Home Anmeldelser - Albums & EPer Albums & EPer Blodmåne: Spektakulære Morgenfugle (Album/Anmeldelse)

Blodmåne: Spektakulære Morgenfugle (Album/Anmeldelse)

490
0

Blodmåne har lavet et helstøbt neo-hippie album, der enten sender lytteren på en kosmisk skovtur eller en tur i drømmeland.

“Blodmåne er en naturpoetisk hyrdetime mellem Højskolesangbogen og kosmisk udgave af Neil Young der fået børn med Alberte Winding”… you had me at “hyrdetime”… eller i hvert fald senest “Neil Young”. Men Alberte tager vi også med, som bonus og pga. “Luna-effekten”.

På papiret, og Blodmåne formår virkelig at sælge sig selv med nogle sprudlende sprogblomster i presseteksten, burde det her være kærlighed ved første lyt. Og der var det da sådan set også da jeg sidste år anmeldte Blodmånes single “Spektakulære Morgenfugle “. Et fortryllende og helt forrygende nummer, som til fulde levede op til det lovede.

Den emmede, og emmer stadig, af falmede billeder af fjerne somre. Varme, nostalgiske minder, og en 70er blød vellyd, der sammen med den boblende lyrik skabte et rum, og en sindstilstand, man ikke frivilligt tjekker ud af igen. “Desværre” er det også med nogen afstand det bedste nummer på Blodmånes 11 numre lange udflugt tilbage i tiden.

Og jeg forstår på nuværende tidspunkt stadig ikke helt, hvor og hvad der gør at forelskelsen lidt for hurtigt falmer?! For Blodmåne ændrer sådan set ikke rigtig karakter, som pladen skrider frem. Gør noget forkert, eller andet som kunne fornærme mig. Det er mægtig rart det hele, og sproget bliver ved med at spire og blomstre. Eller gør det?

Allerede i andet nummer rammer jeg en form for usynlig mur, og synes at et eller andet skurrer. Hvor vi i åbningsnummeret flyder ud i det uendelige kosmos og svæver rundt, så er vi nede på jorden i “Hey Honey”. Hvor “rødspætten spjætter i persillesmør”. Et eller andet går for mig galt i overgangen mellem at svæve og stene i kosmos, lande på jorden og få kontakt med dagligdagen?

Det er blot et eksempel af flere fra det der følger, hvor lyrikken kommer til at fremstå lidt fortænkt. Som om, at Blodmånes ord, der virker levende og poetisk på papiret, ikke rigtig får vinger, når det synges. Som Harrison Ford sagde til George Lucas (efter sigende): “George, you can write this shit, but you can’t say it!”.

Det problem forstærkes af, at jeg hurtigt bliver hægtet lidt af rent musikalsk. Jeg begynder rent ud sagt at kede mig. Hvilket jeg naturligvis selv kan være skyld i, måske er jeg bare for utålmodig, eller stilen passer ikke til mit temperament? Det er som at albummet snegler sig fremad i et tænksomt tempo, hvor Blodmåne er et barn, der fascineres af naturen og tingene omkring ham.

“Tiden går i stå // Og et græsstrå // Som gror bag mine øjenlåg….”, og jeg kæmper allerede med at holde mine åbne, inden første linje af “Vi er intet uden drømme” er færdig. Det går næsten helt i stå på den efterfølgende “Svimlende Spiraler”, hvor jeg for alvor zoner ud, i stedet for at komme i samme transcenderende tilstand, det lyder som om Blodmåne har opnået.

Efterfølgende møder vi “Den Vandrende Pind”, en “Konkyliesnegl” og “Snogen”, og jeg får ufrivillige associationer til Roben og Knud. Der er desværre ingen “Andesangen” eller “Gøgen”. Der er dog “Du og Jeg” midt på pladen, der godt nok er lidt kærlighedssyg og banal rent lyrisk, men musikalsk dog dufter en smule af “Spektakulære Morgenfugle”.

Fuglene kvidrer (bogstaveligt talt), det er lun guitarbåret musik til naturelskeren i dig, der har brug for et soundtrack til en tur ud i det fri. Eller bare til at drømme dig væk fra hverdagen og hjemmets trummerum. Jeg kan næsten ikke yde det retfærdighed, hvor helstøbt den lyriske og lydmæssige oplevelse er på Spektakulære Morgenfugle. Derfor er det også endnu mere besynderligt og ærgerligt, at det bare ikke helt bider på mig i det lange løb.

Måske er det netop fordi, at Blodmåne virker meget fokuseret på at holde tonen naturpoetisk og neo-hippie blød at Spektakulære Morgenfugle ikke helt letter? Det bliver muligvis en klods om benet, og gør at det kommer til at føles som om pladen ender med at køre ufrivilligt i ring.

Samtidig er det umådeligt svært ikke at holde af Blodmåne og hans hjertevarme projekt. Det emmer af en positiv sjæl, der vil “os” det bedste, selvom den moderne verden måske er ude af balance – eller “vores” fokus skævt. På den led minder Blodmåne også om en evig drømmer som Neil Young. Der nok kan være barsk, bister og ude med riven, men i sin kerne er en håbefuld drømmer. Det kommer der så ikke nødvendigvis altid de bedste plader ud af.

Jeg synes Blodmåne og Spektakulære Morgenfugle fortjener at man giver den et lyt. Den er med sin delikate og følte indpakning og det spirende indhold et særsyn i disse tider. Blodmåne er nok også lidt UDENFOR tid, og kan sikkert fremstå ude af trit med den. Det er dog nok ganske bevidst og en del af pointen. Det er i hvert fald en del af charmen.

Blodmåne rummer også en poetisk åre, der kan noget. Her er det dog lidt som om, at han forelsker sig lige vel meget i naturen og visse billeder. Det ender for mig med at fastlåse i stedet for at sætte fri – får Blodmåne sat sproget fri, så er jeg ret overbevist om at det hele letter.

Af Ken Damgaard Thomsen

Previous articleGlimtvis: Weren’t We Just Dancing? (EP/Anmeldelse)
Next articleRepeatlisten 2024 #5

LEAVE A REPLY

Please enter your comment!
Please enter your name here

This site uses Akismet to reduce spam. Learn how your comment data is processed.