By The Patient spillede releasekoncer på Beta i går (fredag), i anledning af udgivelsen af deres fuldstændig fantastiske 3. album, Gehenna, som tidligere på ugen modtog topkarakter fra undertegnede. Så langt op på skalaen nåede vi dog ikke til gårsdagens koncert, faktisk kom vi kun halvvejs. Det var der flere grunde til, især en, for Beta, helt ukarakteristisk dårlig lyd.
En lille disclaimer først, det her er, naturligvis, som altid, en anmeldelse på et stærkt subjektivt grundlag, hvis du havde den bedste metal fest EVER – more power to you! Især lyd, og opfattelsen heraf, kan være en meget subjektiv oplevelse og størrelse, og det skal siges, at mit følge, fotograf og wingman, var splittet mellem “enig” og “jeg forstår hvad du siger, men det ødelagde ikke min oplevelse”.
Men inden vi kommer til hovedretten, By The Patient, runder vi lige hurtigt den lidt specielle opvarmning leveret af lokale Cacafogo og deres “Progressive/experimental rock, jazz/funk/fusion”. Det var…. specielt. Og et lidt aparte valg i forhold til hovednavnets morderne opkog af død, thrash, heavy og groove metal. Og inden nogen råber op om, at jeg nok bare ikke forstod det (yeah, jeg har paraderne oppe i dag), så har jeg anmeldt eksempelvis Svin og Narcosatanicos til henholdsvis 5 og 6 stjerner.
Jeg vil undlade at uddele stjerner, men det her fungerede simpelthen slet ikke for mig. Det virkede rodet, fragmenteret og usammenhængende, både i selve numrene, men også fra nummer til nummer. Og ikke på sådan en “det giver nok mening fordi det er en form for jazz” måde, jeg havde ganske enkelt svært ved at for øje på en form for indre logik i hele baduljen. Men om ikke andet virkede de utroligt glade for at stå på scenen og lokalet var såmænd også godt fyldt – så det var måske en af den der slags “vi er ikke på bølgelængde” situationer.
By The Patient
Godt fyldt var der også til By The Patient, i hvert fald da de var færdige med den instrumentale intro og folk i nærområdet opfattede vinket med vognstangen om, at nu var det tid. By The Patient er et band jeg har haft sådan et lidt ambivalent forhold til tidligere, hvor jeg har oplevet bandet live 2 gange. Først på Copenhell forrige år, hvor jeg synes energien og scenetilstedeværelsen var rigtig god, ikke mindst fra daværende forsanger Tan (der nu er ude af bandet) og til MTV Headbangers Ball, også på Beta, i slut 2013 – hvor det hele gav lidt mere mening for mig. Af deres tidligere albums, inden Gehenna, som denne koncert var officiel release for, har jeg kun hørt spredte numre, og været sådan lidt lunken, men ikke decideret negativ overfor det.
Gehenna har dog ramt fuldstændig plet i min verden, hvilket den “højest mulig anbefaling”, 6 stjerner, tidligere på ugen, også illustrerer. Og min skamhøring af, og begejstring for, netop den plade, kan også være en medvirkende faktor til, at jeg synes aftenes koncert havde visse mangler – det erkender jeg gerne. Og så det faktum, at jeg blankt må erkende, at jeg ikke er nok inde i bandets bagkatalog til, at jeg kunne genkende andre numre end dem fra Gehenna.
Noget af det, som jeg i benovelsen over fede melodier og generelt bare skide gode sange, måske ikke fik nævnt i omtalte anmeldelse, er at albummet, trods det til tider hårde og brutale udtryk, er pakket ind i en varm og fyldig lyd. Den manglede fuldstændig på Beta.
Jeg har, næsten uforbeholdent, altid rost lyden på Beta, men denne gang synes jeg den svigtede. Først og fremmest var det sindssygt HØJT, og i mine ører ikke på nogen god måde, eller en måde der faldt ud til bandets fordel – og ja, jeg prøvede at manøvrere lidt rundt i mørket, men fandt kun steder hvor jeg synes det lød værre. Alt for mange nuancer druknede, i et sært udefineret og uskarpt, eller visse steder skarpt på den helt forkerte måde, lydbillede. I fraværet af en egentlig forsanger, er By The Patient i stedet gået Mastodont vejen, med 3 af de nu 4 bandmedlemmer på vokal, ind imellem nærmest en fælles råbefront. Det KUNNE godt blive til noget rigtig godt og et nyt trumfkort for bandet, faktisk synes jeg det gav mere fokus til selve musikken, paradoksalt nok med 3 om buddet, i forhold til indpiskeren i centrum tidligere.
