Så er det tid til at rocke og rulle som var der ingen ny dag i morgen. Skide være med modeluner og tidstypiske, smarte toner, Black Oak County fra Esbjerg spoler tiden 25-35 år tilbage på deres debutalbum, og det slipper de rigtig godt fra et langt stykke hen ad vejen.
Det er en vej belagt med store, rockende riffs og masser af attitude og energi, med en forsanger bag rattet, som giver den fuld pedal – Black Oak County er et band, der på alle måder er larmende og VIL høres!
Det er der nu også god grund til, alright, man kører en lille smule død i rockland som pladen skrider frem, så 10 numre måske virker som 2 for meget. Måske er det også fordi, at bandet fyrer de bedste numre af inden vi når til vejs ende, hvor “Nothing To Say” og “Never Cared” lidt kommer til at virke som gentagelser af noget vi har hørt tidligere på pladen. Men det kan altså også skyldes en overordnet mætning hos mig som lytter.
Black Oak County giver den nemlig, med en enkelt undtagelse, balladen “If You Only Knew”, stort set fuld skrue hele vejen igennem, og selv i balladen får den altså godt med sovs og kartofler indenfor balladens ramme. En ramme der er lige ved at slå revner, fordi forsanger Niels Beier insisterer på at den bare skal have max power.
En anden gang ville det måske være anbefalelsesværdigt, at lette trykket ved at skrue en smule ned hist og her, i stedet for at lette det ved at lade ventiler og remme sprænge – bare så man ikke kommer til at brøle lytteren halv-døv, eller virkningen fra vokalen fortager sig. Den er nemlig ganske glimrende, indenfor rockens parametre. Bevares, det er ikke opera og det er måske så som så med den egentlige spændvidde, men den passer nærmest perfekt til den stil, Black Oak County lægger for dagen.
Eller der er faktisk tale om flere rockede stilarter, albummet er en slags opsamling af numre bandet har skrevet karrieren igennem, hvilket man også sagtens kan høre i variationen. Heldigvis er det mest med til at give pladen noget alsidighed, fra tempofyldt fræser-ud-af-landevejen rock som åbneren “Someone Else”, over kraftfuld, mere sleaze-klingende hardrock på “The Bogeyman” til den mere sydstatsorienterede redneck tungrock på “Rated R For Redneck”, der viser bandet i deres mest primitivt brølende hjørne.
Selvom vi kommer godt omkring i den klassiske rocks hjørner, er man aldrig i tvivl om, at der er tale om det samme band. Det, der især holder sammen på skidtet, udover den insisterende forsanger, er bandets fine fornemmelse for melodier og riffs, der rammer plet og er svære at modstå. På sin vis har bandet en del tilfælles med en gruppe som I’ll Be Damned, i hvert fald på nævnte områder, men også i følelsen af, at det her på en måde er ret raffineret røvballet, hvis man kan sige det på den måde.
De to højdepunkter for mig falder lige efter hinanden, midt på pladen, hvor “Mad Dog” bider godt fra sig og “Save Me” viser bandet fra en lidt mere anthem-melodisk side. Det er hver især glimrende numre, som nok skal kunne gøre sig på mere rock-orienterede radiokanaler, hvis det da ikke allerede er tilfældet.
