Bjergtaget rammer et, ja, ganske bjergtagende niveau på debutalbummet af samme navn, der har været lang tid undervejs. Men det har været ventetiden og bandets kamp værd. Dansksproget singer-songwriter rock, med fuldt band, der har noget på hjerte – men godt tør pakke det lidt ind, eller sige det mellem linjerne.
Dermed ikke sagt, at Bjergtaget er en decideret utilnærmelig størrelse, eller en der gør, at man skal være litteratur- eller sprogprofessor af en art for, at få den fulde mening ud af albummets 13 velkomponerede numre. Nej, men pladen er af den slags, der vinder en del på, at få lov til at simre lidt, blive hørt flere gange og at man giver den tid til at få lys ind i alle kroge og sprækker, så man opdager det fulde omfang.
Jeg har også haft den luksus, at jeg har kunnet lytte til pladen i godt 2 måneder, hvor den har fået lov til at give sig tid, få nogle pauser og folde sig ud over tid. Så meget behøver man ikke bruge på det, men jeg har kort sagt ikke haft travlt inden udgivelsesdatoen oprandt. Samtidig har jeg fået mig en længere snak med forsanger, guitarist og sangskriver Stephan C. Krabsen for 1 ½ måneds tid siden, hvilket i hvert fald har givet mig den fordel, at jeg har haft en idé om hvad Bjergtaget vil, og sigter efter. Ulempen her er, at det naturligvis kunne påvirke min lytteoplevelse lidt, i den forstand, at jeg har fået “foræret” noget af løsningen på forhånd.
Derfor tænkte jeg, at det udgangspunkt og faktum kunne bruges til et eller andet i denne anmeldelse, nu landet ligger som det gør. Så ud over at anmelde selve musikken, som den præsenteres og gør sig på albummet, så vil jeg forsøge at hive nogle at de mål og tanker ind, som Krabsen kom omkring i interviewet – og se om missionen egentlig lykkes for bandet.
For et band er Bjergtaget også, selvom det virker som om, at det er sangskriver Krabsen der dikterer meget af retningen og indholdet – i hvert fald som udgangspunkt. Bandet består derudover af bassist Thor Boding (Syreregn), der også synger kor sammen med Simone Maja Pedersen, trommerne bestyres af Mads Thorbjørn Jensen, og så er Tor Louder Andersen krediteret for at stå for “lyd”. Og Bjergtaget lyder også som en ægte “band-plade”, på den gode måde, hvor alle får plads i lydbilledet og det hele virker i rigtig god balance – det spiller kort og godt.
En del af æren må nok også tilfalde Palle Schultz, der i følge Krabsen reddede materialet og pladen med sit touch, og Bjergtaget lyder sgu’ også bare godt. Klang, mix og alt det lyder bare skarpt og harmonisk. Og netop harmonierne og korstykkerne er noget af det første der trådte frem og markerede sig, da jeg lyttede pladen igennem første gang. Eksempelvis koret i nummeret “Falder Nu” (eller den lidt aparte 1 ½ minut lange “Tiden Bryder frem”, bare for at nævne et andet eksempel), hvor både klang og selve arrangementet sidder lige i skabet. Men det har ikke blot den funktion, at det lyder flot, det er også med til at skabe en balance i det lidt urolige og anspændte nummer, hvor Krabsens vokal og guitaren indledningsvis lyder som om det kribler lidt i fingrene, og en ængstelse eller nervøsitet kappes med en stemning af noget sammenbidt i vokalarbejdet.
Tematisk kunne man ud fra teksten og stemningen komme til at tro, at vi havde med en kærlighedssang at gøre, selvom det helt i tråd med resten af pladen, aldrig bliver helt udtalt eller konkret, men i følge Krabsen selv handler den mere at “det hele er på vej ud over kanten”, altså nationen, os, verden, menneskeheden. Og sådan KAN man også høre nummeret, når man ved det, eller lige hører ordentligt efter hvad der egentlig synges.
Lyrikken kredser meget om dette, at vi som danskere og i større et større perspektiv menneskeheden, er på vej mod, eller ud over, denne kant. Hvad kan forhindre det? Jo, i følge Krabsen handler det blandt andet om, at “vågne op”, være mere nærværende, slippe kontrollen mere (især oppefra i “systemet”) – igen uden at musikken bliver alt for dikterende eller moraliserende. Bjergtaget er både politiske og filosofiske, men tekst og musik overlader nok plads til, at lytteren kan tænke selv – eller finde sine egne budskaber i sangene.
