og spilletiden skrues op til 6 ½ minut. Det er til gengæld ikke et sekund for lidt. Skal ordet “episk” ikke tyndslides og skampules for meget her, så kunne man rode i kassen med adjektiver og smide storslået, prægtig og monumentalt i puljen, i mens jeg knytter næven, vifter den mod den mørke aftenhimmel og gjalder med på “GEHENNA” råbene.
“The Sleep” imponerer med indledende trommetons så trommehinden blafrer, inden tempoet midlertidigt skifter og bliver mere slæbende og vuggende, inden trykket stiger markant igen. Det kunne nemt være blevet et lidt fragmenteret eller usammenhængende nummer, men syningerne holder, inden sangen når sit medrivende klimaks det sidste minuts tid, hvor de 2 dele på en måde smelter sammen og udløser en uimodståelig trykbølge.
At By The Patient har sans for opbygning viser “Nat” og “This Barren Earth” på anden halvdel af Gehenna, hvor de 2 numre næsten smelter sammen. Instrumentalnummeret “Nat” bygger langsomt op, stemningen er, naturligvis, dunkel og natlig, i den “uhyggelige” og gyserfilmsagtige ende af spektret. Den mere atmosfæriske og truende klang klæder også bandet, som tilsyneladende slipper godt fra samtlige udflugter på albummet. Selv brugen af lyden af regn hen imod slut, ellers lidt af en metal-kliché, sluger jeg råt, imens regnen forsætter over i “This Barren Earth”. Som på ganske symbolsk vis indledes med et rungende tordenbrag, stormen blæser op, guitaren snurrer, trommerne ligger på lur og sluserne åbnes på vid gab…
Musikalsk er det et helt afsindigt berusende og medrivende nummer, lyrisk befinder vi os ovre i noget øko-metal, med en løftet pegefinger om at naturen eksisterer uden os. Bare rolig, det lyder ikke som et treehugging make love to whales veganer-flip. Ok, fuck it, så er DET her mit favoritnummer på Gehenna.
Jeg kan ikke bestemme mig, By The Patient efterlader én med et rent luksusproblem, heldigvis behøver man jo ikke vælge, men kan bare mæske sig grådigt i albummets lidt over 40 minutters lækkerier igen og igen. De har jeg også gjort, både fordi jeg var i tvivl om jeg nu skulle diske op med de der famøse 6-stjerner (uden at fortryde. Igen), og fordi jeg simpelthen ikke kunne lade være.
Så jeg strækker våben, kapitulerer og sælger min sjæl til metal-djævlen endnu engang. By the Patient fortjener topkarakter for Gehenna, og det bliver kraftedeme et vildt metal-år i Dannevang, hvis dette album ikke ender som et af årets bedste udgivelser. Barren er sat højt. Rigtig højt.
Af Ken Damgaard Thomsen
Sving forbi By The Patient på Facebook, og huske de holder releasekoncert på Beta fredag aften.
