Blitzkrig har ryddet op i den post-punk/alt-rockende 70’er og 80’er inspirerede kælder og uden den store fanfare udsendt mini-albummet Sange 19/20, der som titlen antyder samler op på sange udgivet de seneste par år, så de nu kan kigge fremad. En samling sange der tegner mere end lovende for fremtiden!
OK, så det her er lidt en “bonus”-anmeldelse, i den forstand at bandet kun lidt af omveje har sendt udgivelsen til anmeldelse hos os, man kan vel sige, at jeg på en måde kom til at prikke lidt til dem. Jeg anmeldte sidste år singlen “Varm Kind (Vi Kommer Aldrig Ud)” fra bandet, en glimrende sang, men et nummer jeg måske ikke helt syntes var det oplagte valg som en single, da det er en lidt atypisk opbygget og atmosfærisk størrelse.
Efterfølgende har bandet blandt andet udsendt singlerne “Lyster” og “Blodrød Måne”, uden at de nåede frem til vores indbakke. I forbindelse med den netop afholdte Uhørt festival, hvor bandet gav en fremragende koncert, lavede jeg lidt optakt og faldt over disse single fra bandet på Spotify og Sange 19/20. Det førte til lidt korrespondance frem og tilbage med bandet, som selv erkender at de måske ikke har været de stærkeste til at promovere materialet overfor medier og at udgivelsen egentlig bare var tænkt som en form for oprydning, som de udsendte i stilhed inden de kiggede frem mod en kommende plade. Så det var lidt op til os om vi ville anmelde den alligevel.
Jeg er gået lidt frem og tilbage på det, hvis bandet selv gerne vil gøre rent bord og kigge frem, så er det måske unødvendigt, at jeg kigger tilbage ved at anmelde udgivelsen? På den anden side, så synes jeg de 6 sange (plus en lydsample intro til “Lyster”) der udgør Sange 19/20 er så stærke, at de fortjener at blive hørt af et større publikum, eller bare få lidt mere opmærksomhed. Og hvis nogle ord fra os på nogen måde kan bidrage med det, og at der kommer et par Spotify-ører mere i bandkassen, så bruger jeg gerne lidt tid på at nedfælde en form for anbefaling.
Det sidste skub kom i form af nævnte koncert på Uhørt, hvor sangene, og trioen, skulle vise om de kunne stå distancen live. Jeg erkender, at jeg var farvet på forhånd og virkelig gerne ville have, at det blev en god koncert, da jeg har lyttet en hel del til udgivelsen op til Uhørt. Men det var “fan”-lyt, jeg kan virkelig godt lide de her sange, og ikke så meget med “anmelder-ører”, hvis jeg har sådan nogle. Men der er en forskel og jeg har opdaget, at hvis jeg lytter til noget “af egen fri vilje” og ikke nødvendigvis med disse anmelder-ører, så kan jeg nogle gange slappe mere af og bare nyde musikken for hvad det er. Derfor er dette heller ikke en helt almindelig anmeldelse, den er farvet på forhånd, så læs det også som en art personlig anbefaling herfra.
Sange 19/20 er kort og godt en samling skidegode sange. Hvoraf de fleste i mine ører sagtens kunne have været udsendt som singler og også burde have kunnet kaste noget radio airplay af sig. Stilen er måske nogenlunde velkendt, det er 70’er og 80’ernes “alternative rockscene”, man kunne nævne bands som The Smiths og The Cure, men også med strejf af hjemlige navne som Kliché i den punk-rockede energi der også er til stede, som har været en tur omkring Thy, inden trioen rykkede til hovedstaden. Thy er ikke uvæsentlig her. Der er noget lidt vindblæst og, af mangel på bedre ord, “jysk” ro og tørhed over bandets lyd og tekster.
Jeg har tidligere rost et nummer som “Lyster”, der introduceres med et kort klip fra en gammel voxpop, det kunne lyde som noget fra et DR program fra 80’erne, hvor en ung knægt snakker om, at folk bare skulle have lov til at være perverse. Den lader til at handle om “det forbudte”; tabuerne som praktiseres derude, som du finder overalt, fra storbyen til de mindste flækker. Jeg kommer selv fra en lille flække, og har da af og til, når jeg tænker tilbage, overvejet hvad der mon egentlig foregik bag ligusterhækkene og i de gule parcelhuse, når gardinerne var trukket for. “Blodrød Måne” handler, ifølge introduktionen af sangen under koncerten på Uhørt, om dengang bandet var nogle knejte i Thy og huggede smøger og øl. Det er også, for mig, lyden af gamle stisystemer i landsbyen, hvor duften af sommerregn hænger i luften, eller hvor mørket lige er faldet på og man skal forbi det stykke på stien, hvor den der dårlige, blinkende pære sørger for ekstra spænding – har de mon fået den skiftet?
Fælles for de to numre er, at de er melodisk stærke, har nogle iørefaldende og smittende omkvæd og bare… sidder lige i skabet? Det er pisse gode sange, kort og godt! Men også numre som “DØR”, der har en næsten legesyg guitarklang og en melodi der er kvart i partymusik, men ikke kammer over i det, og den 80’er poppede “Video”, er sange som klistrer sig fast i øregangene på en, så de er vanskelige at komme af med. “Video” er måske det nummer der stilistisk og tonemæssig skiller sig mest ud på udgivelsen, og et af de numre jeg af en eller anden grund kunne forestille mig, at bandet gerne ville lægge bag sig? Det bare en fornemmelse jeg sidder med, jeg synes det er en rigtig god og fængende sang, men jeg kan også forstå, hvis det er den andre lyttere, eller bandet selv, synes stikker lidt ud blandt de 6 og ikke helt passer ind.
Ligesom hos de nævnte britiske forbilleder, er der også noget desperat og lidt frustreret over Blitzkrigs lyd, tydeligst på et nummer som “Vilde Hjerter”, hvor lyden og stemningen bliver lidt mere fjern, kølig og længselsfuld. Der er noget dobbeltvokal i visse passager, der skaber sådan en lidt hjemsøgt “ekkoeffekt”, som giver følelsen af afstand. Dog slipper man ikke helt for bandets sans for, at skrive fængende melodier og et matchende omkvæd. Blitzkrig skriver sgu, om de vil eller ej, meget synge-med-venlige omkvæd!
Ligesom til koncerten rundes der af med den mere højstemte og atmosfæriske “Varm Kind (Vi Kommer Aldrig Ud)”, der har et eller andet ildevarslende, militant og “koldkrigsklingende” over sig? Den lyder som en form for nedtælling, “2 minutter i midnat”, som igen giver mig en masse associationer til min barndom i 80’erne. Det var så BRUNT?! Men der er også varme, hvis du kan finde ind til kinden og lægge dig i mod den, den kalder ud gennem musikken og forsøger at suge dig tæt på. Jeg ved ikke om det lykkes, nummeret munder ud i en flot instrumental outtro, som kan tolkes som en form for forløsning…
Jeg vil ikke malke Blitzkrig og deres “gamle” materiale yderligere, men blot konstatere at, hvis det her er en kælderoprydning, hvor bandet bare skal af med sange af ældre dato, så er det en af årets bedste handler for dig som lytter. Slå til, Sange 19/20 er 26 minutters kvalitetstid og en udgivelse, der, om bandet vil eller ej, fortjener meget mere opmærksomhed.
Vi ender på 5 funklende stjerner og kigger forventningsfulde fremad.
Af Ken Damgaard Thomsen
