Der er vel nærmest ikke noget at sige om Bob Dylan, som ikke allerede er blevet sagt (bedre) utallige gange, så lad os få nogle ting ud af verden med det samme. Manden er om nogen en musikalsk legende, og ophøjet til ikon status, det giver både lang snor men sætter også visse forventninger til nye udgivelser. Tempest er studiealbum nummer 1000 (eller måske nr. 35), og jeg har talt dem, fra His Bobness og det første siden 2009.
I første halvdel af hans nu over 50 år lange karriere, spyttede han nye plader ud i et hæsblæsende tempo, hvilket især gjorde et kunstnerisk magert årti fra hans hånd, som 1980erne, til lidt af en ørkenvandring. De senere år er der blevet lidt længere mellem de nye toner, tilgengæld er kvaliteten steget kraftigt – især de tre plader Time Out Of Mind (1997), Love And Theft (2001) og Modern Times (2006), står virkeligt stærkt i hans samlede produktion.
På Tempest er der dømt lidt stilstand, meget er stort set uforandret og ved det gamle, ikke at man ønsker at han pludseligt kaster sig ud i Dubstep, men når sangskrivningen ikke er helt på det tårnhøje niveau, som på de tre nævnte albums, så virker og lyder Onkel Bob bare lidt træt og magelig. Så ingen ny “Not Dark Yet” eller lignende her, men tilgengæld er bundniveauet ganske godt, så selv uden nye klassikere lunter Dylan Tempest sikkert i mål.
Albummet vugges i gang med den fornøjelige førstesingle “Duquesne Whistle”, ved første lyt var jeg noget forbeholden overfor det lidt aparte nummer, men nu tripper jeg med på den ganske uimodståelige melodi. Det er næsten klangen af en gammel sort/hvid film, med Onkel Bob som en hærget og rusten fortæller, for lad os bare få det evige diskussionspunkt overstået – stemmen.
Den er stort set væk, og var i forvejen jo ikke blandt branchens skønneste, men har altid opfyldt sin funktion som formidler af lyrikken, på fortrinlig vis. Det gør den sådan set stadig, men den har aldrig lyt mere nedslidt og dødsmærket, stemmen, ikke manden forstår sig. På første nummer lyder Dylan’s vokal som om man har genrejst Louis Armstrong, som en rallende raspy zombie der har renset halsen med sandpapir. Det knirker, knager og indimellem kommer der nærmest kun hæse strubelyde ud, bestemt ikke altid lige kønt, men det har samtidig sin egen underlige charme. Samtidig formår Dylan at tilpasse musikken, så vokal og sange ender med at klæde hinanden imponerende godt.
Det værste, eller bedste om man vil, eksempel er den afsluttende “Roll On John”, der er en hyldest til afdøde John Lennon, og indeholder en del referencer til Beatles numre, der leveres med dirrende og presset stemmebånd, så der flere steder blot er tale om en uskøn hvisken – men alligevel fungerer det på sin egen skæve måde, på dette i øvrigt virkeligt vellykkede nummer.
Der er er lidt af et spring fra første til sidste nummer, og vi kommer ikke hele den snørklede vej fra ende til anden helt problemfrit. Dylan går sine egne uforudsigelige veje, selvom han i det store hele betræder kendte stier. Et af de største bump, på den næsten 70 minutter lange tur, er den (alt for) lange hymne “Tempest” om Titanic, 45 små vers og ingen omkvæd, 14 minutter lang skvulpende sømandsvise, med ganske få melodiske variationer og en lille hyldest til Leonardo Dicaprio?! Bob har nok lige fået Titanic… på VHS.
I og for sig en meditativ og behagelig sang, men med den spilletid savnes noget dynamik og fremdrift, og ikke mindst lidt mening i semi-galskaben, uden det er det her blot en forbandet lang sang – og en der desværre bremser al momentum pladen havde fået opbygget.
Heldigvis er nummeret pladens næstsidste, en tidligere placering havde nok kæntret hele projektet før “Roll On John” bringer os sikkert i havn.
Vi kommer vidt omkring i et univers fyldt med røverhistorier, mord, små politiske opråb og lettere besynderlig humor på Tempest’s resterende 7 sange. Langt størstedelen i et alstadigt og tilbagelænet tempo, hvor Dylan lader til at hygge sig igennem numrene med hans rutinerede backing band – udfordre sig selv, og hinanden, gør de sjældent, men selv når der er optræk til dovenskab, så slår det pludseligt lidt gnister og pladen sparkes i gang igen.
