Black Swamp Water fra Silkeborg er klar med deres debutalbum, en tungtrockende sag hvor bandet kommer vidt omkring, fra whiskey-stinkende rock og rul, over en tur ud i sumpen og numre der nærmer sig metallisk heavyrock. Materialet er bundsolidt, men næsten så varieret i tone og stil, at helhedsindtrykket bliver en kende diffust.
Man sidder med fornemmelsen af et band, der kan og vil rigtig meget og også gerne vil vise det meste af det. Som solide bidder fra forskellige afkroge af den primært amerikanske rock fungerer albummet generelt godt, men som samlet værk ender de mange inspirationskilder med at mudre det samlede billede lidt til. Det bliver kort sagt lidt usammenhængende og stritter i for mange retninger.
Bandets udflugter over 11 numre er heldigvis sjældent kedelige og overordnet musikalsk kompetent udført, kun et par steder truer tomgangen med at sætte i. Det ligger næsten implicit i det univers og de stilarter Black Swamp Water helliger sig på Chapter One, at også klichéen lurer lige om hjørnet, ikke som et problem for nydelsen, mere som resultat af, at bandet ikke er ude på at genopfinde nogen genre. Det kunne synes lidt uambitiøst, men på den anden side skal der sgu også være plads til, at man bare spiller det man kan lide – uden at skulle skæve til om det i bund og grund er hørt før.
På et nummer som den lidt kluntet betitlede “Efuckingnough” melder en snigende følelse af tomgang sig, som det 5 minutter lange heavyrockende nummer skrider frem. Her er det som om spilletiden bliver for lang i forhold til hvad bandet har af idéer. Andre steder, som albummets andet nummer “Harmless”, der sniger sig op over 5 minutter, er det som om bandet er ved at overdøve dem selv. Det er fedt at der er godt med smæk på, ikke mindst trommerne i dette tilfælde, men det er lige før det kammer over og bliver for højlydt og buldrende, så andre nuancer drukner en smule. Her kunne sangskrivningen også have været strammet lidt op, det er som om sangen får lov til at brede sig mere end nødvendigt og de tunge tæsk ikke bliver så præcise som man kunne have ønsket sig.
På “Run”, albummets næstsidste nummer, kigger den grungede inspiration man også aner hist og her, for alvor frem. Jeg tænker noget i retning af Stone Temple Pilots, tilsat lidt akustisk guitar og nogle diskrete strygere, ikke dumt, men igen heller ikke ligefrem nytænkning.
Det er der heller ikke at finde på albummets mest ballade-klingende nummer, “Into The Fire, hvor bandet kaster sig ud i den lidt fortærskede disciplin med at inkludere ordet og metaforen “fire” i teksten (og titlen). Hvad er der med rockbands og det ord og vendingen “into the fire”? Det er nok noget med at det er et ord der lyder fedt når det bliver sunget, og et billede som alle kan relatere til eller forstå, også her. Rigtig godt, og også velsunget, nummer, der viser at Black Swamp Water i hvert fald har styr på hvordan man skuer sådan en sag sammen. Ekstra plus i bogen til den korte “Interlude”, der som titlen antyder er et lille mellemspil, her med klaver, som også fungerer godt som intro til “Into The Fire”, og får bygget en ret flot stemning op. Delikat lille sag.
Højdepunktet for mig er der hvor Black Swamp Water lyder som bandnavnet antyder, sangen hedder endda “Black Swamp Water”. Her bliver vi (endelig) trukket helt ud i sumpen og trukket ned i mørket. “Black Swamp Water // dragging me down // Making life shorter // Now I’m gonna drown”, lyder det i omkvædet. Stor poesi er der som sådan ikke, men med det ildevarslende og dunkelt rumlende lydbillede til at lægge sig som en kulsort skygge omkring ordene, så opnår det den helt rette virkning. En ordentlig tungrockende basse, hvor arven efter Balck Sabbath kan anes i det sumpede pløre.
Den slags kunne jeg sagtens have tålt mere af på Chapter One, hvor det ikke er idéer og lyst til at udforske sin egen lyd, Black Swamp Water mangler. Det er der fordele og ulemper ved, men de overordnede spørgsmål jeg sidder tilbage med efter at have lyttet albummet igennem er, hvem er Black Swamp Water egentlig, hvor skal vi hen og er bandet selv helt klar over det?
De får testet vandene på Chapter One, og synker ikke til bunds nogen steder, selvom der hist og her padles lidt, men det ville nok styrke helhedsindtrykket hvis der blev udpeget en klar kurs – og den blev holdt. Jeg ville styre mod sumpen, hvis jeg var dem, der ligger der måske flere stjerner og gemmer sig end de lidt tilmudrede 4 det bliver til i denne omgang.
Af Ken Damgaard Thomsen
