Sugar Daddy er Blunt’s fjerde album, og bandet kan fejre 15 års jubilæum. Det Aarhus-baserede band er altså ved at være nogle rutinerede herrer udi den ædle kunst at blande reggae og hård rock og en masse andre genrer. Den stil fortsætter de, med overvejende succes, på det nye album.
En blunt er sådan en marijuana-cigar. Reggae har da også traditionelt en duft af tjald hængende omkring sig, og Blunt’s take på genren vækker da også nogle associationer i den retning. Det otte mand store band har efterhånden været en niche-favorit i den aarhusianske undergrund i en del år og det ændrer sig næppe med Sugar Daddy. Her får vi nemlig serveret Blunt’s velkendte kvaliteter. Det nye er, at der bliver skruet lidt ekstra op for metaltendenserne på et par af numrene. Det starter dog i kendt Blunt-stil på de to åbnere ‘Less Than Nothing’ og ‘Good For Nothing’, som bedst kan betegnes som rocket reggae, inden der går regulær metal i den med pulserende bass og kraftigt distortede riffs på ‘Hollow Sun’.
At Blunt kan rocke tungt og heftigt vidste jeg godt i forvejen, men det helt metalliske slipper de også ganske hæderligt fra. Groovet følger også med og selv om det måske ikke er nyskabende som sådan, så tilføjer det lidt nye elementer til Blunt’s formel – Jimmie Tagesens vokal brummer i øvrigt også godt igennem. De metalliske tendenser fortsætter indledningsvist på ‘High Five In Hell’, som dog hurtigt skifter til vuggende guitar- og basspil, inden vi ryger tilbage i et heftigt riffende omkvæd. Der kastes også rundhåndet saxofon ind undervejs, et andet af Blunt’s varemærker, og noget som virker ganske godt integreret i lydbilledet hele vejen igennem Sugar Daddy.
En anden type nummer, bandet også mestrer er den sømandsagtige drukvise (tidligere eksemplificeret ved ‘Sailing Down the Gutter on a Bottle of Bourbon’), som vi får et eksempel på i den ganske fængende ‘All the Whiskey is Gone’, selv om stemningen er lidt mere tænksom og melankolsk – “All my friends are made of liquid//It’s not the kind of friends it’s healthy to stick with”.
Vokalen rykker længere i retning af Jamaica på den livlige og varierede ‘The Gods Are Laughing’, som er lige dele singalong rocksang og reggaehymne, med markante saxofonbidrag og “wååååh-åååh”- og “hey-hey”-kor. Der går næsten James Brown-funk i starten på ‘Mr. Dynamite’, som ellers hurtigt lander i lidt for velkendt vuggende territorium – et sted, hvor den efterfølgende ‘Seven Hells’ også lander, selv om den har en stor styrke i saxofonens og keyboardets diskrete stemningsskabende funktioner. Men det bliver lidt en udfordring for den overordnede variation at mange af sangene lander i samme vuggende grundrytme, uagtet at Blunt mestrer den glimrende og også smider godt med variationer i tempo og intensitet ind.
På ‘Tribute to Madness’ er tempoet skruet op i noget, der lyder som en afart af ska, hvor Balkan møder Jamaica. Rigtig godt og lidt skævt bliver det på ‘Door to Door Preacher’, som skruer en smule på uhyggeknappen, og minder os om at sådan nogle dør-til-dør prædikanter er nogle skræmmende typer. Her kunne det lyde som om Blunt har lyttet til Frank Zappa (i hans mere tilgængelige perioder), mens afslutteren ‘Mongolian Donut’ lyder som et stykke middelalderlig instrumentalmusik med østlig inspiration. Således er det anderledes end de vuggende reggae-rytmer, men omvendt så kunne det nok godt have været udeladt.
Blunt er bedst når de reggaevugger i kombination med at give den rockgas, men den formel får de til gengæld også tæsket lidt for mange gange igennem i løbet af Sugar Daddy til at albummet som helhed bliver til en topkarakter. Det er også som om ideerne løber lidt tør, eller begynder at lyde lidt af genbrug på anden halvdel af albummet, selv om ‘Door to Door Preacher’ giver lidt ny luft. Jeg er ikke et øjeblik i tvivl om at release-koncerten har været en fest, men over et helt album, så bliver Blunts formular lidt for ensformig. Sugar Daddy sniger sig op på 4 stjerner for gode reggaestunder og rockenergi, og momentvis nye impulser i det Blunt’ske univers – som du selvsagt bør tjekke ud hvis du kan lide din rock reggaeinfuseret.
Tjek Blunt ud på facebook.
Anmeldt af Jonas Strandholdt Bach
