Broken Hand Charity er klar med deres 3. udgivelse, Violent Verismo, efter de tilbage i 2011 udgav debuten Simplified Symphony og i 2012 smed Democrusade på gaden.
For dem der ikke liige er bekendt med Broken Hand Charity, så spiller de en solid omgang 70’er inspireret metal, men på deres helt egen måde, og det er jeg rigtig glad for. På stort set intet tidspunkt, det skulle da lige være i “No Tomorrow”, mere om det senere, lyder Broken Hand Charity som noget jeg har hørt tidligere. Bevares, der er selvfølgelig altid noget der vil minde en om noget andet, eksempelvis minder forsanger Kasper Ljung’s vokal i de mere stille stykker, mest omkvæd, om Ozzy Osbourne, men uden at det på nogen måde bliver kopi eller belastende at høre på. Næ, bandet har formået at lave superfine kompositioner, som man som lytter bliver lettere overrasket over, så man på intet tidspunkt keder sig, men nærmere glæder sig til hvad der sker om et øjeblik.
Så ja, der hersker en perfekt balance på EP’en, mellem noget man som lytter har hørt før, virker bekendt, og en ny tilgang, eller mix, af de forskellige elementer, som skrig, growl, dobbeltpedal, hurtige metal stykker, langsomme, tunge passager, sublimt guitar arbejde, det er teknik på højt plan, og sangene er alle toppet med et godt melodiøst omkvæd, uden der går pop i den.
Violent Verismo består af 5 sange, og især to af de fem stikker metalnæven i vejret. Åbneren “He Rose” og EP’ens stærkste sang “Black Spring” vil nok være at finde på min iPhone et godt stykke tid. Normalt er jeg ikke den store metal-rotte, men disse sange (især Black Spring) er i min verden tæt på sublime, damn det er fee metal!
“He Rose” er kort og godt et rigtig godt nummer, super afvekslende, med et rigtig godt melodiøst, men stadig semi-tungt, omkvæd, hvor man kan ikke undgå at vippe lidt med foden med mindre man ikke har en…
“Black Spring”, uha, det bliver sgu ikke meget bedre. Det her er et usædvanligt godt metalnummer, og på trods af at der sker usandsynligt meget i det, så har bandet formået at holde styr på skidtet, og trukket en blodrød metaltråd gennem det. Og man kommer heller ikke uden om omkvædet, der er prikken over i’et, og hvor tempoet bliver trukket helt ned, det skal høres, ikke beskrives.
“No Tomorrow” lukker og slukker EP’en, og er samtidig skivens mest stille nummer. Her må jeg ærligt indrømme at det bliver lidt for fesent, og er liiige ved at kamme over i noget Linkin Park’sk, hvilket for nogen er ok, men der står jeg af. Heldigvis kommer det dog aldrig dertil, men ser man sang for sang, så er dette EP’ens svageste led.
Broken Hand Charity er alt andet end metal-metervare, den effektive og overraskende brug af vokaler, det fine mix af forskellige grene af metal, krydret med lidt 70’er tung rock, giver et produkt som rigtig mange vil kunne relatere til. Eneste lille anke jeg har, er at det hist og pist er på nippet til at kamme over i noget teatralsk/påtaget, og det må det endelig ikke gøre, for bandet har klart fat i noget super originalt her, der må bare ikke gå “Baal” i den.
Når det er sagt, så er et lyt til skiven en meget positiv oplevelse, og når EP’en så oven i købet er så velproduceret og ikke mindst velspillet, som den er, er der ikke andet for, end at skyde 4 store stjerner efter Violent Verismo og Broken Hand Charity, og takke for en herlig gang overraskende metal.
Anmeldt af Thomas Bjerregaard Bonde