Kunne blive rigtig godt. Det blev det, desværre, kun i spredte øjeblikke denne aften, mest af alt fordi, at jeg ganske enkelt ikke kunne høre nogen af vokalerne tydeligt nok, slet ikke guitarist Simon Sonne Andersen yderst til venstre på scenen, som gik forrest det meste af tiden med sin hæse skrige/råbe vokal – den druknede fuldstændig i det, for mig, infame inferno af buldrende støj, der væltede ud fra scenen i alt for store dele af koncerten. Man stod og fornemmede, at der gemte sig en fremragende koncert bagved et sted, men uden lyddæmper blev det ganske enkelt for metallisk larmende, på den helt forkerte måde.
Når der dukkede numre fra Gehenna op, som jeg kunne genkende, var vi ikke engang home safe. Det mægtige, mægtige titelnummers kvaliteter er svære at slå ihjel, men helt op at ringe kom jeg ikke engang der. Dog artede lyden sig en hel del i de mere stenede og tungt melodiske stunder, som præger store dele af “Gehenna” sangen. Her var det også som om vokalerne trådte ønskelig meget tydeligere frem i den massive lyd, uden at det dog matchede den forrygende studieversion. Det er måske også for meget forlangt, altså at det skal lyde nøjagtig som på plade. Alligevel stod jeg med en ærgerlig fornemmelse af “lige ved og næsten”.
I de mere tonsede stunder havde jeg svært ved, at blive revet rigtig med, selv af numre som “Web Of Belief”, som ellers også har været på repeat. Indledningsvis var jeg endda ikke engang helt sikker på, at det var den de spillede, indtil jeg kunne genkende omkvædet. Bedre gik det med “Ruled By The Dead”, som åbner Gehenna, og her markerede sig positivt lidt over halvvejs igennem det cirka 45 minutter lange sæt. Måske fordi den rummer albummets bedste, og letteste genkendelige, omkvæd, men her kom nakken for første gang rigtig på overarbejde.
Bandet kom i mål med endnu en af mine personlige favoritter fra Gehenna, “This Barren Earth”, som fik lukket og slukket den noget ujævne seance på kraftfuld manér, så jeg, trods alt, fik et lille smil på læben og gang i trampe foden (det er den højre). Ingen ekstranummer, By The Patient has left the building.
Og det gjorde jeg også med raske skridt og en lidt underlig fornemmelse i kroppen. Jeg ville SÅ gerne, ikke mindst på baggrund af det fænomenale nye album, tildele bandet en karakter over middel. Men det var bare ikke den oplevelse jeg havde af koncerten på Beta. Jeg kunne skimte en 4-5 stjernet koncert et sted i det pulveriserende lydtryk fra scenen, men den blev for mit vedkommende overdøvet og kvalt inden den nåede ud over scenekanten.
Samtidig overvejede jeg på turen hjemad, om noget af det kunne skyldes, at jeg simpelthen gerne ville have, at By The Patient er et andet band end det de egentlig er? Jeg er helt solgt på de elementer i musikken, hvor de groover, thrasher og/eller lader det melodiske, til tider delvist stoner/doomede, få overtaget. Jeg er knap så overbevist når de jokker speederen i bund og tonser derudaf. Personlige præferencer kan vise deres grimme ansigt her, men det ændre ikke på, at jeg synes de er et bedre band, når de lader det hele simre lidt.
Så på mange måder kogte det hele lidt over i mine ører på Beta, men bandet står måske også ved en skillevej, efter de er blevet en kvartet og skal lige finde det sidste afgørende fodfæste, inden de med sikre skridt finder ind på den, for dem, rette sti. Min anbefaling ville være mindre tons og mere tilbageholdenhed, men denne aften var det ikke det valg som blev det springende punkt, de var og blev lyden.
Så er den pointe vidst også hamret igennem, hvor om alting er, så glæder jeg mig til at følge bandets udvikling, de har bestemt fat i noget der kunne blive et sandt triumftog. Ikke kun på plade.
Af Ken Damgaard Thomsen
Foto: Thomas Bjerregaard Bonde/GFRock
