Der er ikke meget ‘might’ over mørket, når man åbner pressematerialet og teksterne på Blue Rose Downs It Might Get Dark.
Det er beretninger fra sindets mørkesorte kroge, sat i pæne americana-rammer og brudt op med små, lækre licks til trods alt at løfte stemningen. Lidt.
Med en meget dramatisk, næsten Jake Bugg-agtig vokal snerres der nogle aggressive og også til tider selvdestruktive numre ud på It Might Get Dark.
Vi er i country/americana-land med en toppet, dump guitar som eneste akkompagnement og så disse tekster, der vil noget… Som en anden punk-poet er det ikke givet, det er noget godt, men det er tekster der kan mærkes.
På den åbnes der med et nummer, der hedder Hang, hvor fortælleren i sangen tilbyder reb til en hyggelig, lille hængeceremoni. For alle. For lyteren. Fuck verden!
Det kunne lyde ganske forfærdeligt, men det er ret godt lavet i al sin nedbarberethed og den ærligt talt ret kradse lyrik spindes ind i nogle virkelig lækre akkordvendinger og licks. Så kan man lige som lytter få lidt luft og nå at tænke, at det hele måske ikke er så slemt – for så igen at blive kørt over.
Det betyder også at pladen bliver lidt mere end en rengøringsplade (når man gør rent eller andet træls arbejde, er det jo altid godt at have noget i ørerne, hvor man kan høre at andre har det værre end én selv) og pladen kunne egentlig fint være baggrundsmusik på en café – hvor man så vil få en lidt anden oplevelse, hvis man kom til at lytte tekster.
Det er så sofistikeret som en punk-sang, så opløftende som emo og rammer ikke altid.
“Born against my will” har bare altid været et sært, klientliggørende narrativ og tipper teksten fra det patetiske til det ynkelige.
Men vi ER jo advaret: It Might Get Dark er ikke just en invitation til dansegulvet og den ironiske distance der ligger i ordet ‘might’ i denne titel spejles i de nærmest fnysende grin, jeg løbende udbryder når jeg hører teksterne: De er bestemt ikke sjove, men bliver lidt ufrivilligt netop det i deres absurde (selv)destruktive tilgang til verden.
Resten? Ren americana – komplet med ret tunge slag på fjerdedelene, mundharmonika-solo på Loner og så lidt strengeleg for at bløde det hele lidt op.
Så. Det kunne være sjovt at se, om det her bliver fremført deadpan live. Eller om der er en ironi i det hele.
Desværre tyder pressematerialet på, at de mørke tanker er født under indlæggelse på psykiatrisk afdeling.
Vi får dermed en smule indblik i noget, hvor håbet skal findes i et guitar-lick, hvilket er en udfordring i sig selv.
Vores fnys-grin er dermed mest en coping-mekanisme idet vi her møder en meget intim, aggressiv og selvdestruktiv fremførelse på meget pæn vis. Hvad kan vi gøre ellers?
Jeg håber, Blue Rose Down er OK. Jeg håber også, det accepteres at vi tager musikken for hvad vi kan; med stor seriøsitet, med coping-mekanismer eller måske bare med en tilgang om at det lyder rigtig fint og vi ikke hænger os (!) så meget i teksterne…
Anmeldt af: Troels-Henrik Krag
