“Hvem er du?! Du’ en fucking nar!”. Javel så… Sådan lyder det på titelnummeret på Bolværket’s tredje album, og tonen er direkte på Hvem Er Du, der har en form for humlebi-syndrom. Det burde måske ikke helt kunne flyve, men den upolerede blanding af ligefrem, samfundsbevidst og flabet københavner-rock i stilen fra Gasolin’, og hård-rocks guitarer, der lyder som noget, der hentet frem fra 90’erne, flakser sig alligevel til vejrs på skæv charme, mørk energi og solidariske snapshots fra Københavns underbug.
Kvartetten består af rutinerede folk, ikke mindst selveste Willi Jönsson (Gasolin’) på bas, mens Lau Ebbesen synger, Peter Kibsgaard bestyrer trommer og percussion, og Per ‘P’ Petersen sørger for guitar og vokal, mens det særegne cover er leveret af Tal R. Man kan høre oprigtigt engagement, social indignation og livserfaring i musik og tekster, og der bliver tonet rent (rødt) flag. Solidariteten er på de udsattes side og vi ser gennem Bolværkets optik Københavns pladser og gader fra den side, man ikke ser i turistbrochurerne.
Det starter med lidt hippie-snak om shawarma og samosa med dressing, inden ‘KBH’ først sendes afsted med håndtrommer, fællessang og akustisk guitar. “Vi elsker dig KBH/når du springer ud”. En elektrisk guitar klinger ind, og fællessangen fader ud, en fin effekt, der effektivt sætter anden del af nummeret i scene. Her får vi en tekst om at rykke fra bænk til bænk og “rykke kølige” og hvordan julebryggen redder fortælleren fra døden. Efter den indledende hyldest til København (og byens bænke), bliver tonen mørkere, men vi bliver i det lokale københavnske på andet nummer, om eksistenserne og “det forsømte liv” på ‘Mozarts Plads’. Her kommer Bolværket’s fine anvendelse af to vokalister og korstemmer virkelig til sin ret. Vi møder “en eksotisk kælling i g-streng med rosa mund” på Mozarts Plads, hvor “ondskabsfulde blikke bliver sendt/fra altan og gesims”. Så er det godt, “vi er sydpå og de kolde koster kun/fem femoghalvfems”.
Alkohol er i det hele taget et gennemgående tema, således også på ‘Ildvand’, med catchy brummekor og svulstigt omkvæd, mens ‘Det Hele Drejer Rundt’ netop handler om oplevelsen af at det hele drejer rundt for én. Også her anvendes vekselvirkningen mellem Petersens og Ebbesens vokaler, så det giver et lille gib og man føler sig hensat til 70’erne og Gasolin’s storhedstid.
Emnet nassekarle bliver behandlet på titelnummeret, ‘Hvem Er Du’, der handler om ham der, der altid er med og tager imod, men aldrig giver en omgang. Det sker med snerrende spoken word-agtig fremførelse og oprigtig harme, underbygget af råt guitarspil og vredesbrøl; “Hvem var det lige du troede du var?!”. Voldsomt subtilt er det ikke, men det er næppe hovedsagen. Den følges op af den indignerede ‘Glædespigen’, hvor vi får et råt og usødet indblik i livet som gadeprostitueret. “Drømmen om at flyve bort/Til toppen af tårnet og livet i skyen/Bliver smadret i disen på Dybbøls bro/Når du tager den i røven og kigger ind over byen”. Der bliver ikke lagt fingre i mellem.
Den kradsbørstige tilgang fortsætter på ‘Du Gik Ned’, der riffer som D:A:D i starten af 90’erne, og har et omkvæd, der er klassisk godt rock-håndværk, omend ikke ligefrem nyskabende.
Midterstykket af albummet med kradsbørstige guitarflader og vreden helt oppe ved overfladen er i mine ører det mindst velfungerende – det bliver en anelse for upoleret og riffene er lidt uopfindsomme. Dampen holdes bestemt oppe, men for mig fungerer resten af albummet bedre.
Vi får heldigvis et nostalgisk pusterum med ‘Du Var Sjov Engang’, der mindes en tid, hvor Preben Elkjær fik penge for at spille fodbold og ikke for at kommentere det, mens ‘Slagteren’ vender tilbage til de svulstige riffs, inden ‘Reklamer Nej Tak!’ igen løfter niveauet med en hymne om forlist kærlighed og kønssygdomme. “Det eneste jeg var/var pikken på dit sår/nu står jeg i din opgang/og pisser glasskår”. Av.
Den medrivende og hårdtrockende ‘Din Tid’, der igen stiller skarpt på at drukne i systemet og tilværelsen generelt, og endda inkorporerer noget, der lyder som en indiansk chant, er blandt mine favoritter på albummet. Herlig dansksproget hård rock, det hører man ikke så tit. Den afdæmpede ‘Ka’ Ikke Gemme Mig Mer’ afslutter albummet, og uden at være storslået, har den gode elementer og er en fin afslutning, fra et album, der på nogle måder virker en smule bedaget, men så alligevel skræmmende aktuelt.
Fortællingerne fra skyggesiden af tilværelsen giver musikken en ekstra dimension, og selv om nogle af ideerne virker lidt upolerede, så forstærker det fornemmelsen af at man får serveret den virkelighed, Bolværket oplever, råt for usødet på Hvem Er Du. Det kan godt være det ind i mellem lyder som noget fra en anden tid, men når det er udført med både schwung og substans, så flyver jeg gerne med, mens jeg drysser 5 stjerner ud over Bolværket.
Hvem Er Du udkom d.3/2. Tjek Bolværket ud på facebook.
Anmeldt af JSB
Like GFRock på facebook og få nyt om rock, rul, metal and the what have you – hver dag!
