Viborgensiske Bound By Wire er på banen igen med deres buldrerock. Desværre er der ikke meget nyt under solen, men ind i mellem fungerer det nu fint alligevel. Der spilles hårdt og lige på, men i følge denne anmelder også for pænt og ufarligt, så de hårde attituder aldrig bliver helt troværdige.
Så er der nyt fra Bound by Wire. Eller. Med EP’en 4 bliver der i hvert fald smidt fire sange af sted fra viborgenserne. Og lad det være sagt med det samme; EP-formatet fungerer noget bedre, end albumformatet (se anmeldelse fra 2015 af fuldlængdealbum).
Der er sket lidt, og alligevel er det business as usual: der er i den grad tale om rock derudaf og selv om der varieres lidt, så er der tale om noget, der kunne kaldes bajer- eller motorcykelrock. Lyden er kompakt og bundtung, og fungerer mange steder ganske fint. Mine associationer er i retning af Leningrad Cowboys lidt sjove Zombie Paradise-plade – altså en kompakt heavy rock-lyd.
Men der er stadig problemer her og der… Mere om det senere. Der åbnes med den egentlig helt fine ‘Woman’, som netop lugter af motorcykel-rock og crusing ud af lange veje (hvilket også var tilfældet under én af mine gennemlytninger – dog i en bil). Det er enkelt, fire fjerdedele og så derudaf – der lægges endda en fin guitarsolo, som dog ikke helt kommer til sin ret i lydbilledet.
Og køber man præmisserne om, at rock skal være ukompliceret, så vil numrene også fungere helt fint. Som ‘Out of Time’, som egentlig blot mangler lidt dobbelt stortrommepedal for i passager at minde om Volbeat.
Men der mangler altså noget. Udtrykket bliver stækket af en vokal, som tydeligvis er skolet og teknisk i orden. Men som på den anden side mangler at brænde igennem – lidt som guitarsoloen, nævnt ovenfor. Man tror, med andre ord, ikke rigtigt på udtrykket, når det bliver så pænt og poleret. Og hvor Leningrad Cowboys går til hele projektet med en ironi og humor som løfter det – da er Bound by Wire tilsyneladende ganske selvhøjtidelige. Eller det er måske lidt groft, men det lugter mere af at spille pænt, end af spilleglæde.
Helt, helt grelt bliver det på tredje nummer, ‘Fight For What is Right’, som åbner: ”Noone cares who I am / Or where I’m coming from / All they do is break me down / Tell me that I’m wrong”.
Det kunne jo godt have været en klassisk rebel-sang, som rocken er fyldt med, men leveringen bliver mere som et selvretfærdigt post-moderne individfokus, end en præmis om at bandet er nogle vildbasser, hvor ingen skal komme at ødelægge festen. Og dermed bliver netop de åbningslinjer lidt til en selvopfyldende profeti. Der er for lidt på spil i Bound by Wire og lytteren kan ikke mærke, hvorfor det her er vigtigt. Og så er der mange alternativer, hvis man gerne vil høre rock.
Så… Ja, der er nyt fra Bound by Wire. Men der er heller ikke så meget nyt. Og det er helt fint at ville spille rock – og være ganske dygtige til dette på et håndværksmæssigt plan. Men om det er indspilningerne, der ikke fanger energien – eller om det vitterligt er sådan, man vil udtrykke sig – ved jeg ikke. Ja, der er passager, der fungerer. Men det fænger ikke, og grunden til at finde ’4’ frem igen, når bilen skal cruise igen, udebliver desværre.
Tjek Bound By Wire ud på facebook.
Anmeldt af Troels-Henrik Balslev Krag
