Første gang jeg hørte om indie orkesteret, med det bemærkelsesværdige navn, British Sea Power, var da musikmagasinet Gaffa i 2008 rangerede deres album, i top ti på en liste over årets bedste udgivelser. Bandet blev karakteriseret som Englands svar på Arcade Fire, hvilket umiddelbart lød ret spændende, og da jeg fik lyttet til pladen faldt jeg pladask for BSPs unikke og charmerende udtryk.
Efter at have rålyttet Do you like rock music? glædede det mig at høre at de allerede året efter ville udgive nyt materiale. Da det gik op for mig at det kommende album var et næsten instrumentalt soundtrack til en genindspilning af en dokumentar om irske fiskere fra 1934, mistede jeg desvære interessen for bandet. Man kan undre sig over hvorfor et band der just har fået mainstream vind i sejlene, vælger at skifte så drastisk kurs, netop som karrieren tager fart. For BSPs dedikerede, omend begrænsede, fanskare er det ikke spor underligt. BSP er berømte og berygtede excentrikere der sætter deres kunstneriske integritet højt, og udover selve musikken er alt fra sceneudsmykning, valg af obskure opvarmnings kunstnere og tour venues, nøje tilrettelagt. De hårdtarbejdende briter har spyttet fire albums, elleve EP´er og to soundtracks ud siden 2003, Machineries of Joy er sekstettens 5. langspiller (6. hvis man regner Man of Aran soundtracket med, der blev udgivet som et regulært album)
Efter bandets eget udsagn er Machineries of Joy en behagelig og beroligende lytteoplevelse. Og ja, det er bestemt ikke en festplade (på nær et par enkelte numre) vi har gang i her. Nok snarere en rødvin og smøger i køkkenet, eller lang køretur om natten, plade. Men dem har man jo også brug for en gang i mellem.
Titelnummeret “Machineries of Joy” (der har hentet sit navn fra en Ray Bradbury novellesamling fra 60´erne) ruller langsomt i gang, skubbet frem af et drevent beat, melodisk, let og komprimeret. Guitarist og sanger Scot Wilkinsons (kaldet Yan i BSP sammenhæng) karakteristiske luftige, men krasse stemme falder ind og fører os drømmende hen til et dejligt underspillet omkvæd. Bedst som man tror at man nu skal til at behages og beroliges yderligere, brager sangen “K hole” ud af højtalerne. Forvrænget råbende og larmende tromler bandet derud af, men stadig med en kontrolleret og kompakt lyd. BSP understreger at vi aldrig helt ved hvor man har dem, og at de har mange forskellige tangenter at spille på. På “Hail Holy Queen” og “Loving Animals” får vi BSPs anden forsanger i spil. Neil Hamilton Wilkinson (kaldet Hamilton) spiller bas og deler forsangerrollen med broderen Yan. “Hail Holy Queen” er en fin vuggende romantisk ballade hvor Hamiltons lyse vokal, der minder meget om broderens, bare blødere, sejler afsted sammen med violinist Aby Frys klagende toner. Den hårdtpumpede “Loving Animals” lyder med sine spændende melodiskift som en krydsning mellem PULP og Pixies og er et af højdepunkterne på albummet. Om det er en vegetarhymne eller en dyreværnsslagsang ved jeg ikke, men sangen er berusende og afsluttes med en meget uhyggelig og syret outro, der nok skal klippes væk, hvis nummeret skal have en chance i radioen. “What You Need The Most“ giver os et lille åndehul i det kaos vi blev efterladt i. Endnu en romantisk ballade der virker efter hensigten, men måske også er albummets svageste led. Trompet fanfarer indleder “Monsters of Sunderland”, og jeg frygter at jeg skal udsættes for noget reggae dancehall halløj midt i alt vellyden, men jeg bliver heldigvis positivt overrasket over denne mystiske og pompøse hybrid af en rocksang. Den optimistiske “Spring Has Sprung” sætter tempoet ned og bygger energien op fra grunden igen. Theramin lyde og fine duet guitarer vokser sig større og større igennem hele sangen, der pulserer stødt mod sit klimaks. “Radio Goddard” er båret frem af et repeterende trompet riff, underbygget af strygere og akustiske guitarer og viser endnu engang BSPs store spændvidde. “A Light Above Descending” er en lækker shuffle sang med smukke højtragende guitarer og en stærk melodi. Machineries of joy slutter stilfuldt af med den hypnotiske og dystre “When A Warm Wind Blows Through The Grass”.
Machineries of Joy fremstår i sin helhed som et gennemarbejdet og veleksekveret værk. I det første halvår af 2012 udgav bandet hele seks EP´er, der dokumenterer den kreative proces der ligger bag albummet. De månedlige udgivelser indeholder alt det demomateriale sangene på Machineries of joy er udviklet fra. Et sjældent indblik i hvor møjsommeligt et arbejde det er, at konstruere et album.
Jeg er blevet både imponeret og begejstret efter at have lyttet til Machineries of Joy nogle gange. Et band og noget musik, der godt kan tage lidt tid at få ind under huden, men som er hele umagen værd. At BSP er gode til at gøre det de gør, kan de fleste nok give mig ret i. Om man kan lide det de gør er en anden sag. BSP er til tider en speciel oplevelse, der nok ikke er for alle. Men hvis man kan lide udgangspunktet, er der en god chance for at man bliver forelsket. Jeg er gået hen og blevet nyforelsket, og i stedet for at ærgre mig mere over at jeg opgav BSP tilbage i 2009, har jeg tænkt mig at gå på opdagelse i det omfangsrige bagkatalog, og måske også lige se en dokumentar om irske fiskere i mellemkrigsårene, nu jeg er i gang.
Anmeldt af Mordi
Like GFRock på facebook, og få nyt om rock, rul, metal and the what have you – hver dag!
