Man kommer på en noget afvekslende poprocket rejse, som passager på Boys From Heavens debut EP No Way! But Anyway. En tur der i den grad efterlod mig en kende forvirret, overrasket og og ja, endnu mere forvirret.
Der var mange ting der fra start forvirrede mig. For det første, bandnavnet. Boys From Heaven. Hånden på hjertet, det er da ikke det mest rock ‘n’ roll navn man kan hive op af hatten. Dernæst bandets eget label, som EP’en selvfølgelig er udgivet på, hedder HeavenIsAPlaceOnEarth. Ok, tænkte jeg så, det kan jo være at der er dømt sukkersød poprock, det ville give mening. Men, så blev det tid til et kig på bandfotoet, og tro mig, det er ikke 7! specielt poprockede unge gutter der pryder det, mere hardrock end poprock. Forvirret? Ja. Nå, videre til pressemeddelelsen, for den måtte da kunne give mig svar på mine spørgsmål og gøre en ende på min forvirring.
Not really. Ord som “hensynsløst energisk”, “smukke og formidable vokalharmonier” og “episke soloer” sprang i øjnene, og harmonerede ikke helt med en omtale af deres debutkoncert, som var gået fantastisk, på den tyske Erntefest All Over, tilsyneladende en hardrock/metal festival. Something didn’t add up.
Nå, der var vel ikke nogen vej udenom, end rent faktisk bare lytte til bandets EP, for mon ikke det kunne give mig svar på tiltale? Gæt en gang. Korrekt. kke rigtig og så igen. For det er hverken hardrock eller metal bandet leverer, men derimod 70/80’er pop-rock, tilsat alt fra saxofon over keyboard til fløjte. Spændende. EP’en består af 4 sange, og man kommer, som nævnt tidligere, på noget af en pop-rock rundtur, med indlagte overraskelser.
Åbneren “Unburned” kører en direkte tilbage til The Police, dem med ham der Sting, og en storhedstid tilbage i slut 70’erne, start 80’erne. Efter 30 sekunders saxofon-intro akkompagneret af ultra-tighte trommer samt keys, det bliver ikke mere 80’er, rammer leadvokalen lydbilledet, og her går der gigant The Police i den. Nummeret er uhyre velspillet, og med saxofon, klaver, keys, guitarsolo and what have you, er det ikke fordi man keder sig, og bandet har formået at balancere virkemidlerne fornemt. Dog har jeg det meget svært med den tykke 80’er reference, saxofon bliver aldrig min gode ven og vokalen er nok lige tæt nok på Stings, jeg har ihvertfald svært ved at abstrahere fra ligheden. Men alt i alt et fint nummer, der emmer af spilleglæde. Live ville den med garanti komme endnu mere til sin ret.
Weiter gehen. Indslag nummer 2, “Days Like These”. Her bliver man inviteret indenfor i et mere funky univers, stadig med masser af 80’er feeling, dog knap så meget som på “Unburned”. Her står referencerne heller ikke så tydeligt frem, faktisk slet ikke, og det klæder bandet, det her er en del mere originalt end åbneren. Dog er det svært at sætte musikken i bås, det er funky, soulet, rocket, krydret med lidt 80’er/90’er stemning og det funker rigtig fint.
Så for søren, så er der dømt rock og rul, igen er vi stuck in the 80’s. “Back To You” byder på lidt af hvert. Der startes op på bedste powerrock maner, klaver, trommer og guitar, hvorefter vokalen overtager. Sangen bygges uhyre kontrolleret op, der er intet der er tilfældigt hos Boys From Heaven, der er mere end styr på sagerne. Og lige som man tror bandet kører den sikkert i hus med klassisk rock sker det. En fløjte-solo! Og ikke nok med det. Hvem afløser? Saxofonen selvfølgelig. Som bliver afløst af en guitarsolo. En 3-trins solo raket, eller slet og ret, den velkendte fløjte-saxofon-guitar kombi. Det er alligevel første gang det er sket for mig…
Lettere medtaget af den sidste trejdedel af “Back To You” vælter man direkte over i fjerde og sidste sang på EP’en, “So Long Ago”. Det er, selvfølgelig fristes man til at sige, en ballade eller nok mere en power-rock-ballade. Igen er der fuld kontrol over opbygningen, der bliver ikke sat en finger, hånd eller fod forkert og det er eneste sang på EP’en som ikke indeholder saxofon eller andre blæse/puste instrumenter, og det er rart. Sangen er båret af akustisk guitar og en yderst kompetent rockvokal, og det er klart skivens bedste nummer. På trods af en spillelængde på 6 minutter og 8 sekunder, og en lang og tålmodig opbygning, bliver det på intet tidspunkt langtrukkent. Denne sang er sgu imponerende, intet mindre.
Når det er sagt, er det meget svært at forstå, at man for blot 12 minutter siden, var til 80’er saxofon-fest med The Police og venner, for 8 minutter siden til funky soul komsammen og for 4 minutter siden til rocket fløjte-saxofon fest. Dette er nok også største minus ved denne udgivelse, der er enorm stor forskel på første nummer og sidste. Ja, man kommer på en rejse, og bandet har da helt sikkert også sammensat sangene så man netop går fra rendyrket 80’er pop til klassisk powerrock, men på trods af det, er forskellen på sangene og genrerne simpelthen for store. Det er nok også det eneste for alvor negative jeg kan finde på No Way! But Anyway, for det er længe siden jeg har lagt ører til så gennemført, gennemarbejdet, velproduceret og velskrevet debutudgivelse fra et dansk band, det er ganske enkelt vanvittigt imponerende.
Jeg er klart mest til den rockede side af Boys From Heaven, det er her de fremstår stærkest, mest spændende og vel også mest originale. Dog er der gode elementer i alle sangene, men der mangler stadig lidt før bandet nailer deres DNA 100%, så ja, det er sgu meget godt det Boys From Heaven leverer på deres debut, men jeg er nu stadig forvirret om hvilket band vi har med at gøre, pop eller rock og fra hvilken tidsalder?
Anmeldt af Thomas Bjerregaard Bonde
