Indbegrebet af rock’ n’ roll ramte noget så eftertrykkeligt Posten i Odense tirsdag aften. Black Rebel Motorcycle Club viste ingen nåde, og gav den brogede publikumsskare, på det godt pakkede spillested, en rocklektion de sent vil glemme.
Trioen fra San Fransisco, anført af frontmændene Robert Been og Peter Hayes med det danske islæt Leah Shapiro bag trommerne, indtog scenen kl. 21.05, efter at Aarhusianske Tales Of Murder and Dust havde varmet publikum op på fornemmeste vis, med deres dystre, atmosfæriske og ikke mindst støjende, rock.
Black Rebel Motorcycle Club er kendt for deres meget introverte live-optrædener, hvor masser af røg og backlight er hovedingredienserne i deres sceneshow. Dette medfører at bandet forsvinder ind i deres eget univers på scenen og fremstår som silhuetter for publikum. Dette passer perfekt til deres lydbillede, men det medfører så også meget begrænset publikumskontakt. Til aftenens koncert var der sparet lidt på både røg og backlight, bevares, der var stadig rigeligt af begge dele, men ikke mere end man kunne se alt hvad der forgik på scenen under hele koncerten. Ikke nok med det, så var der mere publikumskontakt end jeg har oplevet de to gange jeg tidligere har set bandet live, uden det dog på nogen måde tog overhånd.
Ydermere var kontakten mellem de tre bandmedlemmer god. Bassist/forsanger Robert Been og guitarist/forsanger Peter Hayes supplerede hinanden sublimt, både når den ene sang vers og den anden omkvæd, når de byttede instrumenter og dermed også plads på. Robert Been har desuden en meget unik tilgang til måden at spille bas på, og den fik regelmæssigt nogle ture rundt, op og ud mod publikum, hvilket var en af grundene til at bandet for alvor kom ud over scenekanten.
Der blev startet op lige på og hårdt med “Little Things Gone Wild”, første single fra deres kommende album, Wrong Creatures. Et nummer indeholdende den lækre blanding af bandets kendetegn, garagerock, folk, blues, og americana garneret med lidt psych og punk – tja, stort set alt der kan støves op af genrer indenfor rock. Desuden var der en anelse mere variation på åbneren end på størstedelen af sangene fra deres bagkatalog.
En gedigen åbner, hvor stilen for resten af koncerten blev lagt for dagen. Leah Shapiro, tempo-styrkvinden bag trommerne, var tight as hell, næsten for tight, og styrede slagets gang, med hendes særprægede mekaniske og repeterende stil, som holdte styr på de to frontmænd. Især Robert Been, der for det meste tager sig af bas og vokal, skulle holdes lidt i snor, da han har en stil, som bedst kan beskrives som kontrolleret sjusket. For det er i den grad trommerne der samler, forener og holder styr på de, til tider, udsvævende udskejelser fra de to herrer i forgrunden og det blev gjort til UG, det var ren VM guld i trommetæv.
Herfra tog det ene nummer det andet, 10 hurtige fra hoften blev fyret af på under 50 minutter, hvor sange som “Beat The Devils Tattoo”, “Aint No Easy Way” og “Love Burns” stod frem. Dog skal et par af bandets nye sange også fremhæves. “Little Things Gone Wild” har vi været forbi, men “Haunt” stak i særdeleshed ud, hold nu kæft et fedt nummer, og hold nu kæft en bas der var monteret på det monster, jøsses den smækkede i mavsen. 4 af de første 10 sange var desuden fra den kommende plade, lidt friskt, og det medførte også, at første del af koncerten fremstod lidt tung eller langtrukken, men sådan er det jo oftest når der er mange sange i spil man ikke kender, og at man jo bare gerne vil høre noget man kender. Jeg var, modsat andre kunne jeg fornemme, godt tilfreds med denne del af koncerten. Ja, bandet skulle lige bruge 2-3 sange på at komme helt op i gear, og de nye sange skulle man da også tygge lidt på, men alt i alt en mere end godt kendt ” 1.halvleg”.
10 sange inde, og jeg stod og tænkte, nå 3-4 mere, så er der nok ekstra numre, og så er det ellers i bilen nach Hadersleben. But no. Bandet satte lige amerikaneren i 7. gear, og trådte speederen igennem gulvet. For var der smæk på tidligere, så skal jeg da love for at de sidste 13 sange blæste publikum fuldstændig omkuld, på trods af 2 akustiske indslag, som blev fremført solo skiftevis af Robert Been der efter lidt start problemer med at erindre noget tekst, fik fremført en fornem udgave af “Lullaby” og Peter Hayes der tog sig kærligt af “Fault Line” – et fedt lille afbræk i muren af lyd.
Udover disse stille momenter, var der ingen kære mor, og de som hungrede efter nogle kendte sange fra bagkataloget blev forkælet. Men der blev da også lige plads til 3 mere fra det nye album, det enlige og smukke ekstranummer “Ninth Configuration”, uptempo skallesmækkeren “Bandung Hum” samt den stille og eksplosive “Carried From The Start”. Men det var ikke overraskende the good ol’ tracks der tog publikum med storm.
En ren hitkavalkade bestående af “Shuffle Your Feet”, en feeed udgave af “666 Conducer”, “Red Eyes and Tears”, Six Barrel Shotgun, Spread Your Love og selvfølgelig “Punk Song(Whatever happened To My Rock ‘N’ Roll)” fuldendte en af det mest rock ‘n’ roll oplevelser jeg længe har været en del af – og så på en tirsdag. Et par gutter bag mig, blev under koncerten enige om, at det jo et eller andet sted var som at blive overfaldet, det man på Posten tirsdag aften blev udsat for – og de havde så evigt ret.
Hele 23 sange blev det til, cirka 2 timers konstant rock ‘n’ roll bombardement, toppet op med en helt og aldeles sublim lyd, et super spillested og et ok medlevende tirsdags-publikum, der til tider stod med åben mund og polypper, over den lydmur trioen leverede, hiver den samlede bedømmelse op på 5 rebelske stjerner.
Sætliste:
Little Things Gone Wild
Let The Day Begin
Beat The Devils Tattoo
Ain’t No Easy Way
King Of Bones
Berlin
Conscience Killer
Haunt
Question Of Faith
Love Burns
White Palms
Stop
Carried From The Start
Lullaby – Robert Been akustisk
Fault Line – Peter Hayes aksustisk
Shuffle Your Feet
666 Conducer
Red Eyes And Tears
Bandung Hum
Six Barrel Shotgun
Spread Your Love
Punk Song (Whatever happened To My Rock ‘N’ Roll)
Ekstra:
Ninth Configuration
Anmeldt af Thomas Bjerregaard Bonde
Fotos: Thomas Bjerregaard Bonde / GFR
