Blæst kommer dansende ind på den dansksprogede med ungdommelig friskhed, der dog trækker veksler på klassiske dyder og lige mangler det allersidste i sangskrivningen inden det for alvor letter.
I slipstrømmen af navne som Barselona, Hong Kong og ikke mindst Aksglæde lander Vindstille fra Blæst. 5 dansevenlige popnumre med tekster der kredser om hvad man går og bokser med som ung, både anno 2020 og sådan set til alle tider. Blæst er både nutidige og har i form af deres tekster noget almengyldigt over sig. Deres helt store force er dog, at de LYDER som det de er: en gruppe unge mennesker.
Der er noget lidt naivt, blåøjet og på bedste vis uskyldigt over både vokalerne, der veksler mellem kvinde og mand, nogle gange hver for sig andre i gange unisont, den kække, let-funky dansepop og lyrikken. Det er ganske charmerende og giver det hele en fornemmelse af autenticitet. Her prøver man ikke lyde smarte eller mere dybe og eftertænksomme end man er, ikke at man nødvendigvis er nogen af delene bare fordi man har flere år på bagen.
Det er musik af unge mennesker til og for unge mennesker, hvilket nok også gør, at jeg grundet mine 41 år falder noget udenfor målgruppen. Men jeg kan relatere til den indgroede følelse af at være ung og de tanker man går og bokser med, men også en dejlig sner af ubekymrethed, som man især finder i den musikalske del. Det er måske ligemvel danskefunky til min egen smag men, det er og bliver en smagssag.
Når de (sammen med Dusin) laver “Kig-væk finten, nu kan jeg ikke finde dig” på et nummer som “Gemmeleg”, så forstår man metaforen og bliver straks transporteret tilbage til dengang man selv praktiserede disse “gemmelege”. Blæst strøer den slags rammende beskrivelser og billeder ud over de 5 relativt korte numre med nænsom hånd. Der lurer næsten konstant en fin formulering om næste lyriske hjørne i nogle generelt velskrevede og ikke mindst mundrette tekster. Der er intet prætentiøst at finde her, “ørehængende popmusik til den danske ungdom”, som det kaldes i presseteksten.
Skal man sætte en finger på noget, som også rent faktisk kan have lidt med de 4 medlemmer, Fernanda, Anders, Lauge og Valentins unge alder og musikalske erfaring at gøre, så er det, at nok har sangene generelt god ørehænger kvalitet – men numrene er måske ikke så mindeværdige eller hænger rigtig fast efter endt lytning. De lever meget i nuet, hvilket lægger sig fint op af den umiddelbarhed der gennemstrømmer Vindstille men sætter sig altså ikke helt fast, i hvert fald ikke i en sådan grad at jeg stadig nynner melodierne bagefter.
Mens musikken spiller og bandet danser sig igennem numre som “Dine Hænder”, eller den gode og smittende åbner “Ikke Sige Nej”, så sidder man og nikker med mens Fernanda med hendes herligt u-perfekte vokal tager en ved hånden og hiver en ud til en lidt blufærdig sving-om. Hun har altså en vokal, der kan et eller andet. U-perfekt, jo, eller u-skolet, hendes vokal fremstår ganske enkelt dejligt uspoleret, hvilket igen forstærker den grundlæggende følelse af, at man lytter til noget ungt og ægte.
Der er også denne helt overordnede følelse af uforfalsket ungdom og alt der hører til, som giver Vindstille et stød op på 4 sikre stjerner. Jeg ville måske skrue lidt ned for funken fremover og begynde at udforske poppens kroge lidt mere og så skal der bare arbejdes lidt med, at skrive nogle numre som ikke kun fænger i nuet men, som jeg også husker i morgen. Så ser morgendagen rigtig, rigtig lovende ud for Blæst.
Af Ken Damgaard Thomsen
