Kan man i 2016 lave old school blues rock og slippe af sted med det uden at lyde som en pastiche over for længst svundne tider? Blue Cells gør på Over Mountains netop dette. Over de fine fem numre, EP’en Over Mountains varer, får bandet vist at blues-rocken ingenlunde er død. Eller for så vidt behøver den store udvikling.
For i den cool, laid back stil ligger der også et gevaldigt overskud, en tightness – og så er lyden bestemt også ét af de stærkeste kort på EP’en. De har tydeligvis vidst hvordan guitar, bas og et sæt trommer skal lyde. Og formået at indfange denne lyd på optagelserne.
Åbneren, titelnummeret ‘Over Mountains’ tager sig rigtig god tid til at bygge op, have lange, fede solopassager mellem versene og en lang, lang outro. Man kunne sige; var der ikke også en hel del gymnasiebands, der kunne gøre dette? Næppe, for der ér bare det her overskud og en ro over projektet.
Flere steder på EP’en bevæger vi os næsten over i en Pink Floyd-agtig feeling og som variation er det ikke bare vigtigt, men viser også en bredde i hvad bandet kan. Både ‘Bordeaux’ og ‘Place of Tomorrow’ har introer, der kunne være inspireret her. Men netop som man tror, man så er havnet i en ballade, så eksploderer ‘Place of Tomorrow’ i en stærk guitarfigur. Ikke så meget strapudemaj – bare stærkt guitarhåndværk.
Der er desværre også lidt en sten i skoen; den noget sleazy vokal, forsanger Jeppe Beck lægger, fungerer et langt stykke hen ad vejen rigtig fint i genren. Men når han forfalder til skrål, bliver det mere forceret end dybfølt. Det er lidt synd, men på den anden side hørt værre – og når musikken er så cool og velfremført kan man godt acceptere et vist niveau af lidt-mere-end-ru alkoholiker-der-skriger-efter-sin-kvinde-vokal. Hell. Det er endda også passende visse steder.
Jo, jo. Når et nummer hedder ‘Sleepless’, så SKAL der jo være lidt desperation over det hele – men netop her kunne man godt have brugt lidt mere tid på at få vokalen til at fremstå lidt mindre forceret. Men det er nok også en balancegang og et spørgsmål om smag.
Over Mountains er en EP der tager sig god tid og til tider kan lugte lidt af sen-60’ernes Birmingham. Altså dermed også være sagt, at det ikke bare er snor-lige blues, men også udfordrer med lidt krasse akkorder, noget antydet riff-stof og lydbilleder.
Det er et fint, lille værk som på én gang ikke føjer noget nyt til verden – men som til gengæld leverer en skive, der emmer af retro-coolness. Et godt bekendtskab, stærkt håndværk, ideer der ikke går på kompromis med stilen. Ikke ringe over fem numre. Men fire (store) stjerner må også være en fair vurdering.
Af Troels-Henrik Balslev Krag
Besøg Blue Cells på facebook
