Så skal vi ud på de mørke, jyske sletter til en omgang dunkel, blues’et americana-folk, med dragende mande- og kvindevokal i front, som det helt store trækplaster. Autumn Belles & Bourbon Souls lyder næsten som man kunne forestille sig med den titel.
Der hænger en snert af Murders Ballads i luftne når man lytter til den nye 6 numre lange EP fra duoen Black Dog Howl, der består af Mazdak Khosravi (vokal, akustisk guitar, cigarkasseguitar og kæder) og Signe Møller Rosendal (vokal, trommer, percussion, klaver og kæder), plus nogle gæstemusikere på denne udgivelse.
Med den instrumentering, så kan man måske også allerede fornemme, at det her er en af den slags udgivelser der gerne må rasle lidt i krogene.
En af Black Dog Howl’s forcer er da også, at det ikke bliver alt for poleret og pænt, den dunkle stemning musikken slår an bliver således ikke generet af alt for meget lys – heller ikke i produktionen. En anden stor force er så de nævnte vokaler, hvor opsætningen med mørk mandevokal og lys kvinde måske ikke er videre revolutionerende, så kommer man ikke uden om, at det ganske enkelt fungerer. Især når det lægges ovenpå et solidt fundament.
Det musikalske fundament på Autumn Belles & Bourbon Souls er stensikkert, stilbevidst og ganske dragende og tillokkende. Det sidste er næsten det vigtigste, for det er her Black Dog Howl undgår at drukne lidt i mængden af nyere kunstnere, som har ladet mørket falde på og taget instrumenterne med i natten og ladet tankerne vandre og danse i skyggerne.
Vi lægger ud med at bevæge os godt ud i sumpene i de amerikanske sydstater på “Hands Down Father”, hvor stemningen fra start er nærmest truende. Tempoet ligger et sted mellem rask lusken og “små- løb fordi der måske er nogen efter mig” mens Khosravi brummer og vrænger om whisky og pistoler. Rosendal’s lysere vokal ligger et par skridt bagved og leverer kor og andenstemme, mens Khosravi pisker nummeret fremad og den faretruende stemning i vejret.
Det er egentlig ganske simple virkemidler duoen benytter sig af, men alligevel rummer et nummer som dette utroligt meget atmosfære og lyd – det lyder simpelthen HØJT, trods den diskrete instrumentering. Modsat er tilfældet på “Sons Of The River”, hvor vi finder os i gotisk ballade-land. Lidt strygere blander sig i det hovedsageligt akustiske lydbillede, Khosravi’s nu mere tilbageholdende, fortællende stemme er helt i centrum, mens der fremmanes en klassisk fortælling om en kvinde der tager hendes to sønner med ned til floden, og…….
Et fint nummer, men også et hvor jeg måske savner lidt mere Rosendal, eventuelt som et spøgelsesagtigt ekko et sted i baggrunden, eller lidt mere drama af en eller anden art. Bestemt ikke et dårligt nummer, og hensigten har sikkert været at holde det så enkelt og nedtonet som muligt, men jeg bliver aldrig helt opslugt af det.
Så er jeg straks mere betaget af “Ocean Floor”, hvor virkemidlerne bliver helt enkle og nedbarberede. Det rasler, klirrer og så er der en guitar. Nå ja, og vokalerne, hvor Khosravi går i Johnny Cash mode med både klangen og sangstilen. Eller er det faktisk næsten mere Joaquin Phoenix’s bud på Johnny Cash? Anyway, det skulle ikke forstås som en kritik, det lyder kulsort og fedt, men sammenligningen hænger i luften – så er det op til den enkelte om man finder det distraherende.
Den old school blues-rockede følelse, der hugger nummeret fremad, har næsten noget 70’er rocket over sig, altså i en helt stripped down form, forstår sig. Endnu en kvalitet ved Black Down Howl – det er destilleret ind til kernen, ikke så meget pis.
Den destillerede stil fører over i den kun lidt over 2 minutter lange, tempofyldte druk-bluesrocker “Leave The Bottle”, der smager lidt henad The White Stripes, hvis man skrællede den elektriske guitar væk. Men det er jo også en duo og en sangskriver i form af Jack White, der har snablen dybt begravet, og finder drivkraft i, de helt klassiske, ofte blues påvirkede, amerikanske musikgenrer. Rockens ursuppe så at sige.
Black Dog Howl skriver dog, endnu, ikke helt så catchy melodier som eksempelvis Jack White – jeg er heller ikke sikker på at det er hensigten eller målet? På “Black Nancy” bliver det dog netop mere catchy, når bluesen rykkes ud på verandaen, så vi kan få os en smøg og knipse og vippe med på den fint vuggende, lille melodi der driver nummeret fremad. Her synger vokalerne igen rigtig flot og virkningsfuld op mod hinanden, når Rosendal ikke lige trækker sig tilbage i lydbilledet og giver den dybe røst frit spillerum. Strygerne dukker op igen og giver et ekstra pift til det der måske er EP’en bedste nummer, eller i hvert fald min personlige favorit.
Autumn Belles & Bourbon Souls lukkes og slukkes med “Evil Soul”, hvor Rosendal får lov til at sole sig i det dæmpede spotlys på egen hånd i første vers, inden Khosravi tager over i andet – inden de, naturligvis, mødes senere i sangen . En kærkommen variation af duoens fremgangsmåde, i det der samtidig også er EP’ens længste nummer med sine 4 minutter. Det er måske lige i overkanten i forhold til det skarpskårne koncept og tilgang duoen har benyttet hidtil, men vi kommer da i land uden at de går i stå.
Black Dog Howl formår at få rigtig meget ud af hvad der umiddelbart kunne virke som lidt, og som en række begrænsede virkemidler. De får bygget et stemningsfuld og også ganske dragende lille formørket univers op, på en bund af bundsolide numre. Jeg savner måske lige et enkelt nummer eller to der løfter sig fra “rigtig godt” til fremragende, ligesom jeg aldrig helt bliver fuldstændig opslugt af tonerne og atmosfæren på Autumn Belles & Bourbon Souls – selvom den lokker!
Derfor ender vi på 4 store stjerner, der kaster lidt lys ind i mørket.
Af Ken Damgaard Thomsen
Besøg Black Dog Howl på Facebook
