Gode nyheder! Efter at have stået bag et par uinspirerede og indadvendte udgivelser, er Robert Been, Peter Hayes og hestepigen fra Aarhus, Leah Shapiro, blevet udadvendte og harmoniske at lytte til. Motorcykelkliken oser ligefrem af overskud og fremdrift på deres sjette skive Specter at the Feast.
Specter at the Feast går bestemt ikke på kompromis med den lyd, vi kender B.R.M.C. for. Det er stadig beskidt, skramlet og støvet. Det er nærmest blevet endnu mere utæmmeligt, på en måde vi ikke har hørt siden debuten fra 2001, hvor de tog såvel bluesfolk som grungefans med storm. Den lyd har fulgt bandet på tværs af og udgivelser og genreskift. Forskellen er, at gruppen på Specter at the Feast fremstår selvsikre og kompromisløse i kompositioner og udførelse, i modsætning til den slingrekurs de havde gang i på f.eks. Baby 81, Beat the Devils Tattoo og instrumentalskiven Effects of 333. Væk er det indadvendte og konstruerede til fordel for det umiddelbare og nærværende.
Jeg må indrømme, jeg var ved at blive nervøs. B.R.M.C. virkede faktisk som et band, der langsomt men sikkert var ved at miste gnisten. Og helt galt kunne det være gået, da den melankolske Robert Been mistede sin far, som også var bandets livetekniker.
Men nej. Og det bedste bevis på bandets nuværende tilstand er faktisk førstesinglen ‘Let the Day Begin’, som er et cover af bandet The Call, hvor Beens far Michael Been var guitarist og vokalist. Her fremstår B.R.M.C. som nogle legesyge størrelser, der er klar til igen at lade instinktet råde. Det er rå energi. Og den stil forsætter de på numre som for eksempel ‘Teenage Disease’ og ikke mindst ‘Funny Games’. Sidstnævnte er i øvrigt i den grad en popslasker.
Det hele er selvsagt ikke liv og glade dage. Vemodigheden er til stede i lyrikken, hvilket giver masser af mening ovenpå de musiske og personlige oplevelser gruppen har været igennem, men Peter Hayes og Robert Been virker åbne og fortællelystne. Det klæ’r dem. De har da heller ikke ladt deres tilbagelænede bluesede og småstenede univers i stikken. Det hører man på blandt andet ‘Lullaby’, ‘Some Kind of Ghost’ og ‘Sometimes the Light’. Sidstnævnte er én lang messende korhymne, der sagtens kunne have fortsat længere for min skyld. I modsætning til de sidste par udgivelser, fremstår denne slags skæringer på Specter at the Feast som tilbagelænede tiltrængte oaser, netop fordi skivens overordnede tema er rå energi og fremdrift.
Kun et par gange bliver det lidt for ligetil, og numre som ‘Rival’ og ‘Hate the Taste’ kommer til at smage en smule af middelmådighed, og løfter sig aldrig rigtigt op på det niveau, der ellers kendetegner størstedelen af pladen.
Black Rebel Motorcycle Club anno 2013 er et band, der er blevet genfødt i nogle lidt mere komfortable læderjakker end for 15 år siden. De formår endelig at skabe en sammenhæng mellem blues, grunge, folk, amaricana og alle de andre udtryk, de har berørt gennem årene. Det gør det harmonisk, og jeg kan li’ det. Fem stjerner for en gennemført udgivelse, hvor der dog godt kunne være blevet sorteret et par numre fra blandt Specter at the Feasts 12 skæringer.
Anmeldt af Cristo
Like GFRock på facebook, og få nyt om rock, rul, metal and the what have you – hver dag!
