Boundaries viser med deres selvbetitlede debut-EP at de allerede er kommet ret langt. Er du til kølig new wave og/eller post punk, så kan du roligt hoppe med på vognen.
Boundaries har allerede inden denne debut-EP fået radiospilletid med den stærke new wavede ‘Composure’, og der ligger mere spilletid og venter på sangene fra den selvbetitlede EP. Faktisk har ‘Always a Way’, EP’ens tredje nummer, allerede høstet en del radiotid på P6, og Boundaries har da også et musikalsk udtryk, der gør sig godt på den dødsdømte kanal.
EP’en åbner dog i det mere konfrontatoriske hjørne med ‘Push’, der er semi-fjendtlig post-punk med lidt af samme mørke kompromisløshed som nu opløste The Woken Trees havde. Bassen ruller aggressivt, guitarerne er kantede og skarpe, vokalen ved at drukne. Det føles ret klaustrofobisk og jagende.
Herefter følger ‘Endless Chase’, hvor tonen er stadig mørk, men tempoet og intensiteten sat ned, mens Mads Grene nærmest messer at intet nogensinde ændrer sig i et dybt toneleje. Det er fint udført, men nummeret ender også med at stå en smule i stampe og køre i gentagelser – hvilket selvsagt kan være en del af pointen.
Som tredje nummer kommer så allerede radiovante ‘Always a Way’ og herfra har EP’en generelt et mere imødekommende og melodiøst præg. Det er stadig mørkrandet og ofte støjende, men også fængende og Boundaries viser i hvert fald også på EP’en at de er noget mere end en one-trick pony. Man forstår hvorfor ‘Always a Way’ er blevet spillet i radioen med dens mere letløbende bas og støjende guitarflader, der mødes i et medrivende mix.
Jonas Wetterslev’s bas sætter sig også i førersædet på ‘Positive Spaces’, hvor Grene’s vokal, som altid i Boundaries’ lyd, men i varierende grader, virker distanceret, nærmest lakonisk. Det er måske også en del af svagheden ved bandets lyd, at den virker ret kølig og fjern.
På ‘Flesh’ gives der los med støjende guitarflader, mens bassen og trommerne må finde sig i mere perifære positioner, inden ‘Into the Walls’ indledes med et ukarakteristisk løssluppent “wooouw!” inden Grene’s kølige vokal stempler ind med en dynamisk baslinie som underlægning. Synths og guitarstøjflader bygges op omkring bassen og vokalen, der her et par gange giver en smule slip på det kontrollerede udtryk. Trommerne holdes længe tilbage, men det fungerer til gengæld så meget mere effektivt da de stempler ind omkring 2 minutter inde. Stærk afslutning på EP’en.
Boundaries viser med Boundaries at der er bund i foretagendet. Der er måske kølig distance i overmål, men der er også variation i udtrykket og plads til både støj og melodier. Tager man det med i ligningen, at det faktisk er en debut-EP, så har Boundaries en ganske færdig lyd og virker klar til næste skridt. Om det er flere stærke singler, et helt album, eller en kombination, må være op til bandet selv. Boundaries høster 5 upcoming-stjerner herfra.
Du kan finde Boundaries på Facebook og opleve dem både i København og Aarhus i december.
Anmeldt af Jonas Strandholdt Bach
