‘Cross-over’ som genre er vel omtrent så præcis en beskrivelse som ’indie’ og ’fusion’ Ikke desto mindre beskriver cross-over balkan ret præcist Bjonkos Army Of Believers. Træblæsere står i centrum, mens der både bydes på rap og rock-inspireret underlægning på pladens 9+1 numre.
Hvis man ikke er til træblæsere, mellemøstlige tonaliteter og balkan-feeling, så vil man være udfordret på Army Of Believers. Og ja, det er ikke genrer, der findes i min pladesamling.
Ikke desto mindre gør Bjonko en stærk på profil på pladen, hvor der er lagt meget energi i at lave en fed indspilning.
Pladen består af ni numre og et ekstranummer – og blot tre numre er med vokal. To af disse numre er med rappere; Illusionisten (stærk københavnsk dialekt på ’Nonchalant’) og Jooks som på ‘Sljivo Og Røg’ gør et hæderligt forsøg på at lægge lidt afstand fra hans tidligere stil med bare at snakke ind over et beat.
Og titelnummeret har en hviskende kvindevokal i introen. Det bliver lidt over the top, og sender tankerne i retning af Enigma. Men al ære og respekt for at forsøge at arbejde med at udvikle på genren, så pladen ikke ’bare’ bliver instrumental.
Helt centralt står dog Bjonkos træblæsere. Der er ingen tvivl om, at der er talent på den konto – og om det er en klarinet eller en saxofon, der bliver rykket rundt, så er der noget for fans af disse instrumenter.
Og det kan i sig selv være fint. Dog bliver ‘Bjonko In Hijazz’ et eksempel på, at det hurtigt kan blive lidt trivielt, når der er ét soloinstrument, der fremfører musikken og fremviser lidt tekniske detaljer.
Nej, der hvor Army of Believers virkelig gør sig, er i underlægningen: Flere numre har en potent, rocket underlægning, hvor guitarerne får lov at få stærke, kontrollerede gains – og hvor der ikke spilles en millimeter forkert – men stadig sørges for at der er et fedt flow og samspil i musikken.Flere gange kan det lyde som Dave Matthews Band, som uanset om man kan lide manden eller ej, må siges at være afsindigt dygtige musikere.
Blæret bliver det, på titelnummeret hvor der indgår en tin whistle (muligvis elektronisk?) som laver nogle vilde bends og udgør det for at være en leadguitar. Ægte eller elektronisk, så fungerer det ret fedt – oven på en bund af en synkoperet bas, staccato harmonika og lækre, drevne trommer.
Bjonko er uomtvisteligt dygtig på sine træblæsere, men kan altså også sætte et band op, der spiller på én gang maskinelt præcist, men samtidigt også med flow og overskud.
Den del er mildest talt ret cool.
Det trækker også op, at der tydeligvis er tænkt i variationen. Man slipper ikke helt uden om, at soloerne på træblæserne bliver for lange og at der går klezmer i den. Tænk en træblæsernes Joe Satriani; dygtig, men også (for) travlt optaget med at vise hvad han kan teknisk.
Men inden man går helt kold i de lange soloer, når vi videre i et nyt nummer med rap drysset ud over et par numre i første halvdel af pladen. Det hjælper.
Og det stikker egentlig først rigtigt af, da vi når til næst-sidste ordinære nummer, ‘Epicenter’. Her går der klezmer-fræs i den og selv om det giver en sidste energiudladning inden den passende navngivne ‘Exiting…’, så når nummeret at blive lidt enerverende.
Der sluttes med et ekstranummer, ‘Karma’, som egentlig blot er ‘Sljivo og Røg’ – nu uden Jooks rap.
Jeg må – mine forbehold til trods – anerkende, at der er tænkt rigtigt mange steder på denne plade. Det er og bliver aldrig min genre, men jeg kan høre, at det er godt lavet.
Variation? Check! Forsøg med urban/rap? Check! Fed underlægning? Check!
Og når lyden så er så god, som den er, så skal der vel uddeles fire stjerner til noget, jeg trods alt næppe vil lytte til igen…
Anmeldt af: Troels-Henrik Balslev Krag
