Så er der dømt gedigne hardrock tæsk fra danske Bunkerstruck, der på deres debutalbum The Showdown leverer 10 hårdtrockende slag, der tilsammen efterlader et helstøbt og overbevisende indtryk.
I en bunker på Sankt Hans Torv på Nørrebro, huserer Bunkerstruck, deraf navnet, vil jeg gætte på. Her arbejdes der hver uge på bandets helt egen kombination af 70’er, 80’er og 90’er hardrock og metal, tilsat hygge og vanvid, med inspiration fra bands som Soundgarden, Monstertruck, Led Zeppelin, Alter Bridge, Black Sabbath, Cry Of Love samt Metallica – og skal jeg lige smide en mere på den lange liste, så bør Stone Temple Pilots have en plads.
Dette arbejde har kastet debuten The Showdown af sig, som har været 2 år undervejs. Alle sange er indspillet i bandets bunker, hvilket de er sluppet rigtig godt fra, og er mixet og mastereret af Niklas Sonne. Tilsammen har de skabt en sublim hardrock-lyd, der fremstår uhyre autentisk, og der er absolut intet at sætte på hverken lyd, mix eller produktion – det er lige i øjet.
Indholdet på The Showdown, er i følge bandet selv, et opgør mod perfektionismen og alt der kvæler ægte rock ’n’ roll. Og man må sige at bandet har fundet en formel der fungerer, for deres take på hårdrock er oprigtig, uhøjtidelig og leveret med charme og et glimt i øjet. At gutterne i bandet så samtidig kan deres kram til UG og forsanger Stig Nyeng’s vokal er kompetent, troværdig og alt andet end rock-påtaget, er dejligt befriende.
Det er ikke fordi at The Showdown er spækket med umiddelbare hits eller deciderede ørehængere, dog har “Lame”, “The Showdown” og “Alive and Unwell” noget af det der skal til. Men jeg tvivler stærkt på at Bunkerstruck har været ude efter at skrive hits, men derimod har sat alt ind på at levere et gennemarbejdet ass-kicking-rock-n-roll album, spækket med fede riffs, soloer, tonstunge trommer og en kompetent vokal til at samle hele baduljen – og det er lykkedes til fulde.
Som sagt er der flere sange der stikker snuden frem i et ellers meget stærkt felt, eksempelvis “Lame”, hvor tempoet og lydtrykket er skruet en anelse ned, og hvor vokalen får luft til at stå frem. Det minder mig lidt om Stone Temple Pilots, måden det gøres på og det virker stærkt, og sammen med et super omkvæd, har “Lame” det der skal til, for at ryge i rotation på Myrock. Det samme kan man sige om tiltelnummeret “The Showdown”, der dog er noget mere storladen i sit lydbillede, stadig hårdtrockende, og med et omkvæd der hurtigt sætter sig fast.
Sidste sang der skal have et ord med på vejen er lukkeren “Alive and Unwell”. Det må være det tætteste bandet kommer på en ballade på The Showdown. En langsom, tung og semi-ond sag, der slæber sig gennem dyndet fra start til slut, krydret med et stærkt omkvæd, der kaster lidt lys over det ellers så dystre univers der skabes og brudt op af flere guitarbidder, der rammer ned som lyn, og selvfølgelig sluttet af med en episk guitarsolo, det er klart. Uden tvivl albummets bedste nummer.
The Showdown byder på 10 sange, af generelt høj kvalitet, både i fremførsel og sangskrivning – og på trods af at der er gang i sagerne albummet igennem, druknes man ikke i en tsunami af soloer og riffs. Bandet formår på fornemmeste vis, at dosere alle tiltag tilpas, og variere de 10 sange, der hver især har deres at byde på, så man man som lytter bliver holdt til ilden.
Der er ikke andet for, end at sende 5 fuldfortjente upcoming-stjerner mod gutterne i Bunker 302 på Sankt Hans Torv, for et gennemarbejdet, overbevisende og medrivende album, som i sin helhed fremstår utrolig stærk. Nej, der er ikke åbenlyse hits på albummet, men til gengæld er der ikke et eneste halvskidt nummer på pladen, bundniveauet er meget højt og man sluger det ene nummer efter det andet – det er sgu rent hårdtrockende guf.
Anmeldt af Thomas Bjerregaard Bonde
