Home Anmeldelser - Albums & EPer Albums & EPer Bullet Train Blast: Shake Rattle Racing ★★★☆☆☆

Bullet Train Blast: Shake Rattle Racing ★★★☆☆☆

2107
0

Aarhusianske Bullet Train Blast lover på deres 3. album hardrock, spilleglæde og energi, og det er lige netop hvad man får serveret på Shake Rattle Racing. En velspillet, velproduceret og let fordøjelig hårdt rockende oplevelse, som desværre også ender som en lidt langtrukken og let forglemmelig én af slagsen.

Er der noget Bullet Train Blast er gode til på Shake Rattle Racing, så er det at smide rock-tonsere over disken, og de gør det med vildskab, overskud og spilleglæde, men desværre halter det med variationen og sangskrivningen.

Albummet byder på ikke mindre end 12 skæringer, der hiver referencer fra bands som ZZ Top, Foo Fighters og Van Halen, en blanding bandet fint doserer, og når først toget er kommet op i fart, bliver der ikke set tilbage over skulderen.

Farten er i top fra start, hvor der bliver varmet op med lidt country-feel, og herefter tyres farten op på 300 km/t på titelnummeret “Shake Rattle Racing”. En sang der er gennemsyret af godt med aggressiv hæs vokal, guitarsoli og fandenivolskhed, og som er skåret over en særdeles velkendt skabelon, intet nyt under solen dér. En gedigen åbner, der også kandiderer til titlen som albummets bedste sang. Tempoet holdes højt og energisk på de efterfølgende fire sange, “Head Above Water”, “Game Over”, “Right Reasons” og “Broken”.

Farten sænkes nemlig eftertrykkeligt lige præcis midtvejs, på “I Think I Stay”, hvor der går rockballade i den, med alt hvad det indebærer, hvilket ender med at blive lige sukkersødt nok for min smag. Herefter tonser toget dog ufortrødent videre, og i samme spor som albummets første 5 sange, på “Oh Desire” med gashåndtaget på max. Én ting er 100 procent sikkert, balladen-sødmen forsvandt i rekordfart.

Albummets resterende 5 sange fortsætter i samme rille som de forgående 7, fællesnævneren er, at de er helt fine hårdtrockende sange på et middel niveau. “My Life Got New Meaning” har dog lidt mere at byde på, og skiller sig ud. Her er der stadig fart over feltet, men tilsat et fint riff, et stærkt omkvæd og en kende mere variation, end på mange af de andre sange.

Det er en forbandet skam, at ikke flere af albummets 12 sange har mere at byde på sangskrivningsmæssigt, for bandet har i den grad alle forudsætninger for at levere et album der hæver sig noget mere over middel, end tilfældet er på Shake Rattle Racing. Jeg er ikke et sekund i tvivl om at det ikke er den dybe rock tallerken bandet er ude på at opfinde, men derimod at give den max gas og have en fest, og det gør de tilgengæld til UG.

Men, når det er sagt, så kunne niveauet sangskrivningsmæssigt sagtens være højere, hvilket i min verden kræver at variation, riffs og melodier får et nøk op. For som det er nu, ender togturen som en flad og langsommelig oplevelse, med et par gode oplevelser undervejs. Niveauet er klart godkendt, men ikke en af de 12 sange på albummet, formåede at sætte sig det mindste fast, selv efter en del gennemlytninger, og albummet hæver sig desværre ikke som helhed synderligt over middel.

Jeg kvitterer med 3 store hårdtrockende stjerner, og er man til klassisk energisk hardrock, uden de store dikkedarer, så er Shake Rattle Racing nok ikke en dårlig investering.

Shake Rattle Racing rammer gaden 25. maj og udgives på Mighty Music.

Anmeldt af Thomas Bjerregaard Bonde

Previous articleDisarray Son – Brave New World (live) – 27/5 – 2015
Next articleAnders Thrane: Sange fra krypten (EP) ★★★★★☆

LEAVE A REPLY

Please enter your comment!
Please enter your name here

This site uses Akismet to reduce spam. Learn how your comment data is processed.