Bite The Bullet rocker ufortrødent videre på deres andet album Wheels, der indhyllet i brune og orange 70’er farver og masser af varm guitarfuzz hylder den britiske rock, tilført små-psykedeliske elementer og en skvis blues feeling. Det er på sin vis meget godt, det bandet leverer på Wheels, men det er også et album der i længden mangler nok gode sange til, at holde sig i overhalingssporet.
Gruppen, der er dannet i 2011, men trækker tråde tilbage til en musikskole i Vejle i 1995, pakker sådan set ikke deres mission eller formål ind: “Der er ikke noget revolutionerende nyt i det vi gør, men vi får pigerne til at danse, drengene til at rocke og overrasker altid publikum med vild spilleglæde og spontanitet det bliver aldrig kedeligt at spille i Bite The Bullet”. Det tror jeg på, og også at det ikke bliver kedeligt at spille i bandet, der lyder som om de nyder det de gør. Men som lytter begynder jeg altså, at kede mig en smule i løbet af Wheel’s 11 numre.
Det er især anden halvdel af pladen, hvor det hele flyder lidt ud for mig, monotonien i bandets lyd, ikke mindst vokalen’s lyse let-klagende klang, får overtaget i en række numre, som ikke helt får sat deres aftryk hos mig. Vokalen kammer eksempelvis over i “Go For A Ride” på pladens sidste halvdel, hvor det bliver lidt for lidende og næsten skingert for mig, i mens lidt ellers udmærket syre-orgel bruser ud og ind af nummeret, der lider under det der er med til, at trække albummet ned som helhed – det sætter sig ikke rigtig fast.
Dog skal det siges, at jeg de første par gange jeg lyttede pladen igennem overhovedet ikke var overbevist, og slet ikke kunne føle det samme for musikken, som trioen der spiller tydeligvis gør. Gentagende lyt bragte mig dog i tvivl, hvilket jeg, indrømmet, for så vidt stadig er, måske er det her faktisk slet ikke så tosset?
Det ændrer dog ikke på, at jeg synes anden halvdel af Wheels tøffer lidt i tomgang. “Evil Is Here” med sin snurrende og huggende rytme kommer ikke rigtig ud af stedet, og den efterfølgende “I’ve Been Down” føles noget tung i røven, som om den kæmper med at komme ud af startblokken. Inden denne trio af numre, hvor det desværre føles som om Bite The Bullets ellers velsmurte retro-motor brummer lidt forgæves, får vi “What Am I Doing Here”. Her får musikken en southern rock indsprøjtning, og bandet har fat i noget, der fungerer rigtig godt. Desværre er det som om det lige er underdoseret en smule, og den virkeligt lækkert klingende guitar får kun lov til at fyre korte salver af. Det er jo nok et bevidst valg, men et eksempel på, hvor jeg godt kunnen have tænkt mig, at bandet bare gik planken ud.
Lige som på den atmosfæriske og afdæmpede afslutter, “You Will Be Mine”, hvor trioen åbenbart bare smider samtlige betænkeligheder og går næsten full Pink Floyd (minus vokalens klang). Men den svævende trippy fornemmelse og guitarens klang er som grebet ud af en tæt Floyd tåge – uden at jeg ruller med øjnene og tænker “plagiat”.
Efter at have taget tingene lidt i omvendt rækkefølge, så backtracker vi lige lidt og kigger på de ting der fungerer. Dem finder man i mine ører, som I måske havde gættet, især på albummets første halvdel. For Wheels ruller ret stærkt ud af garagen med “Desire” og den efterfølgende førstesingle/titelnummeret, “Wheels”. “Desire” er et vuggende, fuzzy rart, midttempo nummer, af den slags der virker perfekt som åbningsnummer. Det er tilpas catchy, man introduceres for trioens lydunivers og man føler “nu er vi i gang”.
Den følelse bæres med over i “Wheels”, hvor pedalen lige får et lille gelinde tryk, så tempoet ryger lidt i vejret, hippie-bussen vugger og bumler lidt mere på behagelig vis, mens der ruskes medrivende toner ud af klaveret omme bagi. Beklageligvis er det en af den slags numre, hvor man lige indtil omkvædet tænker “ja sgu’, den rammer de lige i r…. nå.. øv”. Ahhhh, pokkers, Bite The Bullet er SÅ tæt på en fuldtræffer her, at man bliver helt ærgerlig, men omkvædet er lidt fladt i forhold til den fornemme opbygning, der ellers skriger af regulært hit.
På “Uniform” er det en fin trampe-rytme der dominerer, som giver det hele en rastløs og flimrende vibe, tilsat lækker psych-guitar, inden det bliver mere soulet på den efterfølgende “To The Seaside”. Her ligger vokalen igen lige på grænsen af at kamme over for mig, men nummeret kommer i havn fordi Bite The Bullet slipper tøjlerne tilpas og lader sangen summe og syre, noget man måske savner lidt flere steder, hvor det kan virke som om bandet har et lidt for fast greb i tøjlerne. Den mere soulede klang bæres over i næste nummer, albummets absolutte højdepunkt for undertegnede – endda et, der kommer sådan lidt ud af left field.
“Road To Redemption” suger tempoet helt ud af Wheels, dæmper lyset og danser langsom og tæt kinddans med lytteren, i et labert soul-poppet lydbillede.Det er det nummer på albummet som klart skiller sig mest ud, hvor tingene tager en lidt overraskende og ganske modig drejning for bandet. Det er ikke sikkert det vil falde i alles smag, det er også meget blødt og inderligt, men i mine ører et decideret fremragende nummer.
Allright, jeg er lidt i vildrede med den her, på den ene side er der masser af kvaliteter på Wheels, og enkelte glimrende stunder, men samtidig også længere passager, hvor jeg som lytter simpelthen ikke føler musikken lige så meget som jeg kan høre Bite The Bullet selv gør. Af og til synes jeg ikke sangskrivningen er medrivende nok, hvad det så end kan skyldes (måske går jeg bare lidt død i bandets klang?), og så begynder der at kigge nogle irritationsmomenter frem, som kommer til at fylde mere i min lytteoplevelse end de egentlig burde – for så slemme er de ikke, isoleret set.
Det der især holder Wheels fra på noget tidspunkt at køre direkte i grøften, er den varme fuzzy let-psykedeliske stemning og følelse der løber igennem pladen fra start til slut, som en fin rød tråd. Men alt holdt op mod og vejet i forhold til hinanden, så ender den samlede oplevelse på en middel karakter.
Af Ken Damgaard Thomsen
Besøg Bite The Bullet på Facebook