Det er faktisk kun på nummeret “Forelsket”, hvor man sidder med fornemmelsen af, at det sgu’ nok drejer sig om den svære kærlighed. Igen er der en lidt trykket, stedvis næsten desperat og aggressiv stemning, der flyder igennem sangen, denne gang med nogle gevaldige skvulp, hvor guitaren og den mere martrede vokal får lov til at skumme over. Nummeret ligger på en måde i naturlig forlængelse af “De ord Der Kommer Frem”, der falder lige inden. Her er et lidt skævt klaver-tema et af de bærende elementer, hvilket giver sangen et markant anderledes udtryk i forhold til det resterende dusin numre. Men også den pågående, huggende stil og følelsen af, at fortællerstemmen er lige ved at kamme over, er medvirkende til, at sangen skiller sig ud på pladen. Her befinder vi os helt ude på den der kant, og kigger ned i afgrunden. Men hvorfor? Er det igen på grund af forelskelsen fra det efterfølgende nummer, eller handler det her om noget helt andet?
Bjergtaget’s socio-politiske og filosofiske følelse forstærkes også af, at gruppens sanger/sangskriver rock gennemstrømmes af noget der vel bedst kan betegnes som en “70’er stemning”. 70’erne i sådan en folk-rocket forstand, hvor det måske nok var politisk og samfundsrevsende i en eller anden udstrækning, men ikke nødvendigvis fløj- eller partipolitisk.
Førstesinglen “Se Hvordan Det går” kunne være et eksempel herpå, et nummer der samtidig demonstrerer en anden af Bjergtaget’s forcer – det er ret medrivende og fængende melodier gruppen leverer. Uden at de skriver deciderede ørehængere, dertil er virkemidlerne og armbevægelserne måske stadig for små-skæve og flyvske. Det er ikke melodiske knytnæver bandet sender afsted, mere en form for forførende dans, hvor armene flagrer lidt rundt. Eksempelvis på den sagte “Bæstet”, hvor det næsten bliver lidt midnatskratlusker-jazzet. Krabsen synger i et dybere toneleje, mens musikken sniger sig forsigtigt frem i skyggerne.
I interviewet, forklarede Krabsen ligeledes, at bandet har forsøgt at ramme en live-stemning med indspilningerne, en fornemmelse der blev underbygget af, at de 13 numre kom i kassen på kun 2 dage, og lidt af en maraton-session, i studiet. Igen synes jeg, at bandet har ramt det de satte ud for at gøre. Og her går live-fornemmelsen hånd i hånd med ønsket om nærvær, for Bjergtaget lyder virkeligt nærværende og i live. Både som band og det liv de får pustet i numrene. Du kan faktisk, nærmest bogstaveligt talt, høre musikken ånde i et nummer som den glimrende “Vender Tilbage Til Ingenting”, der ebber ud i et fængslende “vi ånder ind, vi ånder ind, mens vi går i ring, når vi vender tilbage, vender tilbage til ingenting”.
Højdepunktet for mig, på et album uden svage numre, er nok “Sorte Hunde”, hvor en lidt truende og foruroligende stemning, tilpas catchy folk’et guitar melodi, smagfuldt og veldoseret kor/andenstemme arbejde og den vellykkede metaforiske tekst kommer til at jagte dig i ring, i ring, i ring.
Denne form for rock kan af og til godt falde i en grøft, hvor man føler at kunstnerne insisterer på, at stave budskaberne for en, eller bare råbe så højt med deres paroler, at de overdøver alt og alle. Det har nogle gange den helt omvendte effekt, at man tænker “du skal fandeme ikke fortælle mig, hvad jeg skal mene” – eller også ender de med kun, at tale til dem der i forvejen er enige med dem. Her går Bjergtaget en meget mere underspillet og diskret vej, hvor der er plads til fortolkninger og til, at man selv må stave sig frem – faren er så, selvfølgelig, at nogen måske slet ikke opdager, at der er masser på og i spil hos Bjergtaget.
Det ville være en forbandet skam, både for en selv og Bjergtaget. Bandet fortjener med dette homogene, godt sammenhængende og afrundede værk, der har noget at byde på til både ører og hjerne, at få et større publikum – ligesom et bredere publikum fortjener dansksproget rock af denne støbning.
Overskriften på mit interview med Stephan C. Krabsen blev dengang noget så flyvsk og højtragende som “et opråb om at være nærværende”. Det har Bjergtaget nu på ganske fornem vis fået sat musik til som band, og fået formuleret med både ord og melodi, så man får lyst til at rykke tættere på, og sammen.
Af Ken Damgaard Thomsen
Besøg Bjergtaget på facebook, hvor du også finder oplysninger om deres “frigivelsesfest” for pladen, der udkommer d. 22/1.
