Whoa.
Brunsten giver den gas på Ethyl og minder mig om en sub-genre af punk, jeg helt havde glemt eksisterer:
– Der er noget Lard over den nærmest spoken word-aktige og nærmest teaterspillende vokal. Dog uden helt så meget humor; Brunsten virker RET vrede!
Når åbneren, Bait, tælles ind med nogle ottendedele på trommerne og så ellers nærmest sludger sig i gang, er det måske ikke punk, man tænker på som det første. Men så får vi introduceret vokalen, der nærmest hvisker ’just a little taste’ flere gange. Jeg skal hilse at sige, at der kommer mere smæk på, når der senere brøles på pladen!
Dog passer det netop ind i den let teatralske stil.
Sludge er måske også for upræcist, for det langsomme groove står kniv-skarpt og da der siden gåes i mere-end-dobbelt tempo, sidder det også ret skarpt.
Gift følger op og bliver næsten en call-response mellem vokal og skarpt, skrabet riffbaseret underlægning.
Nogen gange kommer denne spoken-word agtige tilgang også næsten til at overhale musikken som i starten af Downfall, der så ellers fortsætter i en underlig ophugget stil, der dog fungerer ikke mindst på grund af bandets skarphed. Sjovt!
Jeg har set Brunsten før – og er som da også i tvivl om, hvor vidt punk dækker? Intet andet gør dog og denne undergenre, hvor der leges med rytmer og spoken word-agtig vokal, der så siden brøler? Ja, det har vi set fra de amerikanske kollektiver.
Det er voldsomt underholdende, udfordrende, hæsblæsende og føles også lidt som et konstant angreb på øregangene fra alle vinkler.
Ret godt lavet!
Fordi det er så hektisk, er man som lytter noget stakåndet, når der er afviklet otte numre – i klassisk stil med ret kort spillelængde.
Men fordi det er så… Aparte? Intenst? Genkendeligt uden at følge en formel? Så får man let lyst til at trykke på play igen når Gamechanger er ringet ud.
Det føles som om, Brunsten på Ethyl har indfanget energien fra en punk-koncert i en mørk kælder, hvor knytnæver flyver mod loftet. Og til tider i snuden på lytteren.
Det er beskidt, men tjekket, det er aggressivt som få ting, jeg kan komme i tanke om. Men ikke mindst er der også en ironisk tone i fremførslen der gør, at det bliver til noget. Det ’noget’ kompenserer så for, at der ikke er meget melodi at vende tilbage til og at de mange rag’ede variationer heller aldrig giver oplevelsen af genkendelige riffs.
Men nøj, man får som lytter tur på denne plade!
På samme måde som det ikke er klart om Brunsten skal tænkes som det eller brun-sten, ja på samme måde lader bandet sig ikke sådan indfange i genrer. Men når musikken spiller, bliver dette også evigt ligegyldigt. For alt er så insisterende, så opmærksomhedskrævende og måske også så humoristisk (og spørgsmålet i dette er også ganske dragende) at man bare lytter.
Dermed er Ethyl et spændende, udfordrende værk, der giver lyst til igen at se bandet live, men også være lidt bange for hvis man kom i en interview-situation med drengene…
Anmeldt af: Troels-Henrik Krag
