Black Dog Howl forsætter på Psalm med den dystre americana på deres første fuldlængdealbum. Som albumtitlen indikerer, er omdrejningspunktet for teksterne religioner med mellemøstligt udspring. Og med mindst én decideret perle på albummet, slås der gode takter.
Der lægges forholdsvis traditionelt fra land med ‘Low Moon’, ‘Still Around’ og ‘Hard to Love’. Blueset – nærmest deep south-agtigt – spilles der, og forsanger Mazdak Khosravis mørke vokal næsten reciterer det ene øjeblik for så det næste at musicere det næste. Signe Møller Rosendahls b-vokal løfter og støtter med en mørk lød lagt i perfekt balance med forsangeren.
Det er en ret enkel instrumentering, dog med så mange detaljer at vi tydeligvis har bevæget os væk fra de mere enkle blues-instrumenteringer og over i retning af noget mere stemnings-skabende.Der er forholdsvis mange lag og lækre, små guitarer, der (selvfølgelig) suppleres med lækkert trommespil, forskellige synths – som vel at mærke ikke lyder syntetiske – orgel og på senere numre endda både træ- og messingblæsere.
‘Still Around’ når endda næsten op i noget dansabelt, selv om det til enhver tid er vokalen, der står i centrum.
‘Hard to Love’ er sådan en sej, drevet slow blues-sang, der vugger derudaf og i bedste big-band stil har blæs i refrænet og derpå følgende mellemspil. Det er for pænt til at være sådan helt Tom Waits-agtigt, men der er noget af den samme feel over nogle af Waits’ sange.
‘Palestine’ bliver så lidt tungere i teksten og taler om Rabbi Joe, der bare så gerne vil begraves i Palæstina. Kontroversielt emne, og lad os da bare sige, det ikke ender super godt for den kære rabbiner.
Op i tempoet og stemningen kommer vi så igen på ‘Basement’, som da godt nok handler om at låse folk i kælderen – men også virker til at være en i denne sammenhæng lidt bizar opfordring til at danse. I virkeligheden lidt murder-ballad agtigt.
‘Blackheart’ har vi bragt som Dagens Track og for alle nummerets kvaliteter, så er det ikke rigtigt dét, der står frem på albummet. Det er derimod ‘Warlike Man’ som besidder nogle stærke kvaliteter. Det kunne for så vidt godt være Leonard Cohen, der havde skrevet det her. Masser af vers og et uhyggeligt stærkt refræn, der understøtter Khosravis vokal med både subtile crescendo/decrescendo-blæs og Rosendahls ditto vokal.
Khosravis stemme minder her ret meget om Brad Roberts’ (Crash Test Dummies), hvilket passer decideret fremragende. Det er så oven i købet en dyster, dyster tekst om krig, patronhylstre og broderskab. 7 minutter kan synes længe, men i denne Cohen’ske udskæring kommer det aldrig til at føles sådan. Der storytelles og drives stille og roligt frem med luftige whiskers, et mørkt klaver og en præcis bas. Og for lige at sende hints til Nick Cave, får vi også en violin ind over…
For meget? Overhovedet ikke! Det er pisse godt!
De sidste tre numre, ‘Jonah’s Oak’, ‘Their House’ og ‘Leave the Light On’ vugger derudaf, men sender igen tankerne i retning af Cave. Især ‘Their House’ kunne i introen sagtens have været at finde på et Cave-album – med violin og let twang på tonaliteten. Selv Khosravis vokal bliver helt Cave’sk i refrænet og selv om der stadig sendes tanker i retning af Roberts, så kunne det utrænede øre godt have forestillet sig at vi her havde fat i et nyt Cave-nummer.
Og da vi roligt lukker ned med ‘Leave The Light On’ sidder man tilbage med en fornemmelse af, at det er en plade, der vil noget. Blues / americana er ret gennemtærsket og der er vel heller ikke noget decideret nyt i at lægge et mellemøstligt / bibelsk tema.
Black Dog Howl formår dog at gøre pladen interessant – især i den sidste tredjedel. Og når stærk stemme møder interessante tekster og evner til at indspille, så er man i virkelig god gænge.
Jeg vil bestemt kunne finde pladen frem igen for især at nyde ‘Warlike Man’ og ‘Their House’ – hvor andre numre måske er lidt nemmere at springe over.
Alt i alt et ret flot album, som jeg hermed tildeler fire, flotte stjerner.
Af Troels-Henrik Krag
Besøg Black Dog Howl på Facebook
