Efter en lille håndfuld udgivelser med Eerie Glue de seneste par år, forsætter bandets frontman, Bünyamin Eroglu, nu med et soloalbum under aliaset Bünni. Her er instrumenteringen og udtrykket mere lo-fi, men stadig med øre for en fængende melodi.
Men vi skal lige i gang, var mit første indtryk af Permanent Vacation, der starter med titelnummeret, som af en eller anden grund ikke helt fanger mig. Måske synes jeg, at melodien og stilen er lidt mere flakkende end fængende, men det passer måske meget godt til en tekst der synes at handle om, at gå gennem livet i søvne, bedøvet af medicin eller stoffer af en art.
I det hele taget er lyden hos Bünni, ligesom Eerie Glue, præget af en let-psykedelisk og små-skæv tone, her blot generelt i en lidt mere afpillet version, hvor der ikke er læsset for mange instrumenter og idéer på sangene. Efter åbneren følger “Cemetery Lily”, som vi har været omkring som Dagens Track tidligere og her begynder pladen stille og roligt, at åbne sig for mig. “Sleepwalking on white lillys, there’s footsteeps by the tombstones”, lyder det i det luftige og stille dansende omkvæd, der lige får et effektivt løft af lidt kor og nogle klokker. Så er det tid til, at smide skoene og tage løstsiddende tøj på!
“Change of Weather”, en anden single, følger lidt senere, inden vi runder midten af det 10 numre lange album. Her er udtrykket mere elektrisk rockende, melodien hugger og vrider sig en lille smule, faktisk får guitaren lov til, at dominere ret markant her i visse passager. Bünni virker lidt mere tilbagetrukket, og lader den fine og catchy, sommerlige melodi få godt med spillerum. Det har noget George Harrison’sk over sig i tone og stemning, hvilket aldrig er en dårlig ting i min bog.
Harrison’s, eller hele Beatles’, spøgelse dukker op flere steder som et referencepunkt i løbet af albummet, især på den delikate og indbydende “Not Always But Sometimes”, der følger efter “Change Of Weather”. Det er kort og godt et glimrende nummer, der står som et af højdepunkterne på Permanent Vacation. Her rammer Bünni også den helt rette balance mellem noget der lyder en smule vemodigt og så noget varmt og opløftende, som bare er rart at være i selskab med.
Efter en overordnet stærk midterdel på albummet, der også rummer den fine, mere tænksomme og tilbageholdende “Song of Death”, er det som om pladen er lige ved, at drive Bünni lidt af hænde. Eller, han begynder i hvert fald at trække lidt væk fra de iørefaldende melodier og mod noget mere udsvævende og mindre catchy på numre som “Seasons” og “Glory Daze”. Det er sådan set fint nok, men det fanger mig ikke rigtig og jeg er lige ved, at miste fokus på musikken, indtil jeg bliver trukket tilbage af lukkeren “Early Birds”.
Her er Bünny klædt af til noget der ligner et absolut minimum rent musikalsk, med vokal, guitar, en smule kor og.. er der et eller andet der rasler et sted også? Efter nogle lidt mere eksperimenterende numre, hvor det virker som om Bünni lader sig rive med og ser hvad der sker, hvis man bare lader idéerne flyde, så er det her et kærkomment, nøgternt og næsten nøgent punktum for pladen.
Som hos Eerie Glue, så sidder man med følelsen af, at man lægger ører til et meget produktivt, poetisk og frit svævende sind, når man får lov til, at tage på musikalsk ferie med Bünni. Det er både rart og indbydende selskab, men, i glimt også lidt frustrerende. Man sidder ofte med fornemmelsen af, at hvis Bünni ville (eller kunne?), så kunne han sprøjte ørehænger melodier ud på samlebånd. Men han vil, eller trækkes mod, en mere krøllet vej, som ikke altid lige fænger og rammer en.
Men når han gør, så rammer han plet. Og det stort set altid en fornøjelse, at være i selskab med en, hvor det virker som kreativiteten flyder så naturligt. Det munder ud i 4 lidt flagrende stjerner.
Af Ken Damgaard Thomsen
