Home Anmeldelser - Albums & EPer Albums & EPer Blood Eagle: Kill Your Tyrants **** (4/6)

Blood Eagle: Kill Your Tyrants **** (4/6)

3275
0

Old school death metal leveret af 5 hårde drenge, der tidligere har hærget løs på den danske metalscene i andre bands. Det er hvad Blood Eagle disker op med, på deres vellykkede debut EP Kill Your Tyrants.

Med en fortid i Volbeat, Mnemic, Hatesphere, Raunchy og Illdisposed, er det nogle erfarne herrer der gemmer sig bag navnet Blood Eagle. Michael Olsen (vokal), Mircea Gabriel Eftemie (guitar), Franz Hellboss (guitar), Mikael Ehlert (bas) og Morten Toft Hansen (trommer) eksekverer da også de 3 grumme numre uden at ryste på hånden. Det er veleksekveret, stilsikkert og hårdtslående, ingen slinger i valsen, men man savner lige den sidste følelse af friskhed for at Kill Your Tyrants løfter sig op på en topkarakter.

Navnet Blood Eagle stammer fra en tortur/henrettelsesmetode fra de gode gamle dage, hvor man brækkede ofrets ribben op, bøjede dem ud så de lignede blodige vinger og flåede lungerne ud gennem ryggen. Barbarisk, bloddryppende og nådeløst – og sådan lyder de 3 uforsonlige numre på EP’en egentlig også.

Blood Eagle klør på uden så meget omsvøb og pis, bare knogleknusermetal af den gamle skole, der saver løs. “Death Sub Zero” åbner med klassiske hvirvelvindstrommer, skærende guitarer og motorsavs-growl. Den blodige ørn flår skarpt og effektivt i kødet, inden et temposkift tilføjer musikken et mere atmosfærisk element. Det er stadig køligt og metallisk, varmen stammer kun fra den pøl af frisk blod man fornemmer fra de lunger der trækkes ud af en krop, imens musikken bygger op til nummerets afrunding.

Den efterfølgende “Serpent Thoughts” lægger ud i et langsommere tempo, hvor der for alvor kværnes knogler og spilles TUNGT! Sangen slæber sig ondsindet og målrettet fremad, som et sultent krybdyr med et potentielt måltid i næseborene. De dødsmetalliske trommer pisker stadig til rabiat angreb, men de andre instrumenter bevarer fatningen og holder sig i skindet. Det her er et olmt snigangreb af en sang, ikke en frådende tonser – og EP’ens højdepunkt i mine ører. Der trues, antydes og spidses tænder, men det tunge og langsommelige angreb ofres ikke til fordel for fart og fuld kraft før tiden er inde, med små eksplosioner sidst i nummeret.

Kill Your Tyrants rundes af med sangen af samme navn, her giver Blood Eagle den fuld hammer med et kort og sønderrivende udfald. Der tages ingen fanger, rovdyret går ren bersærkergang så blod og indvolde sprøjter til alle sider, i løbet af de kun 1 minut og 20 sekunder sangen varer.

Der er egentlig ikke så meget mere at sige om Kill Your Tyrants, hvis du er til god gammeldags død og ødelæggelse, så har Blood Eagle skruet en heftig lille EP sammen til nem og hurtig indtagelse. Den korte spilletid på knap 10 minutter giver det hele et skær af smagsprøve, og det er lige før at det føles lidt for kort. Men hvis Kill Your Tyrants skal ses som en appetitvækker for et kommende fuldlængde album, så sidder man helt klart tilbage sulten efter mere.

4 solide stjerner til en lille, rå og saftig snack, der lover godt for hovedretten – mere kød og blod, tak!

Anmeldt af KDT

Hent EP’en gratis lige HER

Like GFRock på facebook og få nyt om rock, rul, metal and the what have you – hver dag!

Previous articleKillboy Runaway – Compromise – 6/1 – 2014
Next articleThe Hedgehogs – Make Me Wanna Cry – 8/1 – 2014

LEAVE A REPLY

Please enter your comment!
Please enter your name here

This site uses Akismet to reduce spam. Learn how your comment data is processed.