Københavnske Black Book Lodge er ikke helt nemme at sætte i bås. Det er tungt, men melodisk, progressivt, men tilgængeligt. Der er både stoner metal/rock elementer, der lugter lidt af amerikanske sydstater og en bismag af progressive metalbands som Tool, og mere regulær tungrock i blandingen, der kort og godt fungerer på forbilledlig vis.
Tûndra. Det lyder øde, koldt og lidt mystisk. Forblæst og måske også farligt. Vi bevæger os ud på tundraen med forsigtige skridt, en susen i det fjerne varsler at der er noget på vej. Og der er noget på vej. Det er ‘Battering Ram’, albummets første nummer, der går i gang med en næsten Tool’sk vokal, først blot pakket ind i guitar og bas, inden musklerne pumpes op og trommerne banker sig ind i lydbilledet, og nummeret for alvor bevæger sig ind i éns synsfelt som en mammut med snabel og stødtænder svingende. Tungt, men uden det bliver uelegant (OK, så er mammutten måske ikke den bedste metafor, men det var hvad der dukkede op på den indre tundra).
På ‘Black Sheep/Prodigal Sons’ er der mere rockswagger i versene, og selv om omkvædet har tyngde, er vi i noget af det mest radiovenlige på albummet. Et nummer, der også på en eller anden måde taler lidt til hofterne, så man får lyst til at gå lidt ligesom ham der Jagger, i hvert fald indtil den afsluttende instrumentale afslutning, der taler mere til det progressive rock/metal publikum med en guitar, der får lov at udfolde sig. En trommeovergang skaber broen til ‘Pendulum’, der måske er albummets stærkeste skæring. Igen er der masser af tyngde, og ikke mindst et stærkt medrivende riff, der hurtigt forplanter sig ud i støvlesnuden, så man tramper lystigt med. Det er kort og godt swingende stoner-rock/metal af bedste aftapning, og med det der lille twist af egen lyd, der adskiller Black Book Lodge fra de mange andre bands, der gør sig i genren. Omkvædet er også stærkt nok til at vi her har et nummer, der tåler at blive spillet mange gange.
Det er i det hele taget gældende for sangene på albummet, at de vokser med gennemlytningerne. Således også ‘Lupus’, der slæbeswinger sig frem med store armbevægelser som en anden Bud Spencer, bevæbnet med en fintunet guitarsolo til slut, og ‘Thalassa’, der kan brøste sig af endnu et glimrende riff, der farer gennem ens ører, som en udforskende energistråle fra det ydre rum, omsluttet af Jakob Gundels tunge trommearbejde og med Ronny Jønssons vokal svævende i lydbilledet.
Forbandet medrivende bliver det på ‘The Call’, der med autoritet bombarderer lytteren fra start, så man må overgive sig og nikke anerkendende i retning af riffene endnu engang. Her er vi metaforisk i perioder nærmest ovre i en lavine, der tromler alt ned på sin vej, godt understreget af Trygve Borelli Lunds bastante basspil, der ligger som en konstant bund under Ronny Jønssons guitarer.
Tempoet sættes ned på albummets sidste tredjedel, som ‘Cripplegate’ indleder med sit nærmest vaklende groove, og mere atmosfæriske stykker. Her bliver der også eksperimenteret lidt med vokalarbejdet, som ganske enkelt fungerer rigtig godt. En velplaceret guitarsolo understreger, at Black Book Lodge har rigtig godt fat om kompositionerne, hvadenten det drejer sig om mere tempofyldte baskere, eller tungere, langsommere sager som ‘Cripplegate’.
Helt ned i tempo kommer vi på ‘Tûndra’, der er Black Book Lodge i deres mest afdæmpede hjørne. Det fungerer egentlig ganske okay, men i forhold til de tungere numre, så mangler der noget intensitet, og musikalsk bliver det næsten for let i tonen, selv om lyrikken er i det mørke hjørne, som på albummet i øvrigt. Variation bidrager det med, men det bliver næppe et af de numre jeg kommer til at vende tilbage til mange gange.
Afslutteren ‘Empire’ starter også dæmpet, med en ildevarslende baslinie og flerstemmige vokaler, der langsomt bygger op mod det tunge angreb, hvor instrumenterne banker løs, men alligevel holdes i stramme tøjler, så det aldrig bliver hensynsløs rabalder. Kontrolleret og virkningsfuldt, veltimet og godt udført. Nummeret pendulerer mellem tunge riffmure og afdæmpede passager på fin vis, og er en stemningsfuld afslutning på en flot debut.
Selv om intensiteten falder en lille smule mod slutningen, så er det et meget stærkt og sammenhængende album, Black Book Lodge har begået med Tûndra. Der er god variation i kompositionerne, der samtidig også giver plads til de enkelte instrumenter i lydbilledet. Fede riffs, masser af tyngde og en stærk fornemmelse for timing er blandt albummets pluspunkter. Ud over førnævnte Tool, så kunne man også nævne bands som Mastodon og ind i mellem Queens of the Stone Age som referencepunkter, men Black Book Lodge har formået at skabe en egen kølig og skarp lyd, der signalerer at det er et band, der ved hvad de vil. Det holder sgu, og det gør Tûndra også, især på numre som ‘Pendulum’, ‘The Call’ og ‘Cripplegate’. Niveauet er godt hele vejen igennem, så tommelen op herfra og 5 stjerner til Black Book Lodge, der blandt andet kan opleves på Nordic Noise Festival til maj.
Tûndra udkommer mandag d.17. februar på Mighty Music. Tjek Black Book Lodge ud på deres facebook.
Af JSB
Like GFRock på facebook, og få nyt om rock, rul, metal and the what have you – hver dag!