“Early Roman Kings”, “Soon After Midnight” og “Tin Angle” er fine eksempler herpå. Det bærende element i “Early Roman Kings” er en klassisk bluesmelodi, man næppe kan opdrive i en mere simpel form, men på trods af at melodistumpen bare kører i ring, så går sangen aldrig i stå og indeholder små nutidige hilsner som:
They buy and they sell
They destroyed your city
They’ll destroy you as well
På “Soon After Midnight” går Dylan helt ned i tempo, og slipper som kun han kan, godt fra at rime “honey” på “money” og “cherful” på “fearful”. Det er, som de fleste sange på Tempest, ikke decideret stor kunst, den skaber han ikke i denne omgang, men selv en bagatel fra den aldrende mester kan være, om ikke andet, en hyggelig stund.
Så er der straks mere dramatik i “Tin Angle”, der på 9 minutter folder en ganske voldsom historie ud, en love triangle skæbnefortælling, der bringer minder om noget Nick Cave kunne have skrevet – og uden at afslører for meget, så vil jeg sige, at det ikke ender helt godt.
Fælles for de tre numre er, at selvom de fungerer fint på hver deres præmisser, så savner man lidt noget musikalsk vildskab til at ruske lidt op, eller til at underbygge dramaet. De politiske stikpiller i “Kings” drukner lidt i blues slumretæppet, banaliteterne i “Midnight” kunne skjules bedre med lidt musikalsk kant og kampen om kærlighed i “Tin Angle” ville virke endnu mere brutal hvis melodien blødte af og til.
Blod får vi tilgengæld på “Pay In Blood”, hvor Dylan betaler i blod, men som han synger, ikke hans eget. En af de bedste og mest indebrændte tekster på Tempest, hvor den gamle hund Bob endelig bider fra sig og snerrer af verden omkring ham, som kun den gamle gubbe kan. Der er både glubske hunde der flår folk i stykker, folk der bedøves af stoffer der sniges i deres vin, folk der stenes eller smides i lænker og meget andet rart, samt denne afslutningssalut:
You get your lover in the bed
Come here I’ll break your lousy head
Our nation must be saved and freed
You’ve been accused of murder, how do you plead?
This is how I spend my days
I came to bury, not to raise
I’ll drink my fill and sleep alone
I play in blood, but not my own
Eneste sted hvor tempoet rigtig kommer op i omdrejninger er den svingende bluesfortælling “Narrow Way”, det er endnu engang med simple virkemidler, at Dylan understøtter en lang historie. Spilletiden på over 7 minutter virker endnu engang i overkanten, men man kan ikke undgå at vippe med, imens den støvede vokal leverer en ny omgang americana. Ikke mindst når Dylan’s karakteristiske humor kigger frem, i en passage om en robust bygget dame og hendes barm.
Den bittersøde countryprægede kærlighedsballade “Long And Wasted Years” leder tankerne tilbage til et af hovedværkerne Blonde On Blonde, bestemt ikke en dårlig ting. Her har vi et eksempel på, hvor den slidte stemme klæder nummeret fortræffeligt, og giver den en ekstra dimension og autencitet. Det samme gør sig gældende på min nuværende favorit på Tempest, den ildevarslende og langsomt valsende “Scarlet Town”, hvor Dylan, i stedet for en tandløs gammel snog, lyder som en snigende giftslange i græsset, der hvæser teksten ud.
I disse to numre er vi måske ikke helt oppe på niveauet for udødelige Dylan klassikere, men vi får da serveret to skiver kød der giver blodsmag i munden, noget man med enkelte undtagelser har savnet lidt på et album fyldt med fine sange, men få der mætter på samme måde som her.
Visse folk har spredt rygtet om, at Tempest bliver Bob Dylan’s sidste studiealbum, skulle det vise sig at holde stik, så er pladen et udmærket punktum for en overdådig karriere, men jeg har mine tvivl. Onkel Bob har i hele sit lange virke været i konstant bevægelse – og på samme tid været på flugt fra, søgt ind til og forsøgt at finde, sig selv. Et forsøg på, at gøre op med sin egen myte, omfavne, forstå, bygge den op og bryde den ned. Værktøjet for ham har været The Neverending Tour og en lind strøm af nye udgivelser. Jeg finder det tvivlsomt, at Dylan nogensinde når frem til svaret, og derfor forsætter med, at arbejde indtil krop og sjæl finder fred med hjælp fra naturen.
På Tempest demonstrer Dylan endnu engang, at han er dybt forankret i den amerikanske musikhistorie, men hvor han på sine mesterværker, nye som gamle, formår at løfte fortidens arv og bruge byggeklodserne til at frembringe nye imponerende konstruktioner, så virker han det meste af tiden på Tempest, som en gammel kustode, der viser rundt i eget museeum. Og når de helt store kunstneriske triumfer, som han har skabt utallige af løbende, udebliver, så løfter albummet sig aldrig helt op blandt hans bedste. Lidt mere vildskab ville have klædt materialet, og man mangler følelsen af, at der virkelig er noget på spil.
Tøjler man de enorme forventninger, så er dette lange album dog stadig en fornøjelig rundtur i et gammelkendt univers.
Anmeldt af Kodi
