Bob Sacamano viser på If Only We Stay Like This, at gode vokaler kan få én rigtig langt i rockmusikken, på et fint og velspillet rockalbum, som måske mangler at bryde med ens forventninger til rockmusik for at løfte sig det sidste stykke.
Rigtig mange bands kan spille rock, og hvis det ikke lyder helt perfekt, er det altid en mulighed at skrue mere op. Bob Sacamano har kvaliteten til ikke at behøve at forfalde til den slags billige tricks.
Forsanger Peter Thielst Jessen lægger (på de fleste numre) en god baryton med en ro, der tillader ham at levere de måske lidt uavancerede tekster på en matter-of-factly måde som giver en troværdighed, der gør bandet (endnu mere) værd at lytte til.
Bedst er det, når barytonen får lov at ligge dybt – eventuelt løftet af en højere b-vokal – og det er heldigvis også sådan på de fleste numre. På ‘Miss Snow’ og ‘Open Road’ eksperimenteres der med at lægge vokalen en oktav op, og selv om variationen er kærkommen, så løfter det ikke ubetinget.
Sidstnævnte nummer fungerer dog ganske udmærket, da der bliver lidt mere end flirtet med country-feel og ‘Open Road’ er selvfølgelig også en titel, der indikerer, at vi skal over søen for at finde inspirationen. Det gør sig for øvrigt også gældende i noget af b-vokal-arbejdet – nok tydeligst på ‘Still the same’.
At fokusere så meget på vokal og tekst er måske lidt unfair – for Bob Sacamano er et ganske velspillende band, som også har indspillet med en god, solid, nærmest tidsløs rock-lyd på If only…
De river ingen træer op ved rode med hverken lyd eller opfindsomhed – men formår at indikere – men kun indikere – lidt af rockens vildskab, uden at forfalde til klichéer. Der er også sørget for, at melodien får en bevågenhed og der er altså ikke blot overskud i vokalarbejdet; melodierne løfter også og balancerer fint imellem de lidt klicheprægede rock/country-tricks og det skamløst poppede.
Pladens syv numre er fine, gode rock/country-sange, og variationen er god uden at man nødvendigvis som lytter føler sig revet rundt i ‘se-hvad-vi-kan’ attitude. Det er faktisk også helt befriende at pladen slutter med en fin ballade, med titelnummeret; kald mig bare konservativ, men jeg synes altså at en rockplade bør slutte med en ballade.
Men måske er det også i denne holden sig til reglerne, at Bob Sacamano har den største udfordring; pladen følger i høj grad reglerne for hvordan rock skal laves og lyde og der er noget dejligt trygt over det.
Men rock har på den anden side set aldrig rigtigt handlet om det trygge og pæne. Der er nok mere kant på Bob Sacamano end andre (internationale) rockbands med en tydelig baryton i front – men samtidig rammer de ikke helt det melodiske niveau, der gør at de vil blive radiodarlings.
Det gør ikke If Only We Stay Like This til en dårlig plade, men får den heller ikke rigtigt til for alvor at stikke ud af mængden. Det er en fin plade som både er velspillet, vel indspillet og har nogle fine melodier. Men mere end fire stjerner vil jeg dog ikke kunne finde til den.
Af Troels-Henrik Balslev Krag
Besøg Bob Sacamano på Facebook
