Bound By Wire fra Viborg er klar med deres første fuldlængde album. Det er selvproklameret fandenivoldsk rock ‘n roll, som måske havde slået hårdere i EP-format – eller gør sig endnu bedre live. Rock-klichéer, en hyldest til rocken og fuld fart frem, men med lidt bump på vejen.
Man skal ikke have hørt mange takter af Bound by Wire, før man må erkende, at de spiller rock med stort ‘R’.
Det er fire slag derudaf og tankerne ledes hen på lange amerikanske highways og motorcykler – selv om tekstuniverset måske forsøger at være bare en smule mere sofistikeret end dét. Om det så lykkes kan dog diskuteres, da pladen er fyldt med rock-klichéer, som blandt andet tæller en ode til Rock’n’roll (“Revolution”), som ihærdigt – og med flerstemmig sang – prøver at fortælle os, hvor fedt det der rock er.
Nuvel. Rock er sjældent skrevet for at folk skal sidde og granske teksterne og det fungerer egentlig fint, når musikken spiller. Især på åbningsnummeret “Abuser” er der masser af derudaf-attitude og et catchy omkvæd, der nok skal få publikum i live-situationer til at synge med på ”…got no brakes / need to know the pain”.
Forsanger Erwin Turcinhodzic har i den grad lært at synge med overdrive på stemmen, og der er tydeligvis også arbejdet med b-vokaler, da alle i bandet er krediteret for vokalerne – men her hopper kæden desværre lidt af. For til tider bliver vokalen lige rigeligt Bon Jovi-agtig for min smag, og når der så oven i købet kommer flere stemmer bag ved, bliver det i min bog retro – på den knap så fede måde. I “Over You” er vi næsten ude i en regulær power-ballade. Og selv om guitar og bas lyder rigtig godt, så er der flere numre – nok allerværst på “Sugar Daddy” – hvor trommerne lyder som et halv-billigt eltrommesæt.
Det er selvfølgelig en ærlig sag at det kan være svært at indspille, men jeg kan simpelt hen ikke forstå, hvordan bandet kan tænke, at den lyd er færdig til udgivelse. Især når man påtænker, at det i dag aldrig har været nemmere eller billigere at indspille i høj kvalitet.
Rock handler for mig om energiudladninger, potens og devil may care-attitude. Og det er ikke nødvendigvis en nem øvelse at bringe god live-energi ned på en plade. Men når der på den måde er – i mine øjne – ‘fejl’ i lyden, så går det galt og energien fordamper. Pludselig virker b-vokalerne ufrivilligt naive og ufarlige i stedet for løftende. Og klichéerne, der tidligere fik mig til at trække lidt på smilebåndet, bliver pludselig lidt små-irriterende.
Ret skal være ret og kan man abstrahere fra trommelyden (hvem kan da også høre den slags, når man drøner ned af motorvejen på en Harley?), så er der tale om en fin, ukompliceret plade fra Bound by Wire.
Jeg håber virkelig, at pladen bidrager til at bandet kommer ud at spille meget. For musikken tegner fine, fine skitser af noget, der kunne omsættes i god live-energi. Men det er altså ikke lykkedes drengene at få puttet energien på plade, og desværre falder de igennem på teknikken.
Heldigvis virker der til at være rigeligt med rock-attitude i bandet, så de skal nok komme sig over mine tre stjerner…
Af Troels-Henrik Balslev Krag
Besøg Bound By Wire på Facebook
