Uffe Lorenzen, også kendt som Lorenzo Woodrose og Guf, frontmand i Spids Nøgenhat og Baby Woodrose og del af en række andre musikalske projekter, er omdrejningspunktet for dokumentarfilmen Born to Lose, som havde premiere på CPH:DOX i november. Nu kan filmen opleves rundt omkring i landet og i den anledning fik vi en snak med instruktør Palle Demant.
Born to Lose rammer de kommende dage flere danske byer. Til visningerne kan man ikke blot opleve filmen, men også efterfølgende stille spørgsmål til hovedpersonen, Uffe Lorenzen, og instruktør Palle Demant. Vi tog forskud på spørgetrangen og ringede til Palle for at høre lidt mere om filmen.
Først og fremmest, hvorfor en film om Lorenzo Woodrose og hvorfor lige nu?
”Det er jo sådan med nogle dokumentarfilm, at manuskriptet bliver skrevet undervejs, så jeg vidste ikke hvor det skulle ende da jeg startede. Jeg startede i 2011 ved Dragontears’ danske afskedskoncert på Loppen i 2011, men havde egentlig gået med ideen i lang tid. Så dukkede jeg op derude med et kamera, og det pudsige er at de sluttede den koncert, som var deres sidste i Danmark, med to Spids Nøgenhat-numre. Det er så overhovedet ikke med i filmen, fordi der ikke var plads. Men manuskriptet er jo virkeligheden, og så er det jo med at vælge hvornår man skriver manuskriptet færdig.
Jeg synes at både Lorenzos historie og hans musik ikke var blevet fortalt ordentligt om. Det var sådan blevet lidt sex, drugs and rock’n roll hver gang han blev interviewet og de havde måske også malet sig selv lidt op i et hjørne, især i Baby Woodrose. Men jeg synes de fortjente at komme ud til et bredere publikum, så Born To Lose er lidt som en psych-rockens svar på ’Searching For Sugarman’. En film som også gav taletid til en kunstner, der var overset. Så det handler også om at give taletid til en kunstner, der har noget på hjerte, i stedet for alt det lort, der får taletid i de brede medier. Filmen er også lavet så folk, der ikke kender musikken, kan gå ind og få fortalt historien og så opdage musikken derigennem”
Filmen kommer til at kredse om især Lorenzo Woodrose’s sangskrivningsproces, både i Spids Nøgenhat og Baby Woodrose, men også hovedpersonens hverdag, hvorfor dette fokus og vægtning?
“Han er en god sangskriver og en god sanger, og der er en ægthed i musikken som jeg også kan relatere til. Han laver noget, jeg føler er ægte og ærligt og vise sin følsomhed frem, og det er han jo blevet bedre og bedre til, jo ældre han er blevet. Og det havde jeg set glimt af i tv-klip og artikler. Jeg synes Guf fremstod ægte og havde noget på hjerte og det fik han ikke ret tit mulighed for at udfolde – tit skulle det handle om sex, rock og stoffer”
Selvom det præciseres i pressematerialet, at der ikke er tale om en tour/koncertfilm, så har du dog været med til en række koncerter. Hvordan bliver det dette brugt i filmen og hvordan var det, at følge med i den del af musikerlivet?
“Selvfølgelig skulle der være noget med om tour og koncerter, for det er jo en stor del af hans liv, men det skulle ikke være omdrejningspunktet. Det er set før med andre film om bands, og det ville måske ligne dem på den måde. I mine øjne kan koncertfilm nemt være kedelige. Der er ikke hele numre med i min film, det må folk selv gå ud og opleve. Men jeg har prøvet at stå nede i moshpitten i publikum med kameraet og tumle rundt, for at give oplevelsen videre – så godt som man nu kan. Men det har mere været det, der sker før og efter koncerterne, som jeg synes har været interessant”
Du er selv musiker (i Hjortene, red.), har det haft betydning for adgangen?
“Ja, jeg tror at det har givet noget i forhold til det at være med på tour, og i studiet hvor jeg kender til arbejdsprocessen”
Du har været med i studiet med dit kamera under indspilningerne til Baby Woodroses’ Third Eye Surgery og Spids Nøgenhat’s Kommer Med Fred. Hvordan havde de 2 bands det med, at der var et kamera tilstede?
“Med hensyn til Baby Woodrose, så blev det bare noget med at jeg kiggede forbi og ellers prøvede ikke at gå for meget i vejen. Det handlede om at indkapsle den kreative proces og arbejdsprocessen i filmen. Det handler i filmen meget om at følge nogle af de dynamikker, der er i studiet. Især i forhold til Spids Nøgenhat. Der ligger rigtig meget koncentreret arbejde i at lave en plade. Der ligger rigtig mange forhindringer på vejen, både kreative, men også i de personlige dynamikker, og det prøver jeg at vise”
Hvor tæt på føler du selv, at du har fået lov til at komme, både i Woodrose’s professionelle virke og privat?
“Jeg føler egentlig jeg er kommet så tæt på som overhovedet muligt med et kamera i hånden, og jeg føler egentlig også at Uffe og jeg er kommet tæt på hinanden. Jeg føler, jeg har forstået ham og hvem han er, og at han har forstået hvem jeg er, og hvad jeg gerne ville med filmen. Og så har det også betydning at vi kendte hinanden i forvejen fra musikmiljøet, så det måske virkede mere uformelt end hvis en journalist var kommet med et kamerahold og havde stukket et kamera op i skægget på ham. Der er en eller anden følsomhed, og genkendelse af den, som også har været vigtig i mellem os”
Har verden og Danmark brug for endnu en musikfilm, og hvad er det denne dokumentar kan, som måske ikke er vist og fortalt tidligere?
