Engelske Bloc Party er tilbage med deres fjerde album, efter en periode hvor forsanger Kele Okereke udgav et solo-album, de øvrige medlemmer rodede med andre projekter, og der gik rygter om at gruppen var ved at gå i opløsning. Rygterne viste sig dog heldigvis ikke at holde stik.
Titlen ’Four’ kan henvise til flere ting – det er bandets fjerde album, der er fire medlemmer i bandet, og det er snart fire år siden Bloc Party udgav deres 3. album, ’Intimacy’, der eksperimenterede en del med loops, beats og elektronik.
På ’Four’ bevæger Bloc Party sig et skridt tilbage, og nærmer sig lyden fra deres første album, ’Silent Alarm’ og opfølgeren ’A Weekend in the City’. Guitaren er igen blevet det fremtrædende instrument og lyden er mere rå og knap så kompleks som på ’Intimacy’. Til gengæld er der også numre, der stritter i en ny og tungere retning.
’Four’ åbnes af ’So He Begins to Lie’, som er Bloc Party i klassisk aftapning – et markant guitarriff, et hakkende trommebeat, og Kele Okereke’s særegne, patos-fyldte vokal. På ’3 X 3’ finder Bloc Party inspiration i tungere grene af musikken, faktisk smager nummeret en del af Deftones og beslægtede bands. Dét slipper englænderne egentlig fornuftigt fra, både fordi de formår at lave gode guitarriffs og har en dygtig rytmesektion, men især på grund af Okereke’s vokal, som klæder de tungere toner.
’Octopus’ er i den lettere, catchy ende, med hænderne godt nede i britpoppens værktøjskasse, hvor der er fundet et ørehængerrefræn frem, ovenpå en vibrerende guitarfigur. Tænk Blur i det mørke hjørne. ’Real Talk’ bygger også på kendte Bloc Party materialer, inden ’Kettling’ indledes med nedstemt guitarbulder og rammer et sted mellem Bloc Party’s egen tidlige lyd og den tidligere nævnte Deftones-lignende lyd, med en, for Bloc Party, ganske ukarakteristisk guitarsolo indlagt.
’Day Four’ er mere afdæmpet, med en guitarfigur The Police kunne have opfundet, men står alligevel for mig som et af de mere jævne indslag på albummet. ’Coliseum’ starter ud i blueset country-rock, inden et heftigt riff sætter ind og trommerne tæskes fremad. En skizofren sag, som jeg ikke helt kan finde ud af om rykker på den gode eller den knap så gode måde.
’V.A.L.I.S.’ er igen Bloc Party i kendt og sikkert territorium i melodisk trav, hvor trommer og bas holder takten, mens Russell Lissack’s guitar og Kele Okereke’s vokal står for variationerne. ’Team A’ starter i lidt stillestående, jævnt tempo i kendte omgivelser, igen med guitar-inspiration fra britisk pop-rock i 80’erne – men der kommer mere tryk på mod slutningen, hvor nummeret udvikler sig dynamisk og i en anderledes tungt rocket retning. Det fungerer, igen på grund af de potente riffs og den rytmiske tightness.
’Truth’ er en lettere sag der, for mig, er i det kedelige hjørne. Det samme er desværre tilfældet for ’The Healing’, begge kompetent fremførte, men uden det rytmiske, tunge drive, flere af de andre numre besidder, mens de samtidig også mangler det sidste i at være egentligt iørefaldende og interessante nok melodisk. Her er man lige ved at tro at albummet får lov at fise ud i kedsommelighed. Men heldigvis hvæsser Okereke og kompagni rockkniven på sidste nummer, ’We Are Not Good People’. Farten skrues igen op og en potent og insisterende guitar driver nummeret frem. Okereke og resten af bandet er nærmest i punk-territorium i denne afsluttende udladning.
I det hele taget er der en befriende vitalitet og ligefremhed over store dele af ’Four’. Der er en god energi og Bloc Party afprøver nye, mere regulært rockede og til tider metallisk gnistrende retninger i deres lydbillede. Det fungerer ind i mellem rigtig glimrende, mens der også er numre hvor Bloc Party står mere stille i midttempo, 80’er inspireret, følsom rock. Englænderne har dog fortsat en stor styrke i Gordon Moakes og Matt Tong, der formår at variere rytmebunden og samtidig matche Lissack’s guitar og Okereke’s vokal på glimrende vis.
For mig stod ’A Weekend in the City’ og til dels også ’Intimacy’ som eksperimenterende rockmusik, som både formåede at være vedkommende, potent og samtidig overskride nogle grænser mellem rocken og andre genrer. Det var dog også svært at forestille sig at Bloc Party kunne fortsætte videre af sporet fra ’Intimacy’ uden at komme meget langt væk fra rocken. På ’Four’ søges der tilbage mod det oprindelige punk-inspirerede debut-album, ’Silent Alarm’, men der holdes også fast i nogle af de rytmiske elementer fra de mellemliggende albums, samtidig med at der blandes lidt ekstra tyngde i Bloc Party-melangen. Det fungerer, men jeg savner alligevel noget af den rytmiske idérigdom, med lån fra blandt andet hiphop og soul, som fandtes på album nummer 2 og 3, og som gjorde at bandet var et friskt pust på rockscenen.
Ikke desto mindre virker ’Four’, som tidligere nævnt, som et logisk skridt tilbage for briterne – og er som sådan absolut værd at tjekke ud. Især hvis man godt kan lide Bloc Party når pedalen trykkes i bund. Det er næsten for nemt at give ’Four’ 4 stjerner. Men det er ikke desto mindre det vi lander på. Og hey, det er bare et tal.
Anmeldt af Judas
Like GFRock på facebook, og få nyt om rock, rul, metal, and the what have you – hver dag!