“Et eller andet sted kan man diskutere om Born to Lose er en musikfilm, det er det selvfølgelig også, men det er også en film om et menneske, der har valgt at leve sit liv på en anden måde, så jeg synes lige så meget det er en film om de menneskelige aspekter ved Lorenzo. Og så spiller han så i de her bands, så selvfølgelig er de med og de er vigtige”
Du ramte ned i en dramatisk periode i Uffes liv?
“Ja, men der var jo ingen, der vidste hvad der ville ske. Det har da været en periode med mange udviklinger og omvæltninger i Uffes liv og det, at han tætteste ven og samarbejdspartner får kræft og der sker det, der sker, det er jo en omvæltning, men det har også været en katalysator for at der sker noget nyt i hans liv. Men det er et omdrejningspunkt i filmen, så jeg vil helst ikke fortælle for meget om det. Hardcore fans kender jo historien, men det er en vigtig del af filmen, så jeg vil helst ikke være en plotspoiler”
Hvordan blev filmen modtaget til visningerne på CPH DOX?
“Folk har virkelig været utroligt glade og rørte – og overraskede over at filmen kommer så tæt på. Og over at det ikke har været så meget sex & drugs som nogen måske havde troet, men i stedet kommer ind og behandler noget mere følsomt. Folk har grinet med filmen og har også syntes den var sjov, for der sker jo også skøre ting. Man har både kunnet grine og græde. Det der med at komme så tæt på Uffe, virker stærkt, for der er mange der ved hvem han er, men som måske ikke kender ham”
Nu vil du jo nok ikke løfte sløret alt for meget for konkrete detaljer, så vi vil i stedet for spørge: hvem henvender denne film sig til og hvorfor skal man gå ind og se den?
“Filmen henvender sig til et bredt publikum, og ikke kun til fans af Baby Woodrose og Spids Nøgenhat, så den henvender sig til folk, der er nysgerrige i forhold til kultur og samfundet og som gerne vil reflektere over og kan spejle sig i de valg som Uffe træffer. Her er en film om en mand, som har truffet nogle andre valg end 98% af den danske befolkning.
Men fans kan også se den, og man kan se den med forskellige briller på – fans vil måske opfatte nogle andre lag, så der også er noget til dem, der gerne vil nørde med detaljer, for eksempel i hvordan sangene opstår. Så der er nogen, der vil kunne lytte med og opdage små ændringer. Den henvender sig også til folk som gerne vil opleve en god historie, hvor man er med nogle steder, hvor man ikke normalt kommer med. Man kan komme en tur med ind i et liv, som ikke er helt almindeligt og følge en, som har truffet nogle anderledes valg – han har valgt at fokusere på at lave musik, som han tror på, og som kan stå tilbage den dag, han ikke er der. Og så skildrer filmen et miljø omkring ham, og der er mange bands og musikelskere, som er blevet inspirerede af nogle døre som Uffe har kunnet åbne op. Mange hører kun toppen af isbjerget, men der er så meget nede under vandet, som også er spændende.
Så jeg håber at denne film også kan åbne nogle døre hos folk, efter de har set filmen, så de går hjem og undersøger videre. Det er et forsøg på at infiltrere mediebilledet at komme med denne her film, for denne her slags musik er næsten forsvundet ud af det brede mediebillede i dag. Det brede mediebillede er blevet så indsnævret og ensporet og dyrker noget musik, som jeg ikke tror på og jeg tror ikke det er langtidsholdbart. Hvem vil høre de singler som de spiller på P3 om 10 år, for eksempel? Ikke nogen, tror jeg”
Hvordan har Uffe selv oplevet filmen?
“Uffe har set den og han er glad for den og synes den fortæller historien som den var og som det skete og han kan genkende sig selv. Det er jeg glad for, for det havde jo været skrækkeligt hvis han ikke kunne det. Det betyder utroligt meget.
Nu tager vi med ud og præsenterer filmen sammen og så kan folk spørge bagefter. Det er nok en film, der ikke mader folk med en stor spiseske og udpensler historien og siger ”sådan er det” – den er åben for fortolkning. Og så kan folk spørge og sige hej, og det har også været mit mål med filmen at komme ud med historien udenfor undergrunds-garagerock miljøet i København.
Det har også været ideen at komme ud til folk andre steder og det gør vi så. Og jeg håber at vi kan komme rundt til endnu flere byer, også gerne nogle mindre steder i en anden omgang”
Vi kan kun opfordre til at man tager en tur i biografen og oplever filmen. Filmen kan ses i følgende byer:
København – Grand Teatret – onsdag d.2. december kl. 19.00
Odense – Cafe Biografen – fredag d.4. december kl. 21.00
Aalborg – Biffen – lørdag d.5. december kl. 16.00
Aarhus – Øst for Paradis – lørdag d.5. december kl. 19.30
Haderslev – Kosmorama – søndag d.6. december kl. 15.00
Kolding – Nicolai Biograf og café – søndag d.6. december kl. 18.30
Af Jonas Strandholdt Bach
